ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Virtuel valuta fortsætter himmelflugt

Rettet, d. 8/11 klokken 13:37:  40 dollar. Så meget steg værdien på den hypede digitale valuta bitcoin natten til torsdag. Det betyder, at en bitcoin nu skifter hænder for omkring 300 dollar. Det skriver Business Insider. 

Dermed fortsætter kursen på den digitale valuta med at skyde vejret. For et par uger siden var en enkelt bitcoin lige omkring 100 dollar værd. 

Sidste gang værdien buldrede af sted med en sådan hastighed var tilbage i april, hvor den på mindre end en måned steg fra under 100 dollar til 266 dollar. Et par uger efter fortsatte rutsjeturen imidlertid, da prisen faldt til 50 dollar. 

"En joke"

Bitcoin så dagens lys i 2009, da japaneren Satoshi Nakamato skabte valutaen. Bitcoin er først og fremmest kendetegnet ved at være decentraliseret, papirfri og uden tilknytning til nogen centralbank. 

Bl.a. derfor bliver bitcoin heller ikke beskattet af nogen myndigheder. Transaktioner af bitcoin er samtidig svære at spore, da udvekslinger af mønterne foretages via digitale signaturer med pseudonymer. 

Den stigende værdi til trods, råber flere amerikanske eksperter vagt i gevær. 

Blandt skeptikerne er Business Insiders ansvarshavende redaktør, Joe Weisenthal. Så sent som i går skrev han en artikel, hvor han betegner bitcoin som en joke. 

Ifølge ham er det største problem med bitcoin, at valutaen ikke har nogen iboende værdi, da ingen central pengeudsteder eller myndighed siger god for den.  

Købte lejlighed

Alligevel fortsætter fænomenet med at skabe overskrifter, både blandt internetbrugere og i medierne. 

Forleden kunne Sky News således berette, at nordmanden Kristoffer Koch netop har købt en lejlighed i Oslo takket være bitcoin-kurshoppet. 

For et par år siden købte han således 5000 bitcoin for 130 kr. Da han så for nylig tjekkede kursen, efter at have glemt alt om sin bitcoin-konto, opdagede han så, at hans virtuelle pengekasse var omkring 3,7 mio. kr. værd. 

Derudover er flere butikker, bl.a. i USA, begyndt at acceptere betaling i bitcoin. 

Bitcoins frigives i netværket med en næsten konstant hastighed på 25 mønter hvert 10. minut. Systemet er ydermere skruet sådan sammen, at der maksimalt vil kunne skabes 21 mio. bitcoins.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis