ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Viborg-investorgruppe: Kun interesseret i håndbold

Der er endnu engang sat gang i spekulationerne om fremtiden for de grønblusede håndboldpiger fra Danmarks mest vindende håndboldklub, Viborg HK, da det fredag er kommet frem, at en lokal investorgruppe pønser på at overtage driften af selskabets håndboldaktiviteter.

Investorerne bag gruppen, der kalder sig New Beginning Viborg HK, har kun ét fokus - fortsat professionel damehåndbold i Viborg, forsikrer formanden.

"New Beginning består af en række tidligere sponsorer i Viborg HK, som alle er lokale erhvervsfolk fra byen. Vi har sat os sammen for at kigge på, hvordan vi kan redde en klub i krise," siger formanden for det nye selskab New Beginning, Mogens Lindahl, til Ritzau Finans.

Udmeldingen kommer som en kommentar til, at finanshuset Hellerup Finans har købt en fjerdedel af aktierne i klubben. Finanshuset har meldt ud, at det går efter at bruge Viborg HK som en platform til at drive en markedsførings- og konsulentvirksomhed.

"Vi har kun interesse i håndbolden. Det er håndbolden, der er vores hjerte. Jeg har læst i aviserne, hvad Hellerup Finans har af tanker med klubben, men vi går ikke efter den konstellation. Vi går efter, at håndbolddelen skal forblive på lokale hænder i Viborg," siger Mogens Lindahl.

Mogens Lindahl forventer, at New Beginning kan være klar med et bud på håndboldaktiviteterne i Viborg HK engang i næste uge, men indrømmer samtidig, at projektet fortsat kan blive både fugl og fisk.

"Vi kan ikke sige, hvordan det ender, for vi ved det i bund og grund ikke. Det eneste, jeg ved, er, at vi har et formål, nemlig at drive professionel damehåndbold i Viborg fremadrettet med lokal forankring og lokalt ejerskab," siger formanden og fortæller, at projektet har mødt positiv opbakning i lokalområdet, og at han tror på, at der kan findes en løsning.

Adspurgt hvor mange penge New Beginning har som målsætning at skaffe, svarer Mogens Lindahl kort: "Tilstrækkeligt".

Formanden i Viborg HK, Palle Kjeldgaard-Christiansen, fortæller til Ritzau, at han er bekendt med, at New Beginning på et tidspunkt i processen har fået tilsagn om 3,5 millioner kroner.

Fredag klokken 12.20 stiger Viborg HK-aktien med hele 53,6 pct. til 16,90 kr. I år er aktien steget knap 300 pct.

/ritzau/FINANS

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis