ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Brian M. vil se på samlet finanstilsyn

Økonomi- og Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) er ikke afvisende, over at lade Finanstilsynet og Nationalbanken slå pjalterne sammen.

"Når Nationalbanken kommer med et synspunkt om, at det kunne være en fordel at integrere tilsyn og nationalbank i Danmark, så er det selvfølgelig et spørgsmål, som vi må se på," siger Brian Mikkelsen til dagbladet Børsen.

Forslaget kommer fra nationalbankdirektør Nils Bernstein. I dagbladet Børsen foreslår han, at fremtidige finanskriser skal undgås ved, at Nationalbanken helt eller delvist fusionerer med Finanstilsynet.

Brian Mikkelsen mener dog, at der også er fordele ved at lade institutionerne forblive adskilt.

"Det er klart, at der kan være gevinster forbundet med at styrke sammenhængen mellem tilsyn og centralbank. Men omvendt er der også store fordele forbundet med, at tilsynets ekspertise og kompetencer er til rådighed i lovgivningsprocessen,"  siger han til avisen.

Nationalbankdirektørens forslag bliver positivt modtaget af Kristian Thulesen Dahl, finansordfører i Dansk Folkeparti. Han opfordrer ministeren til at kortlægge fordele og ulemper ved en fusion.

Også Socialdemokraterne er lune på en fusion mellem Finanstilsynet og Nationalbanken. Partiets politisk ordfører, Henrik Sass Larsen, har tidligere foreslået samme model.

 /ritzau/


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis