Apple fylder 50 år 1. april og kan som aktie fejre fødselsdag med et årligt gennemsnitligt totalafkast på 19,4 pct. siden 1983.
Men er løbet kørt for selskabet, der producerer iphones, ipads og airpods, og som har over 2,5 mia. aktive enheder i brug verden over?
Et blik på aktiekursens udvikling det seneste år viser, at investorerne ikke har haft travlt med at købe Apple-aktien til deres porteføljer. For Apple har givet et totalafkast på ca. 14 pct., mens det brede amerikanske aktieindeks S&P 500 har opnået 17 pct., og aktier som Alphabet og Nvidia har præsteret henholdsvis 84 og 58 pct.
“Det ser egentlig udmærket ud,” siger investor Ole Søeberg, når han kigger på Apple ud fra et Garp-investorsynspunkt.
Det vil sige “Growth At a Reasonable Price”, men væksten er bare ikke i topfart, vurderer han.
“Aktien er ret dyr i forhold til vækstraten. På den måde er det ikke noget, jeg er specielt sulten efter,” siger Ole Søeberg i denne “Børsen Investor”-podcast.
Ifølge Ole Søeberg, aktiestrateg hos kapitalforvalteren Brock Milton, “handler Apple på en p/e-værdi (prisen for en indtjeningskrone, red.) på 26-27 stykker, mens salget vokser med 6 pct., ebit (indtjening før renter og skat, red.) med 9 pct. og EPS (indtjening pr. aktie, red.) vokser med 12 pct., fordi de køber aktier tilbage.”
“Apple har som den eneste Magnificent Seven-aktie valgt ikke at lave nogle kæmpestore datacentre på størrelse med Manhattan. Måske er det smart, måske er det ikke. Det må tiden vise,” siger Ole Søeberg.
Han peger på, at Tim Cook, der har været Apples topchef siden 2011, ikke har bidraget til de helt store produktforbedringer, men blot bidraget med “mere af det samme”, ligesom der er optræk til en udskiftning på topposten.
Her spekulerer markedet i, at efterfølgeren ifølge Ole Søeberg bliver præcist det samme – altså “mere af det samme”, hvis favoritten, John Ternus, der kommer fra kernen i Apple, bliver den nye topchef.
Ole Søeberg vurderer, at den kommende ledelse bør “bevæge sig ind i et helt nyt område”.
“Jeg mente, at bilerne ville være en god idé, men den har de lagt på hylden, men den kan jo blive opfundet igen,” siger han med henvisning til Apples Project Titan, som var en selvkørende elektrisk bil, der dog blev skrinlagt i 2024.
Kan stå stærkt
I Nordea kalder chefstrateg Josephine Cetti Apple-aktien for “dyr”, men tilføjer, at det har den været længe. Hun forventer netop, at Apple er i stand til at forny sig.
“Jeg tror godt, de kan forny sig – ikke nødvendigvis med en masse nye produkter – men ved at forbedre de produkter, de allerede har,” siger Josephine Cetti, der også ser noget attraktivt i selskabets “vanvittigt store aktietilbagekøb”, som Apple foretager med jævne mellemrum.
“Jeg er meget bullish (positiv, red.) på AI, men Apple skal sørge for, at vores iphone og ipad er veludstyret i forhold til fremtiden, og jeg tror, Apple har brugt rigtig lang tid på netop det. De vil gerne gøre det helt rigtigt,” siger Josephine Cetti og fremhæver, at Apple netop vil kunne stå stærkt i relation til datasikkerhed på grund af den løsning, selskabet arbejder med, hvor man kan tilgå AI-modellerne lokalt på telefonen og ikke skal have netadgang.
Computerchip og pfas
I podcasten fortæller Mads Steinmüller, chef for klima og natur i Danske Bank Asset Management, om en analyse, han har foretaget af verdens 50 største semiconductor-selskaber som Nvidia, ASML og TSMC for at forstå selskabernes risiko.
“Evighedskemikaliet” pfas er en vigtig komponent i produktionen af computerchip, men hvordan rapporterer de største selskaber om pfas, og hvilken risiko kan pfas udgøre for selskaberne ud fra et finansielt perspektiv? Og findes der alternativer?
“Vi har jo selv en stor eksponering til semiconductorselskaber, derfor var det vigtigt at sætte fokus på risikoen,” siger Mads Steinmüller.
Hør også investorernes syn på Nike, der netop har fremlagt regnskab for sit tredje kvartal, og hvordan investorerne ser på de europæiske luksusaktier, som velhaverbanken UBS netop har foretaget en analyse af.
Storbanken peger på to favoritaktier blandt de mange luksusaktier. Det er Richemont og franske LVMH.
Vært: Gro Høyer Thielst
Producer: Peter-Emil Witt
Lyt til afsnittet i Apple Podcast
Lyt til afsnittet i Spotify
Følg All Star porteføljen her



