De står bag nogle af Københavns mest berømte natklubber – efter 521 dages nedlukning er de klar til at starte festen på ny

Det kræver en særlig sensibilitet at holde en rigtig fest. Den slags folk husker. Man skal ikke blot helt lavpraktisk sørge for, at barskabet er fyldt, og musikken spiller. Man skal også løfte stemningen med mindre prosaiske virkemidler. Dét, nogle vil kalde ånd, og andre vil kalde skøre indfald. Der må jo være en grund til, at vi står her i aften i vores stiveste puds med hævede glas og forventninger. Måske er det grundlæggende, fordi festen “modvirker indtrykket af tidens uigenkaldelighed,” som det lidt ufestligt lyder i Encyklopædien. Det er ikke sikkert, at det er sådan, Simon Lennet og Simon Frank forstår festen, men det er sikkert, at de i årenes løb har bevist, at de har et usædvanligt godt greb om den.

I den forstand minder de om partykongen Jep Gambardella fra den italienske oscarvinder “Den store skønhed” fra 2013, der leverer et betagende smukt, men hensynsløst portræt af den raffinerede tomhed i nutidens borgerlige samfund. Som den uimodståeligt mismodige 65-årig levemand siger i filmens indledende scener, på en tagterrasse med udsigt over Colosseum, mens den evige stads jetset fester omkring ham, som var der intet i morgen:

“Da jeg kom til Rom i en alder af 26, faldt jeg ret hurtigt ned i, hvad der kan kaldes selskabslivets malstrøm. Men jeg ville ikke bare leve selskabslivet, jeg ville være kongen af det. Jeg ville ikke bare deltage i fester, jeg ville have magten til at få dem til at mislykkes.”

Der er langt fra Jep Gambardellas romerske tagterrasse til Peblinge Sø i København, men der er alligevel interessante sammenfald: Klubkongerne Simon Lennet og Simon Frank har i to årtier svømmet som fisk i boblevand i selskabslivets malstrøm. De har ikke bare deltaget i det københavnske natteliv med ekstravagante klubber som Simons, Sunday og Chateau Motel, de har også lukket ned for stederne, når det passede dem. I 2018 udgav de en hel coffee table-bog om løjerne, “København 2010-2016,” der med sine billeder af plus-size undertøjsmodeller i tung makeup, korsfæstede dværge og thailandske ladyboys virkede forførende på en foruroligende måde. Og ligesom Jep Gambardella bliver de heller ikke yngre: Simon Lennet er 39 og er netop blevet far for første gang; Simon Frank er 43 og er netop blevet far for anden gang. Det afholder dem dog ikke fra at feste videre. Tværtimod. De har brugt lockdown til at finpudse deres seneste satsning: Søpavillonen ud til Peblingesøen med både natklub og en restaurant skal igen være epicenter for nattelivet i København.

Undskyld, er der nogen? Døren til Søpavillonen er ulåst, men inden for er der ikke en sjæl at se. På bardisken står fire grønne mælkekasser med halvtomme sprutflasker. En diskokugle hænger stille i den sorte lobby, hvor et tungt gardin i mørk velour optræder som rumfordeler. På toilettet er der et skær af lilla neon, der reflekteres i pissoiret. Det ligner en berliner-natklub, der er blevet forladt i utide. Jeg går op ad trapperne til førstesalen på den gamle bygning, hvor Simon Lennet og Simon Frank viser sig at holde morgenmøde med to medarbejdere i et sofaarrangement. Simon Lennet sidder i en Adidas-kasket, T-shirt og shorts og ligner en mand, der lige har fået stjålet sin cykel. Skuffelsen er malet i ansigtet på ham: Han har lige fundet ud af, at han har glemt at forny sit jagttegn, og risikerer nu besøg af politiet og en bøde, hvis ikke han får det bragt i orden.

“Går du på jagt?” spørger han til velkomsthilsen og siger så ud i rummet: “Jeg har ti skydevåben. Man skal have tilladelse til dem alle. Det er noget rigtig lort ikke at have papirerne i orden.”

Formiddagsolen står ind ad vinduerne på Søpavillonen, hvor Simon Lennet har rigeligt at se til, ud over hovedpinen med jagttegnene. Han overtog sammen med Simon Frank allerede Søpavillonen sidste år, men de nåede kun at åbne kort tid, inden pandemien lukkede alt ned. Nu gør de klar til genåbning efter et svært år med penge, der er fosset ud af klubkassen.

“Vi har aldrig haft så lang tid til at gennemtænke et produkt og forfine det i så høj grad, som vi har nu, og det er så det positive, der kom ud af epidemien for vores vedkommende,” siger Simon Frank og klør sig i skægget. Han er i jeans og sort T-shirt med en reklametekst for duoens asiatiske bistro, Falang, på Istedgade.

“Skal vi rykke udenfor?” spørger han og leder os ud til den flydende ponton på Peblinge Sø. I det forgange år har de udvidet restauranten og bygget et udeområde, der også tæller et orangeri. Det tog otte måneder at få godkendt af Fredningsnævnet og kostede en bondegård, men så håber de at have skabt rammerne for en type restaurant, som ikke findes andetsteds i København.

“Det er et kæmpe sats, men vi har besluttet, at vi bliver nødt til at prøve det, ellers udvikler vi os ikke,” siger Simon Lennet. “Det kan være den dumme beslutning, hvor vi om tre år siger: “Det skulle vi aldrig have gjort.””

Siden Simon Lennet og Simon Frank første gang fandt hinanden i det københavnske natteliv – på bøssebaren Nevermind, hvor de kom op at toppes over en flaske vodka, men endte slåskampen med at kramme – har de været uadskillelige i forretningsmæssig sammenhæng.

På papiret havde de ellers ikke meget til fælles: Simon Frank er fynbo og kom til København for at blive professionel håndboldspiller (hans bror Nikolaj Jacobsen er den danske landstræner i håndbold). En skulderskade kom i vejen for dén ambition, så i stedet begyndte han at gå i byen. Simon Lennet, der er født og opvokset i København, slog på samme tidspunkt sine folder i nattelivet, hvor han samtidig med Frank landede et job som promotor. Noget i deres fælles begejstring for nattelivet, et sportsligt tunnelsyn og et medfødt talent for godt købmandskab fik dem på bølgelængde. Deres første joint venture var eventbureauet Event Republic, som de stiftede i 2006 sammen med vennen Mads Wittrup. De fik Roskilde Festival som den første store kunde, eller rettere, det var “bare” en bagelbod, og den lå ad helvede til ude på overdrevet, men der var VM i fodbold det år, og boden stod ved siden af festivalens ene storskærm, hvor der blev vist fodbold tre gange om dagen.

“Den bod eksploderede simpelthen. Folk væltede ind,” siger Simon Frank.

De havde 120 frivillige til at stå og lave bagels og chili con carne fra morgen til aften, 22 timer i døgnet, og omsatte for 2 mio. kr. på seks dage. De endte med at sove på poser med kontanter og mistede også en pæn sjat, der blev stjålet undervejs,

men oplevelsen var frem for alt sjov og beviste, at de kunne lave penge sammen. I sidste ende overlod de eventbureauet til vennen, da nattelivet trak mere i dem. Det til trods for at parløbet udi klubscenen startede med et selvmål: Frank og Lennet åbnede deres første natklub på Langeliniekaj i et stort lagerlokale, som de havde bygget om på må og få. Set i bagklogskabens lys var de nok for unge og for arrogante i deres tilgang til personale, gæster og kommunale tilladelser: På åbningsaftenen blev klubben lukket ned et kvarter efter, at den var åbnet: Brandalarmen var gået, så der holdt tre brandbiler med sirenerne tændt, en gæst var faldet på en ulovlig trappe, så der holdt også en ambulance, og endelig kom politiet også forbi med to mandskabsvogne, fordi der ikke var styr på alkoholbevillingen. Klubbens navn var Nemesis.

“Vi stak af og så os aldrig tilbage. Oplevelsen har siden da stået som et overdimensioneret fyrtårn, der har styret os udenom projekter, hvor hjertet eller kræfterne ikke har slået til,” siger Simon Lennet.

En natklub er ikke en almindelig arbejdsplads. Produktet er flygtigt som en after-shave, og man ser ting, man ikke ser andre steder, når folk driver afsted på en sky af rusmidler og alkohol. Som dengang Simon Lennet så en midaldrende kvinde i høje hæle kravle op på baren på Sunday og squattende besørge i en affaldsspand. Det skete angiveligt i en slags protesthandling grundet for stor kø på toiletterne, men bartendere lod damen færdigøre sit toiletbesøg på baren, da de formodede, at det var en gimmick, som var hyret ind. Der kan man tale om at have skubbet grænserne så tilpas længe, at man bliver offer for sin egen succes.

“

“Den bedste fest er ligesom en vellykket tryllekunst. Når den erslut, skal folk tænke, “hvad fanden foregik der lige? Så du det også?” Man kan ikke tale om den bagefter, uden at magien forsvinder”

Simon Frank

Personalet har også indimellem taget sig friheder: Som dengang deres driftschef efter endt vagt tog på stripklubben Mirage med firmakortet og ikke engang prøvede at skjule kvitteringerne, fordi han tog det som en selvfølge og et firmagode. De endte med at fyre ham og har lige siden forsøgt at ligge et sted mellem HR-chefen og vennen. De har også lært en anden ting, der hører med til faget: Man kan ikke være en god vært uden også at være en god gæst. Det er med til at forklare, hvorfor de er lykkedes så længe i en branche, som ellers mest er kendt for sine døgnfluer. De har altid været fast inventar i deres egne natklubber, ikke som driftsfolk, men som gæster og levemænd.

“Hvis du sidder og fjernstyrer din natklub, stiller du ikke de rigtige spørgsmål, og så ved du ikke, hvad der skal til for at gøre det til en endnu bedre fest,” siger Simon Frank.

Lennet nikker:

“Man er nødt til at elske det produkt, man selv laver. Hvis du ikke gider spise på din restaurant, skal du lave noget om. Hvis du ikke gider feste på din klub, er det nok, fordi det er en lorteklub.”

Hvordan skaber man så den bedste fest? Der findes ingen formel, men for Lennet og Frank handler det ikke om hvilken type musik, der spilles, eller om farven på væggen er rød, blå eller blomstret.

“Det lyder muligvis højrøvet og overtænkt, men for os udtrykker nattelivet et sløret billede af den tid, vi lever i, men på en hård og kontant facon. Det betyder, at man konstant skal tilpasse og forny det produkt, vi sælger, som er den perfekte fest,” siger Simon Lennet.

Et eksempel er Søpavillonens restaurant i stueetagen, der i weekenden skal køre med en enkelt seating, så gæsterne har 4-5 timer ved bordet. Det er usædvanligt i København, hvor menuerne på de fleste restauranter er bygget op efter to seatings, så folk har to timer til at spise. Problemet med det er ifølge Lennet, at det slår festen ihjel: I den første seating ryger man ind i en overlapningsperiode, for klokken 20 er der pludselig tomt, og folk går rundt med jakker. Man kan heller ikke rigtigt smide musik på klokken 19, fordi folk skal ud ad døren om en time. Resultatet bliver, at man nærmest skal holde stemningen lidt nede, så folk fiser ud.

“Det er jo virkelig ubehageligt at skulle vaffe folk ud, som er her for at have en festlig aften,” siger Lennet, der mener, at en enkelt og længere seating giver bedre grobund for festen.

På en restaurant er det desuden nemmere at imødekomme de lidt ældre gæsters behov, dem over 30 som måske ikke længere gider en ren natklub, hvor de bliver væltet af de unge.

Så restauranten er et gateway drug til natklubben?

Lennet: “Haha, præcis. Nu sidder du der og spiser, og du ved ikke, at du skal på klub senere.”

Frank: “Men det kommer du!”

Der er 100 andre parametre, der kan pilles ved, og som ændres over tid, og det er kun det trænede øje, der kan finde rundt i forskellene. Men for makkerparret har det været mere eller mindre tydeligt i alle årene.

“Vi flueknepper, hvordan folk bevæger sig rundt, hvordan de sidder, står, danser, lytter, og hvor de kysser. Vi er ikke med til at skabe ændringer i de tendenser, der former verden, men vi bruger tendenser til at bygge klubber, der gør det acceptabelt at stå det samme sted hver uge,” siger Simon Lennet.

Når man ser gamle fotos af jeres fester, så ligner det ofte noget fra filmen “Den store skønhed.”

Frank: “Hvor er jeg glad for, at du siger det.”

Lennet: “Vi snakkede om Jep Gambardella forleden.”

Hvorfor?

Lennet: “På den ene side repræsenterer Jep Gambardella noget af det, man frygter, når man bliver ældre i denne branche. Det man på engelsk ville kalde “jaded”. Den evige ungkarl, som har set det hele. Den lette bedøvelse. På den anden side er der ingen tvivl om, at han har levet og lever et fantastisk liv, som er de færreste forundt. Han har oplevet virkelig mange ting og haft tiden til at reflektere over dem. Hans voksne liv har været langt mere leg, end de fleste mennesker tillader sig selv. Kvinder, fest, sprut, kunst og stoffer – med al den skønhed, der så let kan findes der. Men udfordringen med et liv, som fortsætter i det spor, er jo, at det kræver en form for frihed, som kommer på bekostning af familie, børn, ægteskab. Man kan nok blive fanget i den Peter Pan-agtige tilværelse, som muligvis er meget fri og festlig, men nok også bliver tom og triviel i længden.”

Nu er I blevet familiefædre. Hvad er det, festen stadig gør for jer efter alle disse år?

Frank: “Festen er ventilen for alting. Selvfølgelig fester man mere i 20’erne end i 40’erne, men hvis du arbejder hårdt, er du også nødt til at slå dig løs indimellem. Som Mark Hanna siger i “The Wolf of Wall Street”: “You’re dealing with numbers. All day long, decimal points, high frequencies. Bang, bang, bang.” Nogle gange hober det sig op, det skal ud af systemet. Nogle træner, andre gambler eller spiller tennis. For mig har festen været den ventil. Den bevidste virkelighedsflugt, som når jeg rejser mig fra mine dunkle tømmermænds smuldrende ruiner og møder min kone og døtre, gør mig i stand til at se hverdagens skønhed endnu tydeligere.”

Måske er nattelivet et spejl på vores samtid. I så fald er tiderne skiftet markant, siden dengang Simon & Simon satte reality-deltageren Jackie Navarro i et boblebad som blikfang i en af deres natklubber eller sendte folk ud med Klub Jet, et koncept, hvor 150 udvalgte gæster betalte for at rejse med Mads Holger til natklubber i alverdens storbyer.

Er natklubscenen mere politisk korrekt i dag?

Lennet: “Ja, og det synes jeg er en fed ting.”

Det er ikke en rød klud i hovedet på provokatører som jer?

Lennet: “Overhovedet ikke. Jeg synes, det er dejligt, at man ikke længere kan leje et fly og flyve verden rundt.”

Men er det ikke jeres image at være klassens frække dreng?

Frank: “Der har været meget larm omkring os, og det har været en del af forretningsmodellen. Det handler jo om at tiltrække gæster til vores klub, og hvis journalisterne ikke vil skrive om vores dj, så må vi få en elefant ind. Det har vi spillet bevidst på.”

Lennet: “Men vi har nok heller ikke altid truffet de klogeste forretningsbeslutninger.”

Hvordan?

Lennet: “Vi har altid været mere forfængelige end grådige. Vi har lukket natklubber, mens de tjente flest penge. Da vi lukkede Sunday, lavede vi en halv million kroner i overskud hver måned. Det har vi fortrudt, når vi har manglet penge, men det har også gjort, at folk stadig gider holde en fest hos os. Vi har ikke vredet karkluden eller lovet folk noget, vi ikke kunne holde. Integritet har været en rigtig stor del af det. Men integritet er måske for fint et udtryk: Måske er det bare forfængelighed. Vi gad ikke stå bag noget, som var noget lort, og som mange er tvunget til i denne branche, for nu har de købt lokalet, møblerne og ølanlægget, så nu skal der tjenes penge hjem. Der har vi bare lukket, fordi vi blev draget af at lave den bedste fest igen et andet sted.”

I de sidste scener af “Den store skønhed” tænker Jep Gambardella tilbage på sit liv og på det glimt af skønhed, han oplevede som ung, og som han har brugt det meste af sit liv på at genfinde i sin utrættelige udforskning af nattelivet. Tilsyneladende uden rigtigt at genfinde den eller meningen med det hele, men måske med en vished om at have fået et kig ind bag forhænget:

“Det er sådan, det altid ender ... med døden,” siger han.

“Men først er der liv, skjult under en masse bla, bla, bla ... Det hele ligger under small talken og støjen. De vilkårlige glimt af skønhed, fulgt af elendigheden og den menneskelige dårskab. Alt ligger begravet under dække af den forlegenhed, det er at være i verden. Jeg beskæftiger mig ikke med alt det, som ligger ud over dette. Lad derfor denne roman begynde. Det er jo bare et trick. Ja, det er bare et trick.”

Er det også sådan, I har det?

Frank: “Ja. Når man befinder sig i nattelivet, sådan som vi har gjort i mange år, bliver man bevidst om flygtigheden i det, man skaber. Den bedste fest er ligesom en vellykket tryllekunst. Når den er slut, skal folk tænke, “hvad fanden foregik der lige? Så du det også?” Man kan ikke tale om den bagefter, uden at magien forsvinder.”