Dansk Industri er bekymrede. Dansk Erhverv er bekymrede. Og Horesta er bekymrede. Det, der bekymrer dem, er, hvordan coronapandemien og ikke mindst de nye restriktioner, som fredag aften blev præsenteret på et pressemøde, vil ramme dansk erhvervsliv.
Organisationerne anerkender, at der skal tiltag til for at dæmpe smitten, men samtidig konstaterer de, at de nye restriktioner vil få stor betydning for dele af dansk erhvervsliv. Og at det kræver nye kompensationer.
“Vi har behov for, at man får kigget på kompensationen nu
Kristian Nørgaard, politisk chefkonsulent i Horesta
Hos Dansk Erhverv forklarer adm. direktør Brian Mikkelsen, at de mørke skyer om muligt fik en endnu mørkere farve.
"Der er behov for, at vi gentænker kompensationsordningerne, så de målrettes de hårdt ramte erhverv, der nu bliver belastet med nye restriktioner", siger Brian Mikkelsen i en skriftlig kommentar.
Dansk Erhverv efterlyser også mere gennemsigtighed. Samfundet og virksomhederne skal have indblik i, hvad der ligger bag de nye restriktioner. Det vil ifølge Brian Mikkelsen give virksomhederne og borgerne noget at styre efter i fremtiden.
"Derfor opfordrer vi regeringen til at følge anbefalingen fra Det Økonomiske Råd, der konkret handler om at reducere erhvervslivets og befolkningens usikkerhed. Det indebærer blandt andet en plan for hvilke konkrete værktøjer, der kan tages i anvendelse under forskellige smitteforløb," siger han.
På pressemødet fortalte statsminister Mette Frederiksen (S) at, forsamlingsloftet bliver sat ned til 10 personer fra 50, derudover anbefaler regeringen danskerne, at man ikke ser mere end ti forskellige personer ud over dem, man går på arbejde med eller er på uddannelsesinstitution med.
“Det er en historisk usikker tid, og virksomhederne og danskerne har krav på, at der er de mest mulige gennemskuelige, forudsigelige og veldokumenterede rammer for, hvordan vi håndterer krisen
Lars Frelle Petersen, medlemsdirektør Dansk Industri
Kravet om at barer, cafeer og restauranter lukker kl. 22.00 blev forlænget, og danskerne skal fremover bære mundbind eller visir på alle indendørs offentlige steder. Det er eksempelvis i butikker og på hospitaler. Derudover indfører regeringen fra på mandag et forbud om, at kiosker og supermarkeder sælger alkohol efter kl. 22.00
Statsministeren gjorde opmærksom på, at de restriktioner, der nu igangsættes, ikke er af samme grad, som da samfundet stort set lukkede ned i marts. Skoler, idrætsliv og kulturliv vil fortsat være åben.
Hos brancheorganisationen Horesta forklarer politisk chefkonsulent Kristian Nørgaard, at de nye restriktioner er et hårdt slag.
"Det er endnu et meget, meget hårdt slag til en branche, der har lagt for i otte måneder," siger han.
Forsamlingsloftet og forlængelsen af, at cafeer, restauranter og barer skal lukke kl. 22., gør rigtig ondt, forklarer han.
"Det sætter rigtig mange virksomheder i en meget svær situation. For mange kan det simpelthen ikke betale sig at drive virksomhed. Det kommer til at være hamrende røde tal," siger han.
Kristian Nørgaard hæfter sig ved, at restriktionerne allerede har ramt hårdt, og han fortæller, at 30.000 medarbejdere allerede er skåret væk. Og det tal vil stige siger han.
"Vi har behov for, at man får kigget på kompensationen nu. Lige nu er det livsværk, der forsvinder. Der skal strikkes en hjælpepakke sammen, der kan holde hånden under noget af erhvervet," siger han og understreger, at en langsigtet plan klart er at foretrække, ellers handler virksomhederne ud fra det værst tænkelige scenarie.
Medlemsdirektør i Dansk Industri Lars Frelle Petersen kalder restriktionerne for "meget omfattende".
"Det vil få enorm stor betydning for rigtige mange virksomheder og arbejdspladser, som nu må lukke ned af hensyn til resten af samfundet," siger han i en skriftlig kommentar og fortsætter:
"Vi er alvorligt bekymrede for de mange brancher og job, som bliver særligt hårdt ramt af de nye restriktioner."
Ifølge medlemsdirektøren gælder det særligt for kultur- og oplevelsesvirksomhederne og deres underleverandører.
Også hos DI efterspørger man nogle langsigtede planer:
"Det er en historisk usikker tid, og virksomhederne og danskerne har krav på, at der er de mest mulige gennemskuelige, forudsigelige og veldokumenterede rammer for, hvordan vi håndterer krisen, og hvordan virksomhederne bedst muligt kan indrette sig efter restriktionerne og holde hjulene i gang," siger Lars Frelle Petersen.