Vi spoler tilbage til juni 1992. Her stemte 50,7 pct. af danskerne nej til Maastricht-traktaten – hvorefter Danmark vandt EM i fodbold. Maastricht-traktaten var blevet indgået i det daværende EF efter Berlinmurens fald og den kolde krigs afslutning, og den åbnede for europæisk samarbejde på nye områder.
Efter det danske nej blev der i Folketinget indgået et nationalt kompromis, og der blev peget på fire områder, hvor Danmark skulle stå uden for samarbejdet fremover: Fælles forsvarspolitik, en økonomisk og monetær union med fælles valuta, retlige og indre anliggender samt unionsborgerskab.
I maj 1993 stemte 56,7 pct. af danskerne ja til Edinburgh-aftalen med de fire nye forbehold. Idéen om unionsborgerskab blev dog senere opgivet, så der i dag reelt kun er tre danske forbehold, eftersom det fjerde er uden betydning.
Den fælles forsvarspolitik fandtes ikke i 1992-93, så den har udviklet sig, mens Danmark har haft sit forbehold. Fra dansk side træffer man beslutning fra sag til sag.
Forbeholdet bliver fortolket og anvendt på den måde, at der er tre grundregler, som afgør, om Danmark kan deltage: Hvis et nyt EU-initiativ eller projekt har juridisk grundlag i traktatens afsnit om fælles forsvarspolitik, og hvis der er tale om en juridisk bindende regel, og hvis den har indvirkning på forsvarsområdet, så afstår Danmark fra at være med.
Danmark kan godt være med i nogle dele af EU’s forsvarssamarbejde, f.eks. er danskerne p.t. med til at finansiere våbenleverancer til Ukraine. Danske virksomheder kan også byde ind på opgaver i EU’s militære udviklingsprojekter. Men vi deltager ikke i EU’s militære missioner og operationer. Vi sidder heller ikke med ved bordet i EU’s forsvarsagentur EDA, og vi er ikke med i samarbejdet om udviklings- og koordinationsprojekter, der kaldes Pesco.
I praksis kan fortolkningen af forbeholdet nogle gange virke ulogisk. Danmark er f.eks. med i EU’s forsvarsfond EDF, fordi den hører under industripolitik. Men vi er ikke med til at definere mål og prioriteter for fonden, fordi det sker i et samarbejde mellem EU-landene og forsvarsagenturet EDA, hvor vi ikke deltager.
Siden 1993 er det danske forsvarsforbehold blevet aktiveret 235 gange, viser en opgørelse fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). I 2021 betød det ifølge DIIS, at Danmark stod uden for ca. en tredjedel af EU’s udenrigspolitik.
Samarbejdet i EU om udenrigs- og sikkerhedspolitik har især taget fart over de seneste ti år. Det skyldes ifølge DIIS en ny sikkerhedspolitisk situation, som bl.a. er affødt af Putins annektering af Krim i 2014, migrationskrisen i 2015 og valget af Donald Trump i USA i 2016. Efter Ruslands invasion i Ukraine har Danmark og en række lande valgt at øge deres forsvarsbudgetter, og EU-landene har også vedtaget en ny sikkerhedspolitisk strategi. For nylig har EU-Kommissionen foreslået at koordinere indkøb af militært isenkram.
Så vil Danmarks ministre og diplomater sidde med i alle diskussioner, forhandlinger og beslutninger på forsvars- og sikkerhedsområdet. Danmark vil få vetoret med den taletid og indflydelse, det giver. Konkret vil Folketinget skulle beslutte, om Danmark skal søge optagelse i forsvarsagenturet EDA og i Pesco-samarbejdet.
Inden for Pesco er der i dag 60 udviklings- og samarbejdsprojekter, som handler om alt fra militær logistik over cybersikkerhed til udvikling af droner og robotter. Hvis Danmark søger optagelse i Pesco, er der ikke krav om at deltage i alle 60 projekter, men man skal deltage i minimum ét af projekterne.
Desuden skal Folketinget beslutte, om Danmark skal deltage i EU’s militære operationer. Men Danmark får ikke pligt til at være med. EU har i dag syv aktive militære operationer og missioner på Balkan og i Afrika:
En fredsbevarende operation i Bosnien-Hercegovina, bekæmpelse af pirateri ud for Afrikas Horn, en operation i Middelhavet for at håndhæve våbenembargoen mod Libyen og forhindre menneskesmugling samt træningsmissioner i Somalia, Mali, Den Centralafrikanske Republik og Mocambique.
Beslutninger på forsvarsområdet tages ved enstemmighed, så Danmark vil få den samme indflydelse og den samme vetoret som alle andre lande. Dog er der enkelte procesbeslutninger, som tages med kvalificeret flertal.
Det gælder f.eks. de andre landes beslutning om, hvorvidt Danmark skal optages i forsvarsagenturet EDA og i Pesco-samarbejdet. Men nej, som udgangspunkt risikerer Danmark ikke at komme i mindretal.
Danmark er det eneste land, der har et forbehold. Lande som Østrig, Irland og Malta har tradition for neutralitet og holder sig derfor ude af samarbejdet på nogle felter. Men i Pesco-samarbejdet er Danmark og Malta p.t. de eneste, der ikke er med. I forsvarsagenturet EDA er Danmark p.t. det eneste land, der ikke deltager.
Ja, det kommer til at koste mere, hvis danskerne afskaffer forbeholdet. Ifølge regeringens oplysninger til Folketinget skulle Danmark i 2021 have betalt godt 20 mio. kr. mere, hvis der ikke fandtes et forsvarsforbehold. Tallet dækker over ca. 200.000 kr. til EU’s satellitcenter og ca. 20 mio. kr. til fælles udgifter i forbindelse med EU’s militære operationer og missioner. Dertil kommer ca. 6,4 mio. kr. årligt, hvis Danmark som forventet vælger at melde sig ind i forsvarsagenturet EDA
Til sammenligning er Danmarks samlede betaling til EU-budgettet i år anslået til ca. 23 mia. kr. En ekstra udgift på ca. 26,6 mio. kr. udgør et plus på godt en promille. De ekstra udgifter vil dog i høj grad afhænge af, hvad Danmark vælger at deltage i. De store regninger kommer først, hvis Folketinget beslutter, at Danmark skal deltage i militære operationer og missioner eller i udviklingsprojekter under Pesco.
Det korte svar er nej, der findes ikke en EU-hær. I en ny sikkerhedspolitisk strategi, kaldet Det Strategiske Kompas, blev det i marts 2022 aftalt at oprette en ny fælles udrykningsstyrke på op til 5000 mand.
EU-landene kan hver især byde ind med styrker, og idéen er så, at de forskellige landes soldater og materiel bliver matchet på forhånd, hvorefter de kan træne sammen og forberede sig, så de kan være klar til at rykke ud med kort varsel.
Der findes altså ikke en egentlig EU-hær, og den er heller ikke på vej. Hvert medlemsland har sit eget militær, som de kan stille til rådighed til at løse opgaver i både EU, Nato og FN-regi.
Ja, hvis Danmark byder ind med styrker og materiel til den fælles udrykningsstyrke, kan de godt komme under en udenlandsk militærleders kommando. En dansk militærleder kan også få kommandoen over andre landes styrker. Sådan er det også i dag, hvis danske soldater deltager i en Nato- eller FN-styrke.
Det er dog ikke sådan, at de danske styrker pludselig indgår i et andet lands militære styrker. Der er tale om en fælles EU-styrke med en fælles EU-kommando, hvor de militære ledere så kan have forskellige nationaliteter.
Nej. Det vil være op til en dansk regering og et dansk politisk flertal, om Danmark skal bidrage til EU’s militære operationer – og i så fald med hvad.
Danske soldater kan ikke blive tvunget til at deltage i en EU-styrke, hvis Danmark ikke ønsker det.
Forklaringen er, at forsvarssamarbejdet i EU er et mellemstatsligt samarbejde på linje med f.eks. Nordisk Råd, Europarådet, OECD og Nato.
Som EU er indrettet i dag, kan Danmark ikke blive tvunget til at deltage i noget på forsvarsområdet, som den danske regering og Folketinget ikke ønsker – hverken med eller uden forbehold.
Hvis danskerne dropper forbeholdet, vil Danmark kunne deltage i forsvarssamarbejdet på de områder, hvor et dansk politisk flertal ønsker det, og Danmark vil få taletid og mulighed for indflydelse.
Det er svært at spå om fremtiden, og EU-samarbejdet udvikler sig hele tiden. Der er kræfter, både i EU-Parlamentet og i flere medlemslande, som ønsker mere integration og også hurtigere og smidigere beslutningsprocesser.
F.eks. har Ungarn de seneste uger blokeret for en ny sanktionspakke mod Rusland. Og både EU-formanden Ursula von der Leyen og Frankrigs præsident Macron har sagt, at de ønsker EU-reformer, så der bliver flere områder, hvor man træffer flertalsafgørelser – og EU på den måde kan arbejde hurtigere.
Ingen af de to ledere har dog nævnt forsvar som et område, hvor de mener, der skal være flertalsafgørelser. Under sit besøg i Esbjerg i sidste uge sagde Ursula von der Leyen direkte, at væbnede styrker er et nationalt ansvar.
Hvis der på et tidspunkt skulle være et ønske om at indføre flertalsafgørelser på forsvarsområdet eller oprette en EU-hær, så vil det kræve enstemmighed blandt alle 27 EU-lande, i nogle lande også folkeafstemninger, så det er vanskeligt at få gennemført.
I et fælles papir har Danmark og i alt 13 lande for nylig advaret mod at indlede et nyt arbejde med at omskrive traktaterne. Der tegner sig altså ikke p.t. noget stort flertal for reformtankerne.
