En overhaling indenom.
Det er, hvad Novo Nordisk har oplevet på det amerikanske marked for vægttabsmedicin. Men den overhaling skal stoppes, melder Novo-topchef Lars Fruergaard Jørgensen på onsdagens telekonference. Her indrømmer han: “Vi er blevet overraskede over omfanget” med henvisning til de kopiproducenter som bl.a. Hims & Hers, der ifølge topchefen sidder på ca. en tredjedel af markedet for vægttabsmidler i USA.
I investeringsforeningen Maj Invest er aktiechef Kurt Kara ikke bekymret. Han vurderer ikke, at kopiproducenterne stjæler vigtige markedsandele i USA på sigt. Blandt andet fordi der er en sundhedsrisiko forbundet med kopiprodukterne.
“Nogle dør af dem, fordi man bruger ingredienser fra Kina og fra steder, hvor man ikke har kvalitetssikret varerne. Men når man køber Novo, ved man, at kvaliteten er på plads, injektionspinden er på plads, og jeg vil gå så langt som til at sige, at når man siger semaglutid, så tænker folk: ‘Novo Nordisk’,” siger Kurt Kara i denne uges udgave af “Børsen Investor”-podcast.
At Novo-navnet er knyttet til produktet er ifølge aktiechefen meget vigtigt, og han sammenligner med, at hvis han siger “en cola”, så tænker folk Coca-Cola.
I Maj Invest har Kurt Kara som ansvarlig porteføljeforvalter af Maj Invest Value Aktier købt op i Novo Nordisk forud for onsdagens kvartalsregnskab.
I podcasten forklarer han, hvorfor han ser en god sandsynlighed for, at aktien står foran en kursoptur på 100 pct., men vil heller ikke afvise, at aktien kan komme under yderligere pres og falde 20 pct.
“Hvis vi for at være helt fair siger, der er en 50 pct. chance for, at vi har ret, og 50 pct. chance for, at vi tager fejl. Hvad taber man så på en aktie, som har en vækstrate på 13 til 20 pct. de næste to til tre år, som handler til – lad os bare sige 17 gange indtjeningen?”
I Kurt Karas værste scenarie vil kursfaldet på 20 pct. være en mulighed, såfremt væksten de kommende år træder vande.
Modsat kan Novo ifølge ham også opnå en vækst på 17-18 pct. om året de næste fem år.
“Enhver kan så regne ud, at et gennemsnitligt forventet afkast er temmelig positivt. Det er sådan, vi tænker,” siger Kurt Kara.
Spørgsmålstegn ved ledelsen
Onsdagens Novo-regnskab er generelt godt, lyder det fra Peter Bækgaard, der bl.a. bemærker, at Novo Nordisk på vægttabsområdet vokser 131 pct. uden for USA i kvartalet. Han minder om, at den amerikanske konkurrent, Eli Lilly, med sit seneste regnskab viser, at Eli Lilly har et salg af sit vægttabsmiddel Zepbound på 6 mio. dollar uden for USA.
“Nove omsatte altså for tæt på 7 mia. kr. uden for USA, så der kører de (Novo, red.) med klatten,” siger Peter Bækgaard.
Men selvom han er aktionær og holder fast i sine Novo-aktier, er der lidt malurt i bægeret. For ledelsen gav 5. februar en guidance for hele året 2025, men med onsdagens regnskab nedjusteres forventningerne.
“Der har de kendt effekten af compounders, og de har også set, at Zepbound tager markedsandele i USA. Det er noget, man er nødt til at stille et lille spørgsmålstegn ved i forhold til ledelsen,” siger Peter Bækgaard
Ifølge Johnny Madsen, partner og investeringschef i Formue- & Investeringspleje står Novo Nordisk stærkt med sin vægttabsmedicin, fordi den også har positive sundhedseffekter.
“Novos semaglutid er det eneste produkt, der har en dokumenteret effekt på hjerte-kar-sygdomme. Det er jo et kæmpe marked, og netop at kunne vise disse afledte effekter, der kan gavne dit helbred, det betyder rigtig meget,” siger Johnny Madsen.
Mere aktionærpleje i Berkshire?
Hør også de tre investorer snakke om den amerikanske investor Warren Buffett, der med sit investeringskonglomerat, Berkshire Hathaway, siden 1964 til 2024 har leveret et afkast på astronomiske 5,5 mio. pct., mens det brede amerikanske aktiemarked i form af S&P 500 i samme periode er steget med ca. 39.000 pct.
På weekendens generalforsamling i Berkshire Hathaway meddelte Warren Buffett, at han overlader posten som adm. direktør til Greg Abel, den nuværende adm. direktør i Berkshire Hathaway Energy.
Selskabet har kun én gang udbetalt udbytte til aktionærerne, det var i 1967, men spørgsmålet er, om den nye topchef ser med andre øjne på aktionærplejen i form af udbyttebetaling og aktietilbagekøb. For selskabet sidder p.t. på en svulmende pengetank på ca. 347 mia. dollar.
“Muligvis skal de 300 mia. dollar (347, red.) bruges på aktietilbagekøb,” siger Kurt Kara, der også har Berkshire Hathaway i sin portefølje.
Værter: Journalist Gro Høyer Thielst og investorredaktør Simon Kirketerp
Producer: Peter-Emil Witt
Hør afsnittet i Apple Podcast
Hør afsnittet i Spotify
Følg All Star-porteføljen her