ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Brandstrup: SF-oprør mod Nets-salg handler om… SF

ANALYSE - Prøv engang at gætte, hvem der sidste år i juni sagde følgende:

"En eventuel ny ejer må ikke misbruge sin stilling ved f.eks. at hæve priserne. Det vil vi følge meget nøje med i. Hvis der skulle komme nye investorer i Nets, så forventer jeg, at de er bekendt med, at regeringen lægger meget stor vægt på et velfungerende marked for betalingsløsninger."

Rigtig gættet. Det var naturligvis den daværende formand for Socialistisk Folkeparti, Annette Vilhelmsen, der som erhvervs- og vækstminister affejede kritikken af salget af Nets. De nye ejere af Nets vil være underlagt nøjagtig de samme forpligtelser under dansk lovgivning som de nuværende.

"De pludseligt opståede kvaler hos Lisbeth Bech Poulsen skal i højere grad ses i forlængelse af de interne puniske krige hos folkesocialisterne"

SF’s erhvervsordfører, Lisbeth Bech Poulsen, siger i dag til Jyllands-Posten, at "den grundlæggende elektroniske infrastruktur i Danmark bør være på statslige hænder".

Men da det er Danmarks Nationalbank og ikke staten, der ejer aktieposter i Nets – og vel at mærke ikke i en størrelsesorden, der minder om Dong – så må man forstå det sådan, at SF-ordføreren ønsker en nationalisering af Nets, præcis som Enhedslisten krævede det sidste sommer.

Udsigtsløst oprør


Men Nets-salget er så langt i processen, at det pludselige SF-oprør må siges at være udsigtsløst. Særligt fordi erhvervsminister Henrik Sass Larsen (S) har pandet kritikken eftertrykkeligt i jorden.

Skatteål skal fanges via skattelovgivningen. Man skal ikke til at lave politiske vurderinger om, hvorvidt der er nogle køberes penge, der lugter mere end andres, har han slået fast.

Så de pludseligt opståede kvaler hos Lisbeth Bech Poulsen skal i højere grad ses i forlængelse af de interne puniske krige hos folkesocialisterne.

I løbet af den kommende uge skal potentielle formandskandidater melde sig på banen. Og med valget af formand fortæller SF også omverdenen, hvilken politisk linje man har tænkt sig at følge.

Skal det være en indflydelsessøgende, pragmatisk linje, vælger partiet Pia Olsen Dyhr eller Jonas Dahl. Skal det være en konfrontationssøgende linje, vælger partiet en kandidat fra Lisbeth Bech Poulsens fløj.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis