ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Arbejdsløsheden stiger i Danmark

Opdateret 10:45 -Danmark har indtil videre trodset den negative tendens i resten af Europa, men nu overstiger ledigheden 6,2 pct. for første gang i halvandet år.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at ledighed fra maj til juni steg med 1500 personer, så 164.200 var uden arbejde. Bruttoledigheden for juni er nu på 6,3 pct. mod 6,2 pct. i maj. Ledighedstallene er omregnet til fuld tid og korrigeret for normale sæsonudsving.

Niveauet har ligget stabilt mellem 6,1 og 6,2 pct. siden februar 2011.

Stadig lav ledighed

De nye tal bør dog ikke få alarmklokkerne til at blinke rødt lige med det samme, for der er tale om en lille stigning, mener Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank. Det betyder dog ikke, at vi kan se os fri for en mere udpræget stigning fremover.

"Selvom ledigheden er stabil med en lille pil opad, er det desværre for tidligt at afblæse krisen på arbejdsmarkedet. Med de nuværende vækstudsigter for dansk økonomi forventer vi, at ledigheden kommer til at stige over de kommende måneder," skriver Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank, i en kommentar. 

"Den europæiske gældskrise har kastet Europa ud i fornyet recession, og selvom man kunne ønske, at vi ikke blev påvirket af, hvad der foregår i lande som Grækenland, Spanien og Italien, så må vi desværre konstatere, at erfaringen fra de seneste år er, at der er en meget voldsom afsmitning."

Færre jobklare personer i aktivering


Bruttoledigheden består af de nettoledige og de aktiverede, der er jobklare. Fra maj til juni er nettoledigheden steget med 3.100, mens antallet af jobklare personer i aktivering er faldet med 1.600.

Fra maj til juni er mændenes ledighed steget med 1.100, mens kvindernes er steget med 400. Ledigheden har siden krisens start i september 2008 været højere blandt mændene, men den forskel ser nu ud til at være udlignet.

I de seneste seks måneder har ledigheden for de to køn nemlig ligget på næsten samme niveau, og i juni 2012 lød ledigheden på 6,3 pct. for mænd og på 6,2 pct. for kvinder.

Fyn og København havde den højeste ledighedsprocent på 7,7 pct., mens Nordsjælland har landets laveste på 4,6 pct.

Ledigheden er stadig størst blandt den yngste del af arbejdsstyrken og lavest blandt den ældste. Således stod 10,1 pct. af de 25-29-årige uden arbejde, mens det blot var tilfældet for 3,7 pct. af de 60-64-årige.

Det lave ledighedsniveau for de 60-64-årige bør ses i sammenhæng med deres mulighed for at gå på efterløn.

Der kommer nye ledighedstal fra eurozonen og de enkelte medlemslande, heriblandt Tyskland, senere i dag.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis