Snaps ryger indenbords i lidt for hastigt tempo, og ud på natten bliver der måske danset på bordene, og der bliver måske sagt nogle “sandheder”, som aldrig burde have forladt munden. Julefrokostsæsonen står for døren, og selvom de fleste har en hyggelig aften, så er der også nogen, der gerne vil slette festen fra hukommelsen. De kan så måske håbe på, at cheferne var taget hjem, inden pinlighederne tog over.
Fagforeningen for ledere (Lederen) har i oktober spurgt ca. 1166 privatansatte ledere, hvornår de går hjem fra julefrokosten.
36 pct. siger, at de går hjem, når det passer dem, mens 39,4 pct. går tidligt hjem, fordi de ikke synes, at det er passende som leder at blive for længe.
“Man skal have respekt for, at det er medarbejdernes fest
Jacob Kwon, chefredaktør og adm. direktør, Ritzaus Bureau
Anja Neiiendam, direktør for Center for Ledelse, fortæller, at hendes medarbejdere får et budget til julefrokosten, men har frie rammer til at arrangere selve festen.
“Og så fester jeg sammen med mine kollegaer, indtil jeg går hjem. Ikke som den sidste, men heller ikke nødvendigvis som den første,” siger hun.
Direktør og chefredaktør for Ritzaus Bureau, Jacob Kwon, skal deltage i sin første julefrokost på sin forholdsvis nye arbejdsplads.
“Man skal have respekt for, at det er medarbejdernes fest. Og selvom du godt kan styre dig selv og kan forholde dig rimeligt fornuftigt hele aftenen, så er det jo ikke sikkert, at dine medarbejdere synes, at det er fedt, at du er der til kl. 4 om natten.”
Grænserne for en leders opførelse til julefrokoster har ændret sig markant, fortæller ledelsesforsker på CBS Frans Bevort.
“I gamle dage var julefrokosten et frit rum, hvor alle kunne tillade sig at gøre stort set hvad som helst. Jeg kan huske i mit allerførste job i KL (Kommunernes Landsforening, red.), hvor direktøren havde en fast rutine; når festen var ved at lukke, så tog han ud med studenterne og drak indtil kl. 4-5 om morgenen. Det var der ikke nogen, der rynkede på brynene af dengang.”
Inden Jakob Kwon skiftede til Ritzaus Bureau, var han nyhedschef på TV2, som var kendt eller måske berygtet for sin festkultur.
“Der har været en festkultur i stationens tidlige år, og da jeg forlod TV2 for et halvt års tiden, var det en helt anden kultur. Det med at cheferne gav den gas til firmafesterne, som jo ellers var kutyme, det var helt slut. Som chef holdt man sig på måtten. Man var med til middagen, og man var med til festen, men man gjorde også klogt i at forlade den, inden det blev midnat.”
Du kan høre panelet tale om julefrokost i begyndelsen af podcasten, hvor der også bliver givet gode råd til en leder, der er ved at få stress, fordi alt for meget lander på hans bord. Der bliver også givet gode råd til en leder, der har en lederkollega, der skaber stress og nervøsitet blandt de ansatte.
Tumler du med et dilemma, så skriv til dilemma@borsen.dk. Alle henvendelser bliver behandlet fortroligt, og intet bliver publiceret uden tilladelse.