Statsminister Mette Frederiksens budskab ved Folketingets afslutningsdebat var klart: De kommende år står i reformernes tegn. Der skal være politisk vilje til forandringer og mod til at træffe store beslutninger.
“Fremtidens Danmark skal bygges nu. Vi skal være hænder og hoveder nok – og dygtige nok – til at løse opgaverne i samfundet,” lød det.
I regeringskontorerne arbejdes der på at præsentere nye tiltag i denne måned. Men ellers ventes udspil lanceret løbende senere i år.
Hovedparten af Folketinget vil kunne støtte overskrifter om at øge vækst og velstand og højne uddannelsesniveauet. Skiftende regeringer har haft som mål at forbedre integrationen, at flytte mennesker fra passiv forsørgelse, at give flere børn en bedre ballast i folkeskolen, at øge antallet af faglærte, og at gøre samfundskagen større, så råderummet vokser.
Men der er politisk sprængstof og dilemmaer forude, som afgør, om bestræbelserne ender i en afsporing – eller i reformamok, som gør målene realistiske. Det handler både om hastighed, volumen og striden om de klassiske arbejdsudbudsreformer over for de såkaldte andengenerationsreformer.
Lige nu tegner udfordringerne i år sig således:
Statsministeren betonede selv i talen, at opsvinget og den grønne førerposition ikke kan udnyttes optimalt, hvis virksomhederne mangler arbejdskraft. Der er risiko for flaskehalse allerede i år og yderligere i de efterfølgende år.
Men mange af de initiativer, regeringen har på dagsordenen – ikke mindst via Reformkommissionen – får først effekt på længere sigt. Dermed må det ventes, at diskussionen om f.eks. at lempe for adgangen for udenlandsk arbejdskraft aktuelt tager til. Emnet har før skabt splid. I sidste valgperiode gik DF, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten sammen om at skærpe kravene til bl.a. lønniveau.
Sidste år viste et svar fra Finansministeriet, at effekterne på fast-track-ordningen og af at lempe den såkaldte beløbsordning med 100.000 kr. i forhold til indkomstkravet på omkring 430.000 kr. årligt ville være større end tidligere antaget. Op imod 2800 i øget arbejdsudbud og et provenu på 240-470 mio. kr.
Men S-regeringen og venstrefløjens fokus har i de senere år været at stramme op på ordninger, der tillod billigere udenlandsk arbejdskraft, eksempelvis da de med DF’s hjælp skar i den såkaldte working holiday-ordning.
Op til afslutningsdebatten onsdag foreslog De Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, at fremskynde og højne ambitionsniveauet i reformplanerne. Både for at skaffe øget råderum – og for at sikre hænder nok.
En skattereform med store lettelser af skatten på arbejde – herunder af topskatten – kunne nok bidrage til at generere flere arbejdstimer. Men tanken støder på mindst to problemer. Efter DF’s afvisninger af især topskattelettelser og finansieringsforslag som beskæring af rentefradrag og udfasning af efterlønnen er der ikke flertal for R-idéerne.
Mange af de forslag, De Radikale har luftet, afvises desuden kategorisk af venstrefløjen som ulighedsskabende og urimelige. Især Enhedslistens modstand imod klassiske arbejdsudbudsreformer var så tung en strid, at forståelsespapiret op til regeringsdannelsen endte med blødere formuleringer om “beskæftigelse”.
Siden har regeringen dog lovet at diske op med forslag, der efter normale regneprincipper neutraliserer Arne-pensionens virkning på arbejdsudbuddet. Men vi skal næppe vente, at De Radikale får held til at gentage øvelsen fra det sorte tårn i 2011. Dengang fik De Radikale presset ønsket om en skattereform ind i regeringsgrundlaget for SRSF-regeringen – og den blev siden gennemført med Venstre som hovedpartner til især Enhedslistens voldsomme raseri.
Venstrefløjen har også skærpet tonen, når det kommer til kontanthjælpsreformen. Enhedslisten har truet med at trække støtten, hvis ikke der leveres nok på opgør med børnefattigdom. Efter sommer spiller regeringen ud med sit eget bud efter Ydelseskommissionens forslag, og statsministeren ville under afslutningsdebatten ikke love Mai Villadsen (EL), at familierne tilføres flere penge. Mette Frederiksens argumenter ligner dem, LA-leder Alex Vanopslagh også betoner i sit seneste indlæg i Altinget, hvor han skriver, at “bedste måde at bryde social arv er ved at have gode rollemodeller – eksempelvis forældre, der går på arbejde.”
Krydspresset fra højre og venstre kan ultimativt føre til, at der ikke kommer nogen gennemgribende kontanthjælpsreform.
Inden udgangen af i år præsenterer Reformkommissionen med professor Nina Smith i spidsen sine første anbefalinger, men arbejdet skal først være endeligt færdigt sidst i 2022. Det betyder, at der kommer til at gå lang tid, hvis regeringen vil afvente kommissionens bud på de komplekse problemstillinger om alt fra unge uden uddannelse til voksne på kanten af arbejdsmarkedet.
Mon ikke regeringen selv spiller ud med forslag på både dagpengeområdet og SU forinden?
Under alle omstændigheder kommer små og store reformforslag – både af klassisk slags og i skikkelse af andengenerationsreformer – til at dominere den politiske debat.
