Inden for de næste par kvartaler vil der komme turbo på GN Store Nord-aktien.
Det vurderer investor Lars Jørgen Rasmussen.
Han er indehaver af Formue- og Investeringsrådgivning, og han forventer at se positive effekter af de geværgreb, som adm. direktør Peter Karlstromer har foretaget sig efter den tidligere ledelses fejlslagne beslutninger.
“Det er en turnaround-kandidat,” siger Lars Jørgen Rasmussen med henvisning til, at GN Store Nord i 2021 for lånte midler købte gamerselskabet Steelseries til 8 mia. kr.
76
pct. er GN Store Nord ca. faldet siden kurstoppen i juli 2021
Herefter faldt hele aktiemarkedet sammen, renterne steg markant, og GN Store Nord var pludselig havnet i noget af en presset finansiel situation. Aktien er siden faldet over 76 pct.
Som investor er det for Lars Jørgen Rasmussen derfor helt afgørende, at selskabet siden har skiftet ud både i bestyrelsen og i ledelsen, men også at den nye direktør er en tidligere McKinsey-konsulent.
“De er jo kendt for at skære til, og det har han også gjort. Han har lukket et forretningsområde, der var i konkurrence med Apple, hvor de ikke kunne komme til at tjene penge,” siger Lars Jørgen Rasmussen, der også bemærker interne synergibesparelser på 1,5 mia. kr., som, han vurderer snart kan mærkes.
I denne uges udgave af Børsen Investor podcast peger han også på, at det samlede analytikerkorps, der følger aktien, er positivt stemt over for selskabet. Analytikernes gennemsnitlige kursmål ligger på 192 kr., hvilket indikerer et kurspotentiale på ca. 30 pct. fra det aktuelle kursniveau.
“GN er den næste ISS. ISS sprang jo voldsomt på regnskabet, og det vil GN også gøre, fordi den er den mest shortede aktie på det danske aktiemarked,” siger han.
Udsat for spekulation
Ifølge tal fra Finanstilsynet er den offentliggjorte andel af aktiekapitalen i GN Store Nord, der er udsat for shortselling, 9,7 pct., mens ISS ligger på 7,22 pct.
Shortselling er, når investorer låner en aktie mod et gebyr, sælger den i forventning om at kunne købe den tilbage billigere og dermed tjene på differencen.
Og netop ISS steg knap 13 pct., da regnskabet for 2024 viste rekordoverskud, og ISS kunne melde om et aktietilbagekøbsprogram på 2,5 mia. kr. samt et foreslået udbytte på 3,1 kr.
“Det samme kommer til at ske med GN Store Nord (kursstigning, red.) nok med førstekvartalsmeddelelse og nok også andetkvartalsmeddelelse, fordi der er iværksat en masse geværgreb sidste år, og nu begynder effekterne at komme i indeværende år, der var antydninger af det i årsregnskabet,” siger Lars Jørgen Rasmussen, der også nævner GN Store Nord som en potentiel opkøbskandidat.
I Saxo Bank konstaterer investeringsstrateg Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen, at kunderne elsker at eje danske aktier, men netop GN Store Nord er ikke blandt favoritterne.
“Det er altid Novo, der er i toppen. Den elsker vi at købe op i. GN er ikke blandt de 20 mest handlede aktier herhjemme i Danmark blandt vores kunder,” siger Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen.
Ifølge ham kræver en fornyet interesse for GN, at selskabet som turnaround netop begynder at vise nogle resultater.
“Man skal vise, at man kan ændre retningen. Når investorerne så tror på det, er der eventuelt et short squeeze, og så begynder mange investorer også at kigge på aktien igen,” siger Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen.
Bundsolidt regnskab
I Investorpodcasten sætter Jesper Langmack, partner og chef for kapitalfonden Polaris Flexible Capital, fokus på, hvor der er gode aktiefund at finde på baggrund af gode vækstudsigter.
Hør også, hvorfor han ser onsdagens regnskab fra Jyske Bank som “bundsolidt”.
Få også klarhed over, hvad investorerne skal have svar på, når Nvidia fremlægger sit regnskab for fjerde kvartal onsdag aften dansk tid, når Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen fremlægger sin vurdering.
Værter: Journalist Gro Høyer Thielst og investorredaktør Simon Kirketerp
Producer: Peter-Emil Witt
Hør afsnittet i Apple Podcast
Hør afsnittet i Spotify
Følg All Star porteføljen her: https://www.home.saxo/da-dk/campaigns/allstar-portfolio