ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Amerikanske selskaber med opråb til Trump: Handelskrig med Kina skader USA

Det kommer til at ramme amerikanske økonomiske interesser hårdt, hvis Donald Trump som ventet indfører ny told på import af kinesiske varer til en værdi af 200 mia. dollar (ca. 1.300 mia. kr.)

Sådan lyder advarslen til præsidenten fra en koalition af 150 virksomheder fra bl.a. detailbranchen og landbruget.

"At forsætte den her frem-og-tilbage-eskalering med Kina tjener kun det formål at skade USA's økonomiske interesser inklusiv landmændene, familierne, virksomhederne og arbejderne," skriver selskaberne i et brev til handelsrepræsentanten Robert Lighthizer ifølge det politiske medie The Hill.

De understreger, at de støtter indsatsen for at lande en ny og bedre aftale med Kina, men selskaberne er slet ikke tilfredse med den nuværende strategi fra Det Hvide Hus.

"Men at indføre disse høje toldniveauer på kinesiske produkter vil fortsat være uden for skiven. Effekterne af regeringens handlinger vil skade selve de forbrugere, små- og mellemstore virksomheder, producenter, landmænd og arbejdere, som regeringen forsøger at beskytte. Skulle al handel til og fra Kina rammes af told, vil effekten og forstyrrelsen i amerikansk økonomi ramme på tværs af hele landet, fra sektor til sektor og få negative konsekvenser for alle amerikanske familier," står der i brevet.

Advarslen kommer på dagen hvor det var forventet, at Trump ville indføre told på import af kinesiske varer til en værdi af 200 mia. dollar. I nat udløb høringsperioden, hvor virksomheder og interesseorganisationer har kunne klage over den varslede importtold.

Noget kunne tyde på, at der er blevet klaget i stor stil, og hvis advarslen om, at indgrebet vil ramme forbrugerne, skulle blive til virkelighed, vil det være meget dårligt nyt for Donald Trump forud for midtvejsvalget om små to måneder. Her skal Republikanerne forsøge at bevare flertallet i både Senatet og Repræsentanternes Hus, og det forventes at blive en neglebider i begge kamre.

Med udsigten til et snarligt valg er det næppe en god strategi for den siddende præsident, hvis handelspolitikken koster forbrugerne dyrt, når de handler i Wallmart eller lign.

Stor hjemlig tumult

Det er altså ventet, at Trump i løbet af torsdagen vil komme med en officiel udmelding om sin told-beslutning, men indtil videre lader den vente på sig.

Det kan bl.a. skyldes de store udfordringer præsidenten står med på hjemlig grund. I hele ugen har Trumps nominerede til den ledige plads som højesteretsdommer, Brett Kavanaugh, været i høring i Kongressen, hvilket er nødvendigt for at kunne blive godkendt. Kavanaugh kan - hvis nomineringen accepteres - skubbe magtbalancen i højesteret i en mere konservativ retning, og derfor er det en stor indenrigspolitisk prioritet for Trump, at få indsat Kavanaugh før midtvejsvalget i november.

Som om det ikke var nok, kunne New York Times onsdag aften offentliggøre et anonymt debatindlæg skrevet af en højtstående embedsmand i regeringen, der skitserede hvordan præsidenten modarbejdes indefra af sine rådgivere, når idéerne og forslagene bliver særligt kontroversielle eller skøre.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis