Investorerne ser på Zealand Pharma gennem et dunkelt prisme, der kun afspejler de negative nyheder. Det er i hvert fald sådan, investor Christian Klarskov fortolker den aktuelle kurs i det danske biotekselskab Zealand Pharma.
End ikke den milliardstore aftale, som selskabet indgik med medicinalgiganten Roche om udviklingen af vægttabsmidlet petrelintid, er at aflæse i aktiekursen.
“Roche gav Zealand en aftale, som var dobbelt så god, som jeg havde håbet på i mit vildeste bull-scenarie (optimistiske scenarie, red.). Aktien ligger nu lavere, end da de fik den aftale,” siger Christian Klarskov, der selv er aktionær i Zealand Pharma.
Aktien i Zealand Pharma er p.t. den mest shortede danske aktie – det vil sige, at investorerne spekulerer i yderligere kursfald.
Men Christian Klarskov er slet ikke enig i det negative syn på selskabet. Og han minder om, at Roche også har lovet Zealand Pharma, at “de ikke skal have en krone op af lommen for at bygge fabrikker, det klarer vi (Roche, red.)”, og at “Zealand Pharma får lov til at beholde halvdelen af indtjeningen i al fremtid både på amylin, som er monoterapi, og som kombination af en glp-1’er (naturligt hormon, red.)”.
Sådan lyder det fra Christian Klarskov i denne uges udgave af Børsen Investor-podcast, hvor han fortæller om sit syn på aktien.
“Når man ser på tallene i hele træskolængder, så er market cap (markedsværdien, red.) i Zealand på ca. 30 mia. kr. Med de penge, de har fået af Roche upfront, og de penge, de havde i forvejen, så er der ca. 25 mia. kr. i kassebeholdningen. Det vil sige, at enterprise value (værdi på gældsfri basis, red.) er tæt på 0,” siger han og tilføjer, at man dertil skal huske, at Zealand Pharma også har en pipeline.
“De har et stof i fase 3, survudotid, med Boehringer Ingelheim, som bliver den tredje store producent, der kommer,” siger Christian Klarskov, med henvisning til at der allerede er to mastodonter på markedet inden for vægttabsmedicin: amerikanske Eli Lily og Novo Nordisk.
Christian Klarskov kan dog frygte et skrækscenarie:
“Jeg er ikke en stor nok aktionær i Zealand til at blokere det – endnu – men det ville være det værste, der kunne ske for mig som aktionær, at der kom en og bød 30 pct. og fik selskabet,” siger Christian Klarskov.
Han tilføjer dog, at en afnotering “ikke kommer til at ske”, men han er forundret over den aktuelt lave kurs, der ifølge ham ikke afspejler værdien af selskabet og dets mange kandidater i pipelinen.
Grundig lup på Novo
Novo Nordisk er en anden dansk aktie, der har svært ved at bremse den faldende kursudvikling. Spørgsmålet er, om aktiekrisen kan sætte sig i selskabet?
“Selskabets kommunikation siden sidste sommer: den har fået et par slag, og det har skabt mere usikkerhed. Når du har øget usikkerhed og volatilitet, så stiger dine kapitalomkostninger, men det forklarer jo ikke noget som helst af, hvorfor aktien er faldet 60 pct.,” siger Ole Søeberg.
Han hæfter sig bl.a. ved, at Novo Nordisk ikke har formået at løfte sit salg af vægttabsmidlet Wegovy på ugebasis, det ligger ifølge ham stadig på ca. 200.000 recepter, mens konkurrenten Eli Lillys Zepbound i samme periode er gået fra 135.000 til 339.000 recepter om ugen.
“Novo … de skal altså til at sælge,” siger han specifikt henvendt til markedet i USA.
“Førstekvartalsrapporten, der kommer 7. maj, den bliver altså interessant,” siger Ole Søeberg.
Hvorvidt der skal kigges på ledelsen i Novo Nordisk, mener Ole Søeberg, er et spørgsmål, som bestyrelsen skal tage stilling til. Og netop hvad bestyrelsen angår, konstaterer han, at hverken bestyrelsesformand Helge Lund eller næstformand Henrik Poulsen har en farmabaggrund.
“Du er nødt til at tage et review på: Hvad er det, der sker? Det gør de sikkert hele tiden, men måske med en lidt mere grundig lup i øjeblikket,” siger Ole Søeberg.
Tillid eller ej
I ugens podcast stiller vi også skarpt på tillid til den amerikanske økonomi og investorernes flugt fra dollaren, obligationerne og de amerikanske aktier på baggrund af Donald Trumps udtalelser om centralbankchef Jerome Powell som “a major loser”.
Der er dog selskaber, der kan nyde godt af dollarfaldet. Ole Søeberg har bl.a. kig på ét.
Hør også Christian Klarskovs aktuelle syn på aktien for produkttankrederiet Torm.
Værter: Journalist Gro Høyer Thielst og investorredaktør Simon Kirketerp
Producer: Peter-Emil Witt
Hør afsnittet i Apple Podcast
Hør afsnittet i Spotify