Der flyder en lind strøm af forstående, kammeratlige hilsner fra politiske venner og modstandere, efter at top-socialdemokraten Henrik Sass Larsen har meddelt, at han sygemelder sig og ikke stiller op til Folketinget igen. Både partiformand Mette Frederiksen og fungerende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har meldt sig på banen med forstående ønsker om god bedring.
Men for Frederiksen er der ikke tid til at sørge. Arbejdet på at smede en ny regering er i gang, og komplicerede forhandlinger kræver opmærksomheden. Tomrummet i Socialdemokratiet efter Sass er enormt. Ikke mindst fordi der ikke er andre i S med samme tyngde som Sass.
Forhandlingerne om regeringens politiske retning skal være på plads, før det giver mening for Mette Frederiksen at udnævne sin næste finansminister. Derfor er det ikke det mest oplagte, at hun åbent vil sige, hvem hun mener skal erstatte Sass i det finansministerium, der heller ikke i denne omgang bliver hans.
Henrik Sass Larsen har stilet efter posten som finansminister, lige siden han glippede den sidste gang efter valget i 2011 på grund af problemer med en sikkerhedsgodkendelse. Mens Sass skal bruge tid på at komme sig under sin sygemelding, skal Socialdemokratiet mønstre en ny kandidat til finansministerposten.
Blandt de folkevalgte topsocialdemokrater er Nicolai Wammen et bud, men han ventes at være mere interesseret i at udenrigsminister. Samtidig er det ikke det økonomiske stof, Wammen har beskæftiget sig dybest med.
Hvis Mette Frederiksen vil gøre Wammen til udenrigsminister, må hun se sig om efter andre kandidater til finansministerposten. En anden med tung ministererfaring er Dan Jørgensen, der dog også nævnes som et bud på klimaminister eller Danmarks næste EU-kommissær. Morten Bødskov og Nick Hækkerup har ligesom Wammen simret i luftlaget under Sass, og for dem vil det nærmest være et ridderslag og noget af et karierreløft at blive udnævnt til rigets næsttungeste ministerpost.
Men Mette Frederiksen har også muligheden for at lade historien gentage sig. For hvad var det nu, der skete, dengang i 2011, hvor balladen omkring sikkerhedsgodkendelsen af Sass endte med at dømme ham ude? Helle Thorning-Schmidt valgte sin stabschef, Bjarne Corydon, som finansminister.
Mette Frederiksens stabschef og betroede højrehånd er Martin Rossen. Han er ikke folkevalgt, men regnes for en af de mest magtfulde folk i S. Mette Frederiksen nævnte ham som en af få ved navn i sin tale på valgnatten. Opgaven som finansminister kunne han formentlig håndtere, hvis Mette Frederiksen lader historien om Sass og den brændte finansministerdrøm gentage sig.
Posten som finansminister er i enhver regering den vigtigste post efter statsministeren. Der er finansministeren, der agerer ankerblok i de økonomiske dele af alle forhandlinger. Det er finansministeren, der indestår for finansloven, og som står som garant for, at vores økonomi hænger sammen og kan accepteres af Bruxelles uden reprimander.
Det føjer til tyngden af posten, at statsministerposten i de senere år er involveret dybere og mere langvarigt i internationale anliggender især i EU- og NATO-sammenhænge. Derfor kræver finansministerposten sin kvinde eller mand.
Mens Mette Frederiksen forhandler med Enhedslisten, SF og Radikale Venstre om de emner, der i sidste ende skal udmøntes i et regeringsgrundlag, kunne tanken melde sig: Kunne de selvsikre radikale kræve en ministerpost til gengæld for mandaterne? Og kunne det være finansministerposten?
Svaret er, at det i hvert tilfælde slet ikke er på bordet lige nu. Radikale stiller benhårde krav på det politiske indhold, og regeringsdeltagelse er ikke et punkt, Mette Frederiksen logisk set bør være interesseret i at lufte lige nu.
Hvad hun derimod har rig mulighed for er at lade et damoklessværd hænge over forhandlingsbordet: Hvis Enhedslisten, SF og de Radikale længere nede ad forhandlingsvejen bliver for ublu i deres krav, har hun muligheden for at tage Venstre-leder Lars Løkke Rasmussens appel fra valgkampen alvorligt og danne regering hen over midten.
Bum: Hvem vil så stå fuldstændigt udenfor indflydelse? Enhedslisten, SF og de Radikale. Og hvem kan så ende med finansministerposten? Her kunne det være fristende at konkludere, at Lars Løkke Rasmussen skal have den, hvis Mette Frederiksen i en SV-regering.
Men det er der ikke mest, der taler for. Se på VLAK-regeringen, hvor det var statsministerpartiet, der satte sig på finansministerposten. Se på Thorning-regeringen, hvor statsministerpartiet satte sig på finansministerposten. Og se tilbage på Fogh-regeringerne, ja i det hele taget regeringerne i de seneste årtier.
Finansministerposten er noget, statsministerpartiet selv sætter sig på. Med eller uden Sass.
Men for Frederiksen er der ikke tid til at sørge. Arbejdet på at smede en ny regering er i gang, og komplicerede forhandlinger kræver opmærksomheden. Tomrummet i Socialdemokratiet efter Sass er enormt. Ikke mindst fordi der ikke er andre i S med samme tyngde som Sass.
Forhandlingerne om regeringens politiske retning skal være på plads, før det giver mening for Mette Frederiksen at udnævne sin næste finansminister. Derfor er det ikke det mest oplagte, at hun åbent vil sige, hvem hun mener skal erstatte Sass i det finansministerium, der heller ikke i denne omgang bliver hans.
Henrik Sass Larsen har stilet efter posten som finansminister, lige siden han glippede den sidste gang efter valget i 2011 på grund af problemer med en sikkerhedsgodkendelse. Mens Sass skal bruge tid på at komme sig under sin sygemelding, skal Socialdemokratiet mønstre en ny kandidat til finansministerposten.
Blandt de folkevalgte topsocialdemokrater er Nicolai Wammen et bud, men han ventes at være mere interesseret i at udenrigsminister. Samtidig er det ikke det økonomiske stof, Wammen har beskæftiget sig dybest med.
Hvis Mette Frederiksen vil gøre Wammen til udenrigsminister, må hun se sig om efter andre kandidater til finansministerposten. En anden med tung ministererfaring er Dan Jørgensen, der dog også nævnes som et bud på klimaminister eller Danmarks næste EU-kommissær. Morten Bødskov og Nick Hækkerup har ligesom Wammen simret i luftlaget under Sass, og for dem vil det nærmest være et ridderslag og noget af et karierreløft at blive udnævnt til rigets næsttungeste ministerpost.
Men Mette Frederiksen har også muligheden for at lade historien gentage sig. For hvad var det nu, der skete, dengang i 2011, hvor balladen omkring sikkerhedsgodkendelsen af Sass endte med at dømme ham ude? Helle Thorning-Schmidt valgte sin stabschef, Bjarne Corydon, som finansminister.
Mette Frederiksens stabschef og betroede højrehånd er Martin Rossen. Han er ikke folkevalgt, men regnes for en af de mest magtfulde folk i S. Mette Frederiksen nævnte ham som en af få ved navn i sin tale på valgnatten. Opgaven som finansminister kunne han formentlig håndtere, hvis Mette Frederiksen lader historien om Sass og den brændte finansministerdrøm gentage sig.
Posten som finansminister er i enhver regering den vigtigste post efter statsministeren. Der er finansministeren, der agerer ankerblok i de økonomiske dele af alle forhandlinger. Det er finansministeren, der indestår for finansloven, og som står som garant for, at vores økonomi hænger sammen og kan accepteres af Bruxelles uden reprimander.
Det føjer til tyngden af posten, at statsministerposten i de senere år er involveret dybere og mere langvarigt i internationale anliggender især i EU- og NATO-sammenhænge. Derfor kræver finansministerposten sin kvinde eller mand.
Mens Mette Frederiksen forhandler med Enhedslisten, SF og Radikale Venstre om de emner, der i sidste ende skal udmøntes i et regeringsgrundlag, kunne tanken melde sig: Kunne de selvsikre radikale kræve en ministerpost til gengæld for mandaterne? Og kunne det være finansministerposten?
Svaret er, at det i hvert tilfælde slet ikke er på bordet lige nu. Radikale stiller benhårde krav på det politiske indhold, og regeringsdeltagelse er ikke et punkt, Mette Frederiksen logisk set bør være interesseret i at lufte lige nu.
Hvad hun derimod har rig mulighed for er at lade et damoklessværd hænge over forhandlingsbordet: Hvis Enhedslisten, SF og de Radikale længere nede ad forhandlingsvejen bliver for ublu i deres krav, har hun muligheden for at tage Venstre-leder Lars Løkke Rasmussens appel fra valgkampen alvorligt og danne regering hen over midten.
Bum: Hvem vil så stå fuldstændigt udenfor indflydelse? Enhedslisten, SF og de Radikale. Og hvem kan så ende med finansministerposten? Her kunne det være fristende at konkludere, at Lars Løkke Rasmussen skal have den, hvis Mette Frederiksen i en SV-regering.
Men det er der ikke mest, der taler for. Se på VLAK-regeringen, hvor det var statsministerpartiet, der satte sig på finansministerposten. Se på Thorning-regeringen, hvor statsministerpartiet satte sig på finansministerposten. Og se tilbage på Fogh-regeringerne, ja i det hele taget regeringerne i de seneste årtier.
Finansministerposten er noget, statsministerpartiet selv sætter sig på. Med eller uden Sass.
