Udsigten til en statsbankerot i Grækenland har fyldt medier over den halve verden siden januar-februar.
Flere gange har anonyme regeringskilder eller såvel navngivne græske regeringsmedlemmer sat præcise dato´er på, hvornår statskassen ville løbe tom og de ínternationale betalingsforpligtigelser følgeligt ikke kunne overholdes.
Denne gang er det den græske indenrigsminister Nikus Voutsis, der åbent siger til at TV-stationen Mega, at Grækenland i næste måned ikke kan betale IMF skyldige afdrag på over 1,2 mia. euro inden 19. juni.
"Pengene bliver ikke betalt, for vi har simpelthen ingen penge at betale med" siger han..
Nogenlunde samme ord faldt fra premierminister Alexis Tsipras tidligere i maj i et brev til Christine Lagarde, IMFs øverste chef.
Dengang handlede det om 750 mio. euro. Penge, der alligevel blev fundet i yderste øjeblik ved at tømme en konto for IMFs egne penge. Ca. 600 mio. euro, som stod på en særlig IMF-konto til brug i nødstilfælde.
Har Tsipras fodret hunden med egen hale
Det kan man måske argumentere, at der var tale om. En statsbanketot - som er den rette betegnelse, når et suverænt land ikke kan servicere sin gæld - er vel en nødsituation.
Men Tsipras har igen fodret hunden med sin egen hale. Eftersom pengene fra IMF-kontoen er lånte og skal betales på kontoen.
Det samme kan siges om de kommunekasser, pensionsselskaber og statslige virksomheder, der er blevet lokket og tvunget til at sende likvider til den græske centralbank for at staten kan betale sine lønninger og pensioner. Penge, som staten har lånt og i princippet, skal betale tilbage. Engang, måske.
Nu siger indenrigsminister Voutsis, at om to-tre uger går det galt. Mellem 5. og 19. juni skal Grækenland fire gange betale over 300 mio. euro i afdrag. Penge, som angiveligt ikke er i statskassen, hvis de 2,9 millioner pensionister og 600.000 offentlig ansatte skal have deres penge.
Nogen opfatter det som forhandlingspres. Et græsk forsøg på at skabe finansiel utryghed i resten af eurozonen, så man ikke står fast på nye reformkrav til den græske økonomi. På spil er igen momsforhøjelser, pensionsalder, privatiseringer, arbejdsmarkedsreformer og krav til størrelsen af det strukturelle budgetoverskud.
Men måske er det mere reelt at sige, at det græske spørgsmål nu er politisk snarere end økonomisk.
I markederne viser renteudviklingen i resten af eurozonen, at truslen om en græsk statsbankerot tages med ophøjet ro.
Men faren ved et løsrevet Grækenland, udenfor euro og med en et mildt sagt tvivlsomt forhold til EU, er måske ikke, at markederne igen bliver nervøse som i 2012 og trækker renterne i resten af eurozone op i faretruende nivauer, men grækerne finder nye politiske partnere.
Rusland har budt sig til mere en én gang, angiveligt har præsident Vladimir Putin direkte tilbudt milliard-lån for a. klare den akutte krise.
Glemme skal ej heller, at medlemmer af den notorisk uskolede Syriza-regering har truet med at åbne den græske og dermed EUs grænse mod Tyrkiet og Nordafrika for islamiske terrorister. Det kan, som de gentagne trusler om statsbankerot være en forhandlingstaktik, der er uset i EUs historie, men alligevel fremtidsscenarier, der ikke kan ignoreres i de øvrige EU-hovedstæder.
En form for slutscene i den græske tragedie kan løbe over den europæiske scene om kun to uger.
Flere gange har anonyme regeringskilder eller såvel navngivne græske regeringsmedlemmer sat præcise dato´er på, hvornår statskassen ville løbe tom og de ínternationale betalingsforpligtigelser følgeligt ikke kunne overholdes.
Denne gang er det den græske indenrigsminister Nikus Voutsis, der åbent siger til at TV-stationen Mega, at Grækenland i næste måned ikke kan betale IMF skyldige afdrag på over 1,2 mia. euro inden 19. juni.
"Pengene bliver ikke betalt, for vi har simpelthen ingen penge at betale med" siger han..
Nogenlunde samme ord faldt fra premierminister Alexis Tsipras tidligere i maj i et brev til Christine Lagarde, IMFs øverste chef.
Dengang handlede det om 750 mio. euro. Penge, der alligevel blev fundet i yderste øjeblik ved at tømme en konto for IMFs egne penge. Ca. 600 mio. euro, som stod på en særlig IMF-konto til brug i nødstilfælde.
Har Tsipras fodret hunden med egen hale
Det kan man måske argumentere, at der var tale om. En statsbanketot - som er den rette betegnelse, når et suverænt land ikke kan servicere sin gæld - er vel en nødsituation.
Men Tsipras har igen fodret hunden med sin egen hale. Eftersom pengene fra IMF-kontoen er lånte og skal betales på kontoen.
Det samme kan siges om de kommunekasser, pensionsselskaber og statslige virksomheder, der er blevet lokket og tvunget til at sende likvider til den græske centralbank for at staten kan betale sine lønninger og pensioner. Penge, som staten har lånt og i princippet, skal betale tilbage. Engang, måske.
Nu siger indenrigsminister Voutsis, at om to-tre uger går det galt. Mellem 5. og 19. juni skal Grækenland fire gange betale over 300 mio. euro i afdrag. Penge, som angiveligt ikke er i statskassen, hvis de 2,9 millioner pensionister og 600.000 offentlig ansatte skal have deres penge.
Nogen opfatter det som forhandlingspres. Et græsk forsøg på at skabe finansiel utryghed i resten af eurozonen, så man ikke står fast på nye reformkrav til den græske økonomi. På spil er igen momsforhøjelser, pensionsalder, privatiseringer, arbejdsmarkedsreformer og krav til størrelsen af det strukturelle budgetoverskud.
Men måske er det mere reelt at sige, at det græske spørgsmål nu er politisk snarere end økonomisk.
I markederne viser renteudviklingen i resten af eurozonen, at truslen om en græsk statsbankerot tages med ophøjet ro.
Men faren ved et løsrevet Grækenland, udenfor euro og med en et mildt sagt tvivlsomt forhold til EU, er måske ikke, at markederne igen bliver nervøse som i 2012 og trækker renterne i resten af eurozone op i faretruende nivauer, men grækerne finder nye politiske partnere.
Rusland har budt sig til mere en én gang, angiveligt har præsident Vladimir Putin direkte tilbudt milliard-lån for a. klare den akutte krise.
Glemme skal ej heller, at medlemmer af den notorisk uskolede Syriza-regering har truet med at åbne den græske og dermed EUs grænse mod Tyrkiet og Nordafrika for islamiske terrorister. Det kan, som de gentagne trusler om statsbankerot være en forhandlingstaktik, der er uset i EUs historie, men alligevel fremtidsscenarier, der ikke kan ignoreres i de øvrige EU-hovedstæder.
En form for slutscene i den græske tragedie kan løbe over den europæiske scene om kun to uger.
