ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

USA: Udsigt til aktiefald efter statsnedlukning

Der er udsigt til fald på det amerikanske aktiemarked, når handlen åbnes.

Mandag inden den amerikanske åbning falder futures for Dow Jones, S&P 500 samt Nasdaq 0,1-0,2 pct.

Før weekenden lykkedes det ikke for de amerikanske politikere at indgå et budgetforlig, og det har fået det amerikanske statsapparat til at lukke midlertidigt ned.

S&P 500-indekset lukkede fredag med et plus på 0,4 pct. i rekorden 2810,30. Dow Jones-indekset sluttede med en gevinst på 0,2 pct. i 26.071,72, mens Nasdaq-indekset endte med dagen med en stigning på knap 0,6 pct. i 7336,38, hvilket ligeledes var rekord.

I 9 af de 11 underindeks i S&P 500 var der stigninger. Indekset blev trukket op af detailhandel, banker og forbrugsgoder, mens energiaktierne dykkede i takt med fald i råoliepriserne, og forsyningsselskaberne vendte den tunge ende nedad på grund af presset fra stigende obligationsrenter.

OLIE OG TV-SERIER I FOKUS

Mandag inden børsåbningen er den amerikanske oliekæmpe Halliburton kommet med regnskab for fjerde kvartal.

Selskabet, der er en af verdens største operatører af olie- og gasfelter, stiger i formarkedet med 3,1 pct. til 54,63 dollar.

Det sker, efter at selskabet landede et omsætning på 5,9 mia. dollar i fjerde kvartal af 2017 mod 4 mia. dollar i samme periode året før, mens analytikerne havde ventet 5,6 mia. dollar.

Halliburton må dog lave en større nedskrivning i Venezuela. Det latinamerikanske olieland kan nemlig ikke betale sine regninger, så Halliburton må kigge langt efter 385 mio. dollar.

Samtidig må selskabet sætte 1 mia. dollar til side i forbindelse med den amerikanske skattereform, skriver Reuters.

På teknologifronten udvides den amerikanske regnskabssæson med regnskab fra streaminggiganten Netflix, der kommer med regnskab for fjerde kvartal.

Netflix fremlægger resultaterne efter børstid mandag. Selskabets aktie er steget næsten 15 pct. i år, mens S&P 500-indekset har øget godt 5 pct. siden nytår.

Sidste år steg Netflix 53 pct., hvilket sammen med andre af Silicon Valleys største hightech-virksomheder har drevet aktiemarkedet mod nye højder.

I formarkedet stiger aktien 0,8 pct. til 222,39 dollar.

MEDICNALAKTIER KAN FÅ OPMÆRKSOMHED

De amerikanske medicinal- og biotekaktier kan også få opmærksomhed, når investorerne møder på arbejde mandag.

Den franske medicinalkoncern Sanofi har nemlig købt det amerikanske selskab Bioverativ for 11,6 mia. dollar, hvilket svarer til en værdi på 70,5 mia. kr.

Det er en nyhed, der har fået investorerne i formarkedet til at købe op i selskabet. Aktien stiger i med hele 62,3 pct. til 104,5 dollar, inden markederne åbner.

Bioverativ gør sig indenfor blødermedicin, hvor også Novo Nordisk er.

Også indenfor kræftbehandling er der mandag offentliggjort en stor handel i USA. Biotekselskabet Celgene har offentliggjort, at man har købt biotekselskabet Juno Therapeutics for 9 mia. dollar.

Ifølge Bloomberg News sker det for at tage en større bid af kagen i konkurrencen om at udvikle ny og banebrydende kræftmedicin.

Juno Therapeutics siger 27,2 pct. til 86,24 dollar, før børserne åbner. Celgene falder derimod 0,5 pct. til 102,15 dollar.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis