ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

33-årig thybo er ny erhvervsminister - han har tweetet ordet "banker" én gang

Den 33-årige thybo Simon Kollerup bliver Danmarks nye erhvervsminister.

Det politiske talent fra Nordvestjyllands fjerneste hjørne har tidligere gjort sig bemærket som fiskeriordfører i Socialdemokratiet, hvor han har kæmpet en indædt kamp mod storfiskere, der har præget det danske fiskerierhverv.

Han stod bl.a. i spidsen for den gruppe af folketingsmedlemmer, der var med til at give Eva Kjær Hansen en næse for sin håndtering af østerssagen.

Ser man bort fra kampen mod nogle af dansk fiskeris største spillere, så har den unge thybo ikke gjort et stort nummer ud af sig selv på den politiske scene. Der er ikke meget, der tegner et billede af, hvordan Simon Kollerup vil agere i sin nye stilling som minister.

Kun ét bank-tweet


I kraft af sin post som erhvervsminister bliver Simon Kollerup også minister for bankerne. Et område, hvor der de sidste par år er væltet det ene skelet efter det andet ud af skabene.

Laver man en hurtig søgning på nettet med ordene Simon Kollerup og banker, er det ikke meget, der kommer frem.

Med knap 3000 tweets er han digitalt aktiv i den politiske debat. Men søger man i hans tweets, støder man kun på ordet "banker" én enkelt gang. To gange, hvis man tæller Danske Bank med. Ordet "erhvervsliv" fremgår to gange, og ordene "virksomhed/virksomheder" findes kun en gang i de knap 3000 tweets.

Selvom Simon Kollerups twitterfeed ikke er spækket med emner, som man forbinder med en erhvervsminister, så er det langt fra en uerfaren politiker, der træder ind på den store scene.

Otte år på borgen

Simon Kollerup har siddet i folketinget i otte år og må siges at have taget store skridt i Socialdemokratiet.

Han meldte sig ind i DSU som 14-årig. Han har en kandidat i statskundskab, og før han gik ind i politik har han arbejdet som presseansvarlig for Københavns Overborgmester Frank Jensen fra 2009-2011, og arbejdet i Udenrigsministeriet fra 2008-2010

En vej der nu har ført ham helt ind til bordenden i Erhvervsministeriet.

Et andet politisk fokus for Simon Kollerup har været udvidelsen af Hanstholm havn. Han har i lang tid kæmpet for, at Hanstholm, der er Danmarks næstestørste fiskerihavn, blev udvidet. Noget der har stået på det lokale erhvervs ønskeliste i mange år. En udvidelse til 500 mio. kr er nu i gang.

På Socialdemokratiets hjemmeside kan man læse, at Simon Kollerup er vokset op i Lild Strand, et gammelt fiskerleje ikke langt fra Hanstholm, som søn af gamle Hanstholm kommunes viceborgmester.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis