ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Statsministeren vil have vaccineproduktion i Danmark: Ifølge branchen vil det kræve et “meget lukrativt tilbud”

Det er tvivlsomt, om evt. dansk produktion af coronavaccine kan sættes i gang, inden kapaciteten alligevel er der

Vicedirektør i Lif Henrik Vestergaard ser positivt på udbudsrunde om vaccineproduktion i Danmark, men mener, at staten skal komme med et lukrativt tilbud for at muliggøre projektet. Arkivfoto: Jeppe Bøje Nielsen
Vicedirektør i Lif Henrik Vestergaard ser positivt på udbudsrunde om vaccineproduktion i Danmark, men mener, at staten skal komme med et lukrativt tilbud for at muliggøre projektet. Arkivfoto: Jeppe Bøje Nielsen

En vaccineproduktion inden for de danske grænser er ikke utænkelig, men det er meget optimistisk at tro, at den kan være klar i 2022, sådan som statsminister Mette Frederiksen (S) ønsker. Det vurderer Lægemiddelindustriforeningen (Lif), brancheorganisationen for både danske og udenlandske lægemiddelvirksomheder i Danmark.

“Det er utroligt komplekst at producere vacciner, så for at lægge en produktion af vacciner i Danmark skal man gøre klart, hvilke salgsmuligheder der er. Køber den danske stat på forhånd et meget stort antal af vacciner, så man kan se, at investeringen er fornuftig,” siger Henrik Vestergaard, viceadm. direktør i Lif.

“Jeg tror, at man skal lave et meget lukrativt tilbud fra den danske stat for at få virksomhederne til at placere en produktionsvirksomhed i Danmark. Lige nu opskalerer man en masse fabrikker rundt omkring i verden, hvor det er nemmere at opskalere end at starte fra bunden af,” siger han og tilføjer, at han godt forstår det politiske ønske om at undersøge, hvad det vil koste, hvis man stillede krav til en produktion i Danmark.

Mrna-vacciner

Medlemmer af Lif tæller bl.a. Pfizer, som står bag den ene mrna-vaccine mod coronavirus. Henrik Vestergaard understreger, at særligt mrna-vaccinerne er komplekse at producere, hvorfor det er “meget optimistisk” at forestille sig en start på produktionen heraf i 2022, som statsministeren foreslår.

Og danskerne kan heller ikke forvente at springe foran andre europæere i vaccinekøen, udelukkende fordi en virksomhed producerer vacciner her i landet.

“Men man kan lave kontrakter om alt, det står jo regeringen frit for,” siger Henrik Vestergaard.

Jakob Kjellberg, som er professor i sundhedsøkonomi på Det Nationale Forsknings- og Analyseinstitut for Velfærd (Vive), peger på, at der vil være vacciner nok til alle inden længe.

“Lige om lidt, før vi når at opsætte en produktion med boostervacciner her i landet, er der rigelig kapacitet ude på markedet. Før vi når at komme i gang, kan alt det her købes på markedet til relativt små penge,” siger han.

Og ifølge ham er det kun økonomisk rentabelt at have en vaccineproduktion her i landet, hvis det er muligt at producere store mænger af vaccine til et stort marked.

Thomas Senderovitz, som er tidligere direktør i Lægemiddelstyrelsen, anbefaler også regeringen at satse på et større marked end udelukkende det danske.

“Min anbefaling vil være, at man ikke tænker for snævert dansk, men i stedet tænker europæisk. Hvis en fabrik i Danmark kan indgå i et større netværk af fabrikker, der forsyner EU eller hele verden, og staten gerne vil hjælpe med til at skabe arbejdspladser og tiltrække investeringer til Danmark, så synes jeg, det er en god idé,” siger han.

Åbne for dialog

Flere danske virksomheder inden for life science-branchen har meldt ud, at de kan være i stand til at producere vacciner i Danmark.

Det er bl.a. Fujifilm Diosynth Biotechnologies, hvor talsperson for selskabets medicinfabrik i Hillerød Birgitte Thygesen skriver følgende i en mail angående statsministerens udmelding:

“Vi er altid åbne over for dialog.”

Novo Nordisk Fonden hartidligere meldt ud, at den ikke er afvisende over for et offentligt-privat samarbejde om vaccineproduktion i landet, og bekræfter igen mandag over for Børsen, at der er dialog med regeringen om sagen. Men fonden ønsker ikke at kommentere yderligere.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis