Arveafgift på virksomheder hæves til 15 pct: Ekspertgruppe skal se på ny værdifastsættelse

392196_16_9_large_900.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
02. dec 2019 KL.23:08

Det har været ventet længe, men nu er det ganske vist.

I 2020 skruer S-regeringen og dens støttepartier op for arveafgiften for familieejede virksomheder, så de fremover skal betale en sats på 15 pct. frem for de nuværende 6 pct. i afgift ved et generationsskifte.

Det fortæller finansminister Nicolai Wammen (S) om den finanslovaftale, som er blevet indgået med regeringens støttepartier mandag aften.

"Jeg forventer da, at virksomhederne vil opføre sig fornuftigt og ansvarligt. Der er jo løbende generationsskifter i virksomheder. Det gælder både store og små danske virksomheder. Men det vi har aftalt er, at vi gerne vil gå ind og se på, om man kan indrette det på en endnu klogere måde, så der bliver større gennemskuelighed," siger finansministeren.

Ifølge ham vil afgiftsstigningen blive mildnet med to tiltag: En henstandsordning, hvor virksomhederne kan betale af på afgiften over 30 år, samt muligheden for at indføre en helt ny værdifastsættelse, som kan skabe større sikkerhed for, hvilket grundlag afgiften beregnes ud fra.

I finansloven er det således aftalt, at en ekspertgruppe skal komme med forslag til en ny model for at udregne værdien af virksomhederne - men eksperternes forslag må ikke udhule den milliard, partierne forventer at få ud af den højere afgift, understreger Nicolai Wammen.

"Det vil være en ekspertgruppe som nu skal i gang med sit arbejde. Så tror jeg skatteministeren vil kunne give et bud på, præcist hvornår de er færdige," uddyber han.

Men må man egentlig ikke forvente, at virksomhederne så vil vente med at foretage generationsskifte til den model ligger klar?

"Nej, jeg tror at mange virksomheder vil sige, at nu er man i gang med en proces, og den vil man gerne færdiggøre. Det, der er vigtigt at tilføje omkring den ekspertgruppe, det er, at dens formål er at lave nogle klare regler," siger Nicolai Wammen.

Bekymrede fagbosser

Allerede i forståelsespapiret blev det aftalt at hæve arveafgiften for familieejede virksomheder til 15 pct., men De Radikale har i løbet af efteråret arbejdet for at få afbødet konsekvenserne ved samtidig at ændre værdifastsættelsen af de virksomheder, der skal betale afgiften.

De familieejede virksomheder har sammen med erhvervsorganisationer som DI og Dansk Erhverv påpeget, at netop værdifastsættelsen udgør et stort usikkerhedsmoment, når afgiften samtidig hæves.

Og som Børsen kunne skrive i oktober, har værdifastsættelsen også vakt bekymring i fagforbundene 3F og Dansk Metal, der har lobbyet for at få ændret på vilkårene, så den højere arveafgift ikke vil ramme vækst og arbejdspladser.

Nu er det altså besluttet at skyde spørgsmålet om værdifastsættelse til hjørne hos en ekspertgruppe.

Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri, lufter i en pressemeddelelse også sin utilfredshed over, at generationsskifteskatten nu bliver sat op til 15 pct.

"Det er et kæmpe selvmål i finansloven, at regeringen og forligspartierne hæver skatten på virksomheder ved generationsskifte, uden man samtidig giver dem sikkerhed for, hvordan værdien skal beregnes. Aftalen lader tusindvis af små og mellemstore virksomheder i stikken,," lyder det fra Lars Sandahl Sørensen, som fortsætter:

"Jeg er oprigtigt bekymret for, at aftalen på den måde vil skade danske virksomheders – og Danmarks – konkurrencekraft. Fordi det vil gøre det sværere for virksomheder rundt om i landet at investere i arbejdspladser og i hele den grønne omstilling."

SF: Alle skal bidrage


Ifølge SF's partiformand, Pia Olsen Dyhr, er det kun fair, at man nu hæver arveafgiften for virksomheder tilbage til de 15 pct.

"Det er vigtigt, at alle i vores samfund er med til at bidrage til vores fælles velfærd, og det er i virkeligheden det, som bo- og gaveafgiften er til for," siger hun.

Så du frygter ikke, at det vil ødelægge nogens generationsskifte?


"Når jeg snakker med danske virksomheder, og det har jeg gjort adskillelige gange, bl.a. som handelsminsiter, så er noget af det, de er allermest optagede af veluddannet arbejdskraft. Og det er noget af det, vi bruger pengene til – at sørge for, at vi får endnu mere veluddannet arbejdskraft i fremtiden. Så jeg tænker, der er nogle fordele ved at være etableret i Danmark."