To gulddøre går op, og en tjener spørger, om jeg vil starte aftenen med et glas Cristal-champagne.
Inde i et aflangt lokale, der minder om en natklub, hviler et bordelagtigt rødt lys over de jakkesæt og kjoler, der mingler.
Ved fem hviddækkede borde står tjenere og serverer nogle af Italiens dyreste vine: Gaja, Conterno, Giacosa, Ornellaia.
Det har taget mig en uge at komme ind. Det er “by invitation only”. Men som en sagde til mig: Hvis man vil forstå, hvad det egentlig handler om i Davos, skal man ikke kun sidde i konferencecentret og lytte til de officielle paneldebatter.
Det er Anthony Scaramucci, der inviterer. Han blev verdensberømt for at være præsident Trumps kommunikationschef i 11 dage i juli 2017. Nu har han startet investeringsfirmaet Skybridge.
“Kender du Anthony?,” spøger en kvinde, mens jeg får skænket et glas Gaja Costa Russi Barbaresco 2016.
For første gang ligger World Economic Forums årsmøde ikke i januar, men foregår, på grund af pandemien, i maj. I stedet for kold sne er der lun sol de fleste dage. Det er min første tur til Davos.
Inde i konferencecentret kan man ikke se forskel på januar og maj, der er ikke et eneste vindue.
Det er her, et uendeligt antal taler og paneldebatter foregår i et lige så uendeligt antal konferencelokaler. Der er diskussioner om alt fra rent vand til Indiens økonomi og seksuelle minoriteters rettigheder.
På gangene går alle hurtigt – fra den ene aftale til den næste. I loungen er støjniveauet ubegribeligt.
Dér sidder Financial Times’ kommentator Martin Wolf bøjet over sin computer, Columbia-professor Adam Tooze sidder i sandfarvet jakkesæt og bliver interviewet, Helle Thorning-Schmidt er på vej op ad trappen, og var det John Kerry?
World Economic Forum har beskrevet bagtæppet for årets møde som “det mest betydningsfulde geopolitiske og økonomiske øjeblik i de seneste tre årtier.”
gange har World Economic Forum holdt sit årsmøde i schweiziske Davos
Midt i en krig, en pandemi og den højeste inflation i årtier skal topchefer og statsledere også finde tid til at tale om klimaet og den fødevarekrise, der er blevet meget værre med krigen i Ukraine.
“Det er de helt store globale dramaer, vi lever i lige nu, som på en eller anden underlig måde er spidset til pga. pandemien, som vi troede, at vi var ved at komme over – og så kom krigen,” siger Mads Krogsgaard Thomsen, der er topchef i Novo Nordisk Fonden, og som i en årrække inden var forskningsdirektør i Novo Nordisk.
Jeg har fået et 20 minutters gående interview med ham mellem en rundbordssamtale i Kurpark Village og så hans hotel.
Novo Fonden er begyndt at fokusere meget af sit arbejde på at skabe en bæredygtig fødevareforsyning, og Mads Krogsgaard Thomsen bruger det meste af sin tid i Davos på at netværke og diskutere det spørgsmål, fortæller han.
“Vi er på vej mod massiv hungersnød, der kan andrage mere end en milliard mennesker i løbet af de næste seks til ni måneder, hvis der ikke gøres noget meget radikalt,” siger Mads Krogsgaard Thomsen.
Den truende fødevarekrise er et af de store emner i Davos. Det er krigen i Rusland af indlysende grunde også. Zelenskyj taler over et videolink, Kyivs borgmester er i Davos, det samme er Ukraines udenrigsminister og rigtig mange medlemmer af det ukrainske parlament. Det russiske hus på hovedgaden er omdannet til huset for russiske krigsforbrydelser.
I 50 år har World Economic Forum hyldet globaliseringen, som de fleste virksomheder har nydt godt af, fordi det betyder flere kunder. Derfor er presset på globaliseringen, der allerede var der før corona, men som er forstærket af krig og pandemi, også et stort samtaleemne.
På førstedagen i Davos advarer Den Internationale Valutafond om “geo-økonomisk fragmentering”, som kan få store konsekvenser for verdensøkonomien.
“Jeg ser på ingen måde, at globaliseringen er slut,” siger Kim Fausing, topchef i Danfoss, da jeg møder ham i receptionen på Hotel Belvedere, hvor han har været til morgenmøde.
“Vi tænker, at Danfoss er en global virksomhed, og det skal vi blive ved med at være.”
Men først pandemien og siden krigen har overbevist Danfoss om, at deres forsyningskæder skal være korte, agile og regionale i stedet for globale.
Leverandører og produktion skal ligge tæt på de steder i verden, hvor produkterne skal sælges, så man ikke er sårbar over for propper i det globale fragtsystem. Det har også den fordel, at man sparer dyr transport og sænker CO2-udledningen.
“Jeg synes, at det er et forenklet billede, at vi tager herned i håb om at løse noget, for det gør vi selvsagt ikke
Mads Nipper, topchef, Ørsted
Poul Due Jensen, der er topchef i Grundfos, siger omvendt, at den geopolitiske uro for Grundfos kommer til at betyde noget for, “hvad det er for markeder, vi bevæger os ind i, og hvor vi sætter produktion op.”
I Davos bliver der selvfølgelig også snakket om høj inflation og recession. Men for både Danfoss og Grundfos er paradokset lige nu, at de trods al krisesnakken faktisk stadig får mange flere ordrer, end de kan nå at håndtere.
“Energikrise, stigende inflation, stigende renter, krig i Europa er en cocktail, man godt kan være bekymret for. Men samtidig må man sige, at vi kan se enorm vækst i øjeblikket,” siger Kim Fausing, mens en tjener stiller to kopper kaffe foran os, som han ved en fejl tror, at vi har bestilt.
Inden mødet i Davos var Fausing lidt urolig for, om klimakrisen kunne blive glemt blandt de mange andre kriser. Men sådan er det ikke gået. Faktisk fylder klimaet utrolig meget i Davos. Måske fordi det er en af de ting, som topcheferne faktisk kan gøre noget ved, mens krigen i Ukraine er ude af de flestes hænder.
Eller også er det som Siemens-formand Jim Hagemann Snabe formulerer det i etpanelom vækstudsigterne med IMF’s vicedirektør Gita Gopinath og UCL-professor Mariana Mazzucato:
“Jeg tror på, at selvom vi lever i usikre tider, så er målet for årtiet det samme: Vi er nødt til at dekarbonisere hele værdikæden, som vi opererer i. Selvom vi på kort sigt har usikkerhed, hvis vi så fastholder fokus på det mål, så behøver vi ikke være så usikre.”
Det går hurtigt op for mig, at for hver højdemeter nede af bjerget man bor, er det et prestigetab. Men hvis man vil have et hotelværelse i Davos-by, skal man enten være rig eller partner i World Economic Forum.
En toværelses lejlighed på Airbnb med en enkelt dobbeltseng koster 75.000 kr. pr. nat.
Jeg bor 20 minutters togtur nede ad bjerget i 1000 meters højde. Davos ligger i 1500 meters højde. Mit hotelværelse koster 4000 kr. pr. nat, og over morgenmaden omtaler de andre gæster hotellet som alt fra “gennemsnitligt” til “crappy”.
Selv Pensiondanmark-topchef Torben Möger Pedersen stikker til mig, da jeg under et interview i den travle lobby på Hilton-hotellet ser på mit ur.
“Skal du nå toget?,” spørger han.
“Det er de helt store globale dramaer, vi lever i lige nu
Mads Krogsgaard Thomsen, topchef, Novo Nordisk Fonden
Heldigvis er jeg ikke alene om ydmygelsen. Da toget den første aften bliver aflyst, fordi skinnerne er spærret, deler jeg en taxi med den tidligere rumænske justitsminister Ana Birchall og indiske Rava Panga, der siger, at han er blevet mangemillionær på at sælge elektriske busser i Pakistan og Indien blandt andet.
Hans selskab Causis, det er spansk forpurpose, holder til i Dubai og blev værdiansat til 2 mia. dollar ved seneste kapitaltilførsel, siger han, den amerikanske skuespiller Leonardo DiCaprio ejer angiveligt 0,5 pct. af selskabet.
Over aftensmaden fortæller Rava, at han lige har lukket en aftale med Botswana. Han spiser to stegte kyllingebryster og har fået tjeneren til at skrabe alle pomfritterne af tallerkenen. I morgen skal han mødes med en minister fra Botswana og underskrive aftalen. Han drikker Jack Daniels til maden og køber en siciliansk grappa til mig, som jeg insisterer på først at drikke efter maden.
Alt lyder godt i Davos, men man ved aldrig, om alt virkelig er godt.
Det er ikke fordi, at der bliver sagt så meget nyt i Davos. Panelerne har fine deltagere, men foregår også i en stemning, hvor det måske mere er fire mennesker, der causerer over det samme alvorlige emne, end det egentlig er en debat.
Hvis man pillede netværksdelen ud af Davos, ville deltagerantallet formentlig dykke.
Davos er det, Mads Krogsgaard Thomsen kalder et “multi-stakeholder-miljø”, hvor han kan tale med alt fra den italienske miljøminister til en Stanford-professor om, hvordan man bygger et mere bæredygtigt fødevaresystem.
Torben Möger Pedersen sammenligner det med folkemødet på Bornholm. Man skal bare fjerne folket, for dem er der ikke nogen af i Davos.
“Energikrise, stigende inflation, stigende renter, krig i Europa er en cocktail, man godt kan være bekymret for
Kim Fausing, topchef, Danfoss
Topmødet har altid været kontroversielt: Hvorfor rejse hele vejen til en lille alpeby for at løse verdens problemer, mens man bor på meget dyre hoteller?
Selvforståelsen fejler i hvert fald ikke noget. “Fortæl os, hvad vi kan gøre for dig,”siger Klaus Schwab, der har stiftet World Economic Forum, da han mandag skal introducere Ukraines præsident Zelenskyj, der taler til Davos over et videolink.
Den tidligere Pimco-topchef Mohamed El-Erian har for nylig skrevet, at Davos-mødet er “fuld af potentiale, men sjældent fuld af løsninger,” og derfor har han selv takket nej til at deltage, når han er blevet spurgt.
I kongrescentret finder jeg Ørsteds topchef Mads Nipper bøjet over sin telefon. Jeg spørger ham, hvad han laver hernede, og om han forstår kritikken.
“Jeg synes, at det er et forenklet billede, at vi tager herned i håb om at løse noget, for det gør vi selvsagt ikke,” siger han.
I stedet taler han om, at han på en væg et sted har læst, at i en stadig mere polariseret verden er dialog vigtigere og vigtigere.
Jeg har stadig ikke fået øje på Scaramucci.
Det er svært at koncentrere sig om vinen, mens man mingler. Jeg spørger to amerikanere, om de går op i vin, men det gør de ikke.
Miamis borgmester Francis Suarez kommer gående gennem mængden, han hilser og tager selfies.
En mand kommer hen og begynder uopfordret at fortælle mig en lang historie om, hvordan han har startet en ny kryptovaluta med den ellers mytiske Bitcoin-stifterSatoshi Nakamoto. Han er i Davos for at mødes med de store banker. Den nye kryptovaluta er mere sikker og bruger en sjettedel af den strøm, bitcoin bruger, “ligesom Satoshi hele tiden har ønsket,” siger han.
Jeg forsøger at regne sammen, hvad vinene mon koster, men jeg giver hurtigt op, fordi mange af dem er 10 og 15 år gamle og nok svære at finde i dag. En flaske Ornellaia alene koster over 6000 kr., og der står seks af dem på bordet.
Midt i lokalet får jeg endelig øje på Scaramucci. Han er ikke specielt høj, meget solbrun, tager selfies og giver håndtryk med albuen løftet helt op i skulderhøjde. Der er folk omkring ham hele tiden.
Den samme kvinde, der tidligere har spurgt, om jeg kender Anthony, fortæller, at hun har en fond, der støtter kvindelige entreprenører, om jeg har et kort, så hendes hold kan tage fat i mig. Jeg spørger, hvordan hun kender Scaramucci. Hun fortæller, at han vil have hende til at investere i sin fond. Jeg dufter til mit glas 2010-Sassicaia, mens hun bunder et glas med tequila.
Efter halvanden time kan jeg ikke mere og finder et tog, der kan køre mig ned ad bjerget.
