ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Vild pengeregn på vej til danske aktieinvestorer

Pengeregnen fra de største danske børsselskaber kommer til at sætte rekord i år. Der er udsigt til rekordhøje udbyttebetalinger, og at der skrues kraftigere op for aktietilbagekøbene end nogensinde set før.

Det er meldingen fra Sydbanks hold af aktieanalytikere, som har kigget nærmere på forventningerne til årsregnskaberne og de beløb, som selskaberne ventes at poste tilbage til aktionærerne.

"Formkurven er stærk blandt mange store virksomheder, og kursen er sat mod et nyt rekordresultat
for 2014 i en række danske virksomheder," lyder det fra aktieanalysechef Bjørn Schwarz, og han fortsætter:

"Vores forventninger til selskaberne i Sydbanks analyseunivers (de selskaber som Sydbank laver aktieanalyser af, red.)  tegner et klart billede af, at investorerne allerede nu kan begynde at glæde sig til udmeldingerne fra virksomheder. Vi forventer således, at udbytterne for regnskabsåret 2014 kan sætte rekord, hvor der sendes mere end 50 mia. kr. tilbage til aktionærerne i løbet af foråret."

Og tallet for det samlede danske aktiemarked bliver faktisk endnu større, men de største udbetalinger vil komme fra de store selskaber, som Sydbank følger udviklingen i og laver analyser af.

Forventede udbyttebetalinger


Ifølge Bjørn Schwarz' og Sydbanks beregninger vil udbyttebetalingerne altså stige med hele 21 pct.

Som eksempel nævner Sydbank Novozymes, der allerede har offentliggjort sit regnskab.

"Selskabet har meddelt, at udbyttet stiger med 20 pct. fra 2,5 kr. pr. aktie til 3 kr. pr. aktie. Derudover vil Novozymes købe egne aktier for 2 mia. kr. i løbet af 2015. Et beløb, som Novozymes også købte egne aktier for i 2014."

De største udlodninger vil kommer fra A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk, Nordea, Danske Bank, Carlsberg og Coloplast.

Vestas kan komme på banen


"I forhold til året før er det værd at bemærke, at ISS tæller med i statistikken og trækker op med næsten 1 mia. kr. i udbytte for 2014. Vestas har mulighed for første gang, at udbetale udbytte til aktionærerne efter opjusteringen af pengestrømmene for nylig, som er endnu et bevis på, at virksomheden for alvor er ved at have styr på produktionsøkonomien og lønsomheden er på vej op i gear," vurderer Bjørn Schwarz.

Enkelte virksomheder vil formentligt være tvunget til at gå den anden vej, og skrue ned for udbetalingerne.

"Lundbecks patentkløft stækker således virksomhedens mulighed for at fastholde udbytteniveauet fra
2013. Tilsvarende har TDC allerede annonceret et lavere niveau for udbyttebetalinger som følge af intensiveret konkurrence og større investeringer. Et udfordrende tørlastmarked og underskud på bundlinjen betyder, at D/S Norden ikke forventes at betale udbytte for 2014," påpeger aktieanalysechefen.

Men også aktietilbagekøbene vil der blive skruet op for, lyder deres vurdering, så de lander på over 26 mia. kr.

Virksomhederne står med valget om enten at udlodde udbytte direkte eller indirekte ved at købe op i egne aktier, når der skal sendes penge til aktionærerne. Ved at købe op i egne aktier øges drives aktiekursen op, og på den måde kommer opkøbene investorerne til gode.

Forventede aktietilbagekøb


I denne uge får aktionærerne i blandt andet Nordea, Tryg og Novo Nordisk syn for sagen, når de tre koncerner fremlægger årsrapporter for 2014.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis