ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Analyse: Tre afgørende udeladelser i Trumps tale - og hug til medicinpriserne

Det begyndte og det sluttede med stormende hyldest af tre overlevende amerikanske soldater fra D-dag i 1944 og befrielsen af koncentrationslejren Dachau året efter.

Men den politiske del af præsident Donald Trumps over en time lange State of the Union-tale i Kongressen skal noteres for de elementer, som præsidenten ikke talte om.

Intet nyt angreb på Kina

Især var der ingen fornyede angreb på Kina i den handelskrig, der i månedsvis har været det største drivanker for de finansielle markeder. Trump talte igen om sit “glimrende forhold” til præsident Xi Jinping, men afslørede ikke, som ventet, datoer for en nyt topmøde i forlængelse af et topmøde med Nordkoreas Kim Jung un 27. og 28. februar i Vietnam, der blev offentliggjort i talen.

Virksomheder
Trump i frontalangreb på medicinpriser: "Det er forkert, det er unfair, og sammen vil vi stoppe det, og vi vil stoppe det hurtigt"
Tværtimod var afsnittet om Kina bemærkelsesværdigt kort, og kan med Trumps løfter om en “stor handelsaftale” tolkes som manglende lyst til at gå videre med flere og højere satser på straftold, når våbenhvilen udløber 1. marts.

Hvis USA forhøjer toldsatsen på import fra Kina fra 10 til 25 pct. på varer for 250 mia. dollar, viser talrige beregninger, at det vil ramme USA's erhvervslov og økonomi, og dermed også de aktiekurser, som Trump selv ofte fremhæver som et bevis på, at hans økonomiske politik er effektiv.

Intet nyt angreb på Powell

I en omfattende lovprisning af sin administrations økonomiske resultater undgik Donald Trump ligeledes helt et fornyet angreb på chefen for Federal Reserve, Jerome Powell. Trump har flere gange overskredet alle historiske grænser for politisk indblanding i centralbankens pengepolitik og antydet, at han kan fyre Powell. I et interview med Wall Street Journal sagde Trump for nylig, at “Fed udgør den største risiko for økonomien af renteforhøjelserne.”

Men ifølge præsidenten er “The State of the Union Strong”, og han henviser til, at vækstraten er dobbelt så høj, som da han for to år siden overtog embedet. Samt at ledigheden er den laveste i ” et halvt århundrede” og “den laveste nogensinde for afroamerikanere og hispanics.”

Ingen undtagelsestilstand - men masser af mur

En tredje markant udeladelse er truslen om, at Donald Trump vil erklære national undtagelsestilstand for at få bygget en mur langs grænsen til Mexico. Han har tidligere luftet tanken for på den måde at få adgang til Pentagons budget, der under en undtagelsestilstand kan anvendes af præsidenten uden Kongressens indblanding.

Ikke fordi Donald Trump har ændret sine ambitioner om muren, der nu specifikt er ændret til en “strategisk stålbarriere“ og ikke en cementmur. Det var det enkeltstående emne, der fyldte absolut mest i talen. Med henvisning til, at “store karavaner er på vej” mod grænsen og “truer den finansielle velfærd” for amerikanske borgere med tab af job, lønpres, illegale immigranters pres på skoler og det sociale system samt narko- og menneskesmugling, fastholder Trump sit pres på Kongressen for at finansiere muren.

“I will get it build” siger han om muren, et af de valgløfter, han ikke har fået gennemført.

Kun fordi Trump for en halv snes dage siden måtte bøje sig for det demokratiske flertal i Repræsentanternes Hus, var han natten til onsdag i stand til at holde sin udsatte tale i Kongressen. En våbenhvile med Nancy Pelosi betyder, at regeringsapparatet blev genåbnet, men kun i 10 dage endnu.

Er striden om finansieringen af muren og dermed årets føderale budget ikke løst, kan mange føderale kontorer igen blive lukkede.

Valgkampen skudt igang

Årets tale i Kongressen blev i høj grad den første tale i kampagnen for at vinde præsidentvalget i 2020, som mange iagttagere havde ventet. Donald Trump anslog med det samme en meget forsonlig tone, talte om “kompromisser, det fælles bedste, om at undgå hævn” samt om at de to partier i Kongressen med samarbejde kan sikre middelklassen en “ny levestandard med en stor stigning i velfærden.”

Trumps potentielt enorme problem med resultaterne af Mueller-undersøgelsen om især samarbejde med russerne under valgkampagnen inden og under valget i 2016 blev kun berørt ganske kort. Men der var dog en henvisning til, at der ikke kan være fred og lovgivning i Kongressen, hvis der er krig “og undersøgelser.” Mueller-undersøgelsen er ikke offentliggjort endnu, og det er uvist, hvornår det sker.

Knubs til medicinalindustrien

Medicinalvare-industrien fik helt som forudset sit særlige afsnit i Trumps tale, hvor han forlanger, at farma-industrien, hospitalerne og forsikringsselskaberne sammen sørger for en “markant” prisreduktion af både USA's sundhedsomkostninger og medicinpriserne.

“De samme produkter koster i USA meget mere end i andre lande. Vi vil stoppe det, og vi vil stoppe det hurtigt,” sagde Trump.

Men forbrugergrupper afviste straks præsidentens påstand om, at medicinpriserne sidste år faldt med det meste i 46 år som forkerte, og blandt demokraterne angribes Trump for ikke at gå hårdt nok til farmaindustrien og bl.a. forhandle priser direkte med virksomhederne frem for at bruge det særlige amerikanske system med mellemmænd.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis