Tilliden til flere danske børsnoterede selskaber har over årene lidt et knæk.
Kommunikationen har været mangelfuld eller direkte ukorrekt, fordi selskaberne melder én ting ud, men gør noget andet.
Det er netop tilfældet i det danske vaccineselskab Bavarian Nordic, vurderer Johnny Madsen, investeringschef i Formue- & Investeringspleje.
“Kommunikationen med deres aktionærer er ikke i øjenhøjde,” siger Johnny Madsen i denne uges udgave af podcasten Børsen Investor.
Johnny Madsen refererer til, hvad Bavarian Nordic har meldt ud før, under og efter det fejlslagne købstilbud fra konsortiet Innosera.
Innosera ville købe aktier i Bavarian Nordic for først 233 kr. og siden 250 kr. pr. aktie med henblik på at afnotere selskabet.
Bestyrelsen og ledelsen bakkede op om tilbuddet med argumentet om, at Bavarian Nordic ville være bedst positioneret til fremtidig vækst ved at investere massivt i opkøb, og at den aktuelle aktionærbase ikke ville være den bedste i det scenarie.
Netop aktionærbasen består af mindre investorer og mange private investorer, der tidligere ikke har været begejstrede for aktieemissioner.
Efter et mislykket salg af Bavarian Nordic, følger selskabet nu op med et aktietilbagekøbsprogram på op mod en halv mia. kr. over de næste 12 måneder. Det svarer til 3,37 pct. af selskabets markedsværdi. Og aktietilbagekøb er normalt noget, aktionærer er meget glade for, da det bl.a. kan understøtte aktiekursen.
“Inden opkøbstilbuddet var aktionærerne nærmest stillet udbytter i udsigt på grund af, at de (Bavarian Nordic, red.) begynder at tjene gode penge,” siger Johnny Madsen, der ikke er investor i selskabet og understreger, at han i lang tid ikke har været begejstret for Bavarian Nordic.
“Så kommer der et købstilbud, og lige pludselig er det den modsatte situation.”
Det hænger bare ikke sammen, det man siger, og det man gør. Først den ene vej og så den anden vej – det er sjældent godt
Johnny Madsen, investeringschef, Formue- & Investeringspleje
Ifølge Johnny Madsen er det problematisk, at ledelsen i Bavarian Nordic vælger at igangsætte et aktietilbagekøbsprogram, inden selskabet 11. december skal mødes med sine aktionærer til et dialogmøde. Et møde, der netop er sat i kalenderen på baggrund af det fejlslåede købstilbud.
“Var det ikke en idé, at man lige drøftede strategien med aktionærerne først. For mig er det et tydeligt eksempel på, at man ikke er synkron mellem ledelse og aktionærer. Det er for mig et mega faresignal,” siger Johnny Madsen.
“Ledelsen har selv sagt, man skal købe massivt op – så får man brug for penge – og så giver det ikke mening at lave aktietilbagekøb. Det hænger bare ikke sammen, det man siger, og det man gør. Først den ene vej og så den anden vej – det er sjældent godt.”
Topchef med eller uden fanskare
I denne uges udgave af Børsen Investor handler det netop om, hvordan man kan lære af sine fejl som investor, og hvordan man kan lytte til faresignaler fra selskaberne.
Ifølge investor Ole Søeberg, aktiestrateg for kapitalforvalteren Brock Milton Capital, kan kommunikationen med et selskabs aktionærer og potentielle investorer være “mega afgørende” for, hvor populær aktien er eller kan blive.
Ole Søeberg peger i den forbindelse på Tesla og Novo Nordisk, hvor han har set nærmere på indtjeningsestimaterne.
“Kigger man på Tesla, så vurderede man for to år siden, at Tesla i 2028 skulle tjene 70 mia. dollar på driften. Nu gætter man på 20 mia. dollar, og aktien ligger på rekordniveau. Novo er styrtdykket,” siger Ole Søeberg og tilføjer, at der i Novos tilfælde “har været estimatnedjusteringer, men slet ikke i nærheden af det, som Tesla oplever”.
“Der er nogle aktier, hvor ceo (adm. direktør, red.) har en fanskare, og den er fuldstændig ligeglad med, hvordan fundamentalerne ser ud. Det skal man selvfølgelig være opmærksom på,” siger Ole Søeberg.
Hør også Børsens investorjournalist Emil Stig Pedersen fortælle om likviditetsproblemerne i den voldsomt volatile aktie Shape Robotics, hvorfor Ole Søeberg har købt Netcompany til porteføljen, hvorfor Novo Nordisk ikke er plukket til Brock Miltons aktiefonde, og hvorfor man skal være opmærksom på den amerikanske forbruger.
Vært: Gro Høyer Thielst
Producer: Peter-Emil Witt
Lyt til afsnittet i Apple Podcast
Lyt til afsnittet i Spotify
Følg All Star porteføljen her



