ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Analyse: Biler og fly i fokus i Trumps handelskrig

Tranebærjuice til sommerens see breeze og amerikansk jordnøddesmør er på EU's første gengældelsesliste i den begyndende handelskrig med USA.

Men det kun en beskeden hors d'oeuvres til en menu med langt vægtigere produkter i det opgør om "den uretfærdige samhandel" USA's præsident Donald Trump fører med EU, med Kina og med sine egne nærmeste naboer, Canada og Mexico.

I Tyskland er bilgiganten Daimler allerede fanget i stormens øje -  alene på metereologiske advarsler om stormskader, men inden det for alvor er begyndt at blæse.

Torsdag faldt aktierne i producenten af Mercedes-biler med over 5 pct., da der fra Stuttgart kom en advarsel om udsigt til faldende indtjening. Årsagen er, at man fra fabrikken i Alabama ikke længere venter at kunne eksportere 60.000 biler til Kina i år, fordi en told på 25 pct. på biler fra USA indgår i den pakke af gengældelsesanktioner, som Kina vil udløse 6. juli -  samme dag, som USA pålægger kinesisk eksport for 50 mia. dollar en told på 25 pct.

Vil også ramme amerikanske biler

Daimler bliver altså straffet for forlængst at at have opfyldt en af Donald Trumps mange krav, flyttet produktion til USA - hvor ledigheden i parentes bemærket nu er under 3,9 pct. - for at skaffe amerikanerne flere job. Det samme gælder BMW, hvis fabrik i Spartanburg producerer SUV-modellen X5 og er USAs største bileksportør med en eksportværdi på over 10 mia. dollar sidste år.

Begge de tyske ikoniske bilproducenter vil blive straffet yderligere, hvis Trump, som ventet, gør alvor af sine trusler om at gøre gengæld mod EU's seneste told ved at lægge ny straftold på 25 pct. på import af biler til USA. Fordi både Mercedes og BMW,og selvfølgelig også Porsche, Audi og de øvrige brands i VW-koncernen,  ikke laver alle modeller i USA, men producerer dem andre steder i verden.

Paradoksalt nok, vil en importtold på 25 pct. på biler også ramme nogen af de amerikanske biler, der er allermest populære i staterne. De to bedst sælgende pickup-trucks, GMs Chevrolet Silverado og Fiat Chryslers Ram, produceres i Mexico.

Med al respekt for producenter af tranebær, så er det med truende sanktioner i den store bilindustri, at handelskrigen for alvor vil kunne mærkes i økonomien og sende aktierne ud i dybere dyk i denne uge, der er på vej til at ende i minus for de fleste indeks´vedkommende.

Men i handelskrig er der både gynger og karruseller. I den fælleseuropæiske flyproducent, Airbus, ser man med betydelig forventning frem til Frankrigs premierminister, Edouard Philippe i denne weekend kan lukke en handel i Beijing, som præsident Emmanuel Macron lagde fundamentet til for nyligt. En underskrift, i princippet fra præsident Xi Jinping, på køb af 180 Airbus A320 til en samlet katalogværdi på 180 mia. dollar.

Jernmalm og olie rammes

Kina har brug for flyene. I 2022 ventes Kina at overhale USA som verdens største flymarked - i forvejen er det verdens største bilmarked - og skal ifølge brancheskøn erhverve over 7200 nye passagerfly i de kommende knap 20 år. Hidtil har man stort set splittet indkøbene mellem duopolet Airbus og Boeing, men handelskrigen gør nu opgaven en smule nemmere for Guillaume Daury, chef i Airbus, der er med sin regeringschef i Kina. For passagerfly er på Kinas sanktionsliste, der skal træde i kraft om få uger. Og det vil være mere end oplagt for Kinas regering, der køber ind på vegne af alle flyselskaber, at demonstrere overfor USA og Trump, at man kan gå sine egne veje.

Blandt handelskrigens ofre uden for kredsen af direkte involverede kombattanter er de råvareproducerende lande. Bloombergs Commodity Index er faldet med 4,5 pct. i denne uge. En direkte konsekvens, at der nu er frygt for, at Kinas vækst bliver ramt og at behovet for jernmalm, olie og andre råvarer reduceres.

På samme vis vis rammes valutaerne i de nye økonomer, der har stor samhandel med Kina. Det gælder Sydkorea, der afsætter næsten en tredjedel af sin eksport i Kina. Det gælder Rusland, for hvem Kina er den største handelspartner. Både won og rubel er faldet i de seneste tre uger. Rubel er på laveste niveau i 18 måneder.

Men i Asien peger man også på, at lande som Taiwan, Singapore og Malaysia vil blive ramt af kinesisk vækstfald, fordi de indgår med stor vægt i den såkaldte forsyningskæde som underleverandører.
Handelskrigens konsekvenser spreder sig nu som ringe i vandet. Der var havblik i form af veltempereret vækst i det meste af verden, da Donald Trump kastede den første sten. Det kræver storpolitik at trække stenen op igen.




Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis