ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Investor udnytter kursfald i forsikringsaktie – forventer 10-15 pct. i årligt afkast

Jesper Langmack, partner og chef for Polaris Flexible Capital, udnytter kursudsving og køber udbytteaktie. Arkivfoto: Rebecca Helene Hoffmann
Jesper Langmack, partner og chef for Polaris Flexible Capital, udnytter kursudsving og køber udbytteaktie. Arkivfoto: Rebecca Helene Hoffmann

“Et taktisk køb”. Sådan omtaler Jesper Langmack, partner og chef for kapitalfonden Polaris Flexible Capital, sit aktuelle køb af aktier i det britisknoterede genforsikringsselskab Lancashire.

Selskabet opererer inden for genforsikring og blev dermed ramt hårdt på aktiekursen, da først orkanen Helene i slutningen af september og siden orkanen Milton hærgede Florida i midten af oktober.

“Aktien faldt meget voldsomt på det her (orkanerne, red.), fordi det er lidt uoverskueligt, hvor voldsomt denne orkan blev,” siger Jesper Langmack med henvisning til de skader, orkanen har voldt.

Aktien faldt ca. 13 pct. fra 19. september til 8. oktober og er siden steget ca. 4,5 pct.

Ifølge Johannes Møller, der er partner og porteføljeforvalter i investeringsforeningen MW Compounders, der også har aktien liggende i porteføljen, er orkansæsonen i USA endnu ikke forbi, og Lancashire har endnu ikke offentliggjort, hvad skadernes omfang betyder for selskabets økonomi.

Billig udbytteaktie

Johannes Møller har dog bemærket, at selvom orkanen Helene voldte store materielle og menneskelige skader på grund af store oversvømmelser inde på landjorden i Florida, så betyder det ikke nødvendigvis en stor omkostning for Lancashire.

“Helene gik i land i Florida og opad i landet, det var en orkan, der gav ret store skader, men det betyder ikke ret store skader for forsikringsbranchen,” fortæller Johannes Møller i denne uges udgave af Børsen Investor Podcast og forklarer, at mange havde forventet skybrud, men Helene gav i stedet store oversvømmelser, som folk ikke havde forsikret sig mod.

“De områder, hvor Helene har ramt, der var måske kun 1 pct. af husstande, der var forsikret mod vandskader, så er stor del af de skader, som Helene forårsagede, var derfor ikke forsikrede skader,” siger han.

Derimod ramte Milton selskaber som Lancashire noget hårdere, vurderer Johannes Møller, der forventer at få et indblik i skadernes omfang og påvirkning af Lancashires indtjening, når selskabet fremviser tal for tredje kvartal 6. november.

Når Jesper Langmack har valgt at udnytte volatiliteten og købe en aktie som Lancashire, er der også andre argumenter, der bakker købe op.

“Den har gode porteføljeegenskaber, den er ikke særligt korreleret med andre aktivklasser (svinger uafhængigt af andre aktiver, red.) Og så ser den også ret billig ud som udbytteaktie,” siger Jesper Langmack og tilføjer, at han i kølvandet på orkanerne forestiller sig, “at priserne bliver sat op til gavn for selskabet på den lange bane”.

Lancashire handler i øjeblikket til en p/e-værdi (prisen for en krones indtjening) på 5,6 og 5,84 om 12 måneder.

“Den kommer til at give fint i udbytte, og det er måske 10-15 pct. om året, man kan lave på sådan en aktie,” siger Jesper Langmack.

Afkast skal ned

I denne Investor podcast tør Ole Søeberg, direktør i Nordic Investment Partners, godt lægge arm med Goldman Sachs analyse af, hvad storbanken forventer af årligt afkast på amerikanske aktier de kommende ti år.

Kun 3 pct. i forventet årligt afkast lyder estimatet fra Goldman Sachs, og det kommer på hele ti år med at gennemsnitligt årligt afkast på 13 pct. i S&P 500-indekset.

“Vi er i en ‘winner-takes-it-all’-verden,” siger han med henvisning til de helt store teknologiselskaber i USA, virksomheder, som han ikke forventer vil miste magt og indtjening foreløbigt.

Samtidigt er der er demografisk udvikling i verden, der ifølge Ole Søeberg vil presse forbruget opad.

“I hele denne proces bliver det de store digitale virksomheder, som napper en meget stor del af denne nye kage. Og det lander i amerikanske hænder, vi har desværre ikke så mange europæiske virksomheder inden for det her,” siger Ole Søeberg, der venter et årligt gennemsnitligt aktieafkast på 9 pct. om året herfra og ti år ud i fremtiden.

I podcasten gennemgår vi også en række regnskabsaktuelle aktier som DSV, SAP, ASML, TSMC og Ringkjøbing Landbobank, vi taler om en opkøbsbølge i europæisk finans, der er båret af en overkapitalisering i mange af de europæiske banker.

Værter: Journalist Gro Høyer Thielst og investorredaktør Simon Kirketerp.

Producer: Peter-Emil Witt.

Hør afsnittet i Apple Podcast.

Hør afsnittet i Spotify.

Følg All Star porteføljen her.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis