ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Cepos: En kulturkamp er vundet med SF-forslag

Det er en sejr for det borgerlige Danmark, at venstrefløjen nu foreslår, at man hæver topskattegrænsen.

Det mener den liberale tænketank Cepos, der glæder sig over regeringspartiernes erkendelse af, at topskatten skader konkurrenceevnen.

"Man må sige, at der er vundet en lille kulturkamp, når Helle Thorning-Schmidt flankeret af Socialistisk Folkeparti er blevet så opmærksomme på topskattens skadelige effekter, at de vil lempe den. Og det er rigtig godt og bemærkelsesværdigt, at man er kommet frem til den erkendelse på venstrefløjen" siger cheføkonom Mads Lundby Hansen.

SF foreslår, at topskattegrænsen hæves til 450.000 kr.

Helle Thorning-Schmidt kaldte på dagens pressemøde i statsministeriet udspillet for spændende, ligesom Det Radikale Venstre har udtrykt glæde over de nye toner fra samarbejdspartiet. 

SF's forslag kommer i forlængelse af Socialdemokraternes  nyslåede gruppeformand Henrik Sass Larsens udtalelse om, at skattetrykket ikke må stige mere.

Satsen skal ned

Selvom de nye toner fra regeringspartierne vækker glæde i Cepos, er der stadig malurt i bægeret.

For ifølge Mads Lundby Hansen vil det kun have begrænset effekt at hæve grænsen, da det i sidste ende stadig vil gå ud over incitamentet til at arbejde.

han håber derfor, at de borgerlige partier vil plædere for, at man sænker topskattesatsen i de kommende forhandlinger om et skatteforlig.

"Det er glædeligt, at de er kommet frem til erkendelsen om det skadelige ved topskatten, men når det er sagt, er det rigtige instrument ikke at rykke grænsen, men at sænke satsen. Der er brug for, at de ca. 400.000 mest produktive danskere arbejder ekstra, og det kan ske, hvis man letter topskattesatsen," siger han og slår samtidig fast, at den endelige kulturkamp først er vundet, når topskatten helt fjernes.




Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis