ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Undgå at betale for meget i skat: 14 gode råd til årsopgørelsen

Hiv nøglekortet frem og gå ind på Skats hjemmeside, for fra nu af kan du tjekke din årsopgørelse.

Politik
Slemme smæk eller en tur til Paris? Nu kan du tjekke din årsopgørelse
Her kan du se, om du skal betale eller have penge tilbage i skat. Derfor giver vi her med hjælp fra Per Ørtoft Jensen, partner og skatteekspert i PwC, og Doris Erlandsen, partner i Deloittes skatteafdeling, tips til, hvor du skal være ekstra opmærksom, når du tjekker årsopgørelsen.

"Man har pligt til at reagere overfor skat, hvis årsopgørelsen er forkert. Man har også en interesse i det, fordi det det ikke er alle fradrag, der bliver trykt på årsopgørelsen, fordi skat ikke henter alle oplysninger," siger Per Ørtoft Jensen.

Og der kan være mange penge at hente. Det er nemlig ikke alle fradrag, som alle er klar over, at de har ret til.

”Det er nok ikke alle der klar over, at man eksempelvis kan få et fradrag hvis man er på rejse, fordi det ikke nødvendigvis kræver, at man har haft en udgift, og det kan måske opleves lidt usædvanligt,” siger Per Ørtoft Jensen med henvisning til rejsefradrag for forretningsrejser og lignende.

Her er de 14 råd:

1. Håndværkerfradrag
Har du fået isoleret dit hjem eller skiftet ruderne ud med nogle mere energivenlige? Så skal du huske, at du kan trække op til 12.000 kr. fra i skat på ”grønne” håndværkerydelser foretaget i dit hjem eller i din fritidsbolig. Fradraget gælder per person, så hvis i er to på samme adresse kan i tilsammen trække 24.000 kr. fra. Hele listen over fradragsberettigede ydelser kan ses på Skats hjemmeside.

2. Befordringsfradrag
Har du mere end 24 km kørsel per dag, når du kører til og fra arbejde, så kan du få befordringsfradrag. Du kan trække 1,93 kr. fra per km du har kørt til og fra arbejde udover de 24 km. Så hvis du har 30 km kørsel hver dag, så kan du trække 13,5 kr. fra per dag. Hvis du har mere end 120 km kørsel hver dag, så er fradraget på 0,97 kr. per km efter de 120 km.

3. Rejsefradrag
Hvis du har været på forretningsrejse eller lignende i forbindelse med dit arbejde, og udgifterne ikke er dækket af din arbejdsgiver, kan du trække det fra. Rejsen skal være af minimum 24 timers varighed.

4. Bitcoins
Er du en af dem, der hoppede med på Bitcoin-bølgen og scorede en fortjeneste ved et salg af kryptovalutaen, er der stor sandsynlighed for, at gevinsten er skattefri, da det endnu ikke er en officiel valuta. Dette gælder, hvis der ikke er tale om salg på grund af spekulation eller hobbyvirksomhed - altså ikke-erhvervsmæssig virksomhed. Hvis du modsat gør det som hobbyvirksomhed eller som følge af spekulation, så skal der betales skat.

5. Renter på privat gæld
Har du lånt penge privat, altså af din forældre, din bror, søster eller andre privatpersoner, så kan du trække renterne fra. Hvis løbetiden er under to år kan du desuden få fradrag på stiftelsesprovisionen, som er det beløb, man betaler til långiver for at få lov at tage et lån. Hvis stiftelsesprovisionen er over 2,5 pct. af lånebeløbet, er der særlige regler.

6. Fradrag på velgørenhed
Har du betalt penge til kræftforskning eller flygtningehjælp, så kan du få mere ud af det end god samvittighed. Du kan nemlig få fradrag for op til 15.600 kr. af beløb betalt til velgørenhed i løbet af 2017. Det er dog nødvendigt, at det betalte beløb er indberettet til Skat, af den forening du har betalt til. Hvis du er i tvivl, så ring til foreningen.

7. Udenlandske investeringer eller bankkonti
Har du penge eller investeringer i udlandet, så skal du huske at indberette det til Skat, da de ikke selv indhenter oplysninger herfra. Det kan for eksempel være renteindtægter fra en bankkonto eller aktieudbytter fra aktier i et udenlandsk depot. Du kan desuden få fradrag på et eventuelt tab, hvis du årligt indberetter aktiekøb til Skat.

8. Børne- og underholdningsbidrag
Du kan få fradrag for børnebidrag, hvis du har børn under 18 år, der ikke bor hos dig. Medmindre børnebidraget går gennem det offentlige, altså Udbetaling Danmark, så skal man selv sørge for at indberette bidraget til Skat, hvis man vil have fradrag.

9. Tjek oplysninger om aktier
Har du aktier eller investeringsforeningsbeviser, er det en god idé at tjekke, om Skat har de rigtige oplysninger. Hvis de ikke har de rigtige oplysninger så skal du indberette det, for at du kan få fradrag på et eventuelt tab i fremtiden.

10. Tilbagebetaling af restskat
Har du betalt for lidt i skat, så er renten 1,7 pct. fra 1. januar og frem til betalingsdagen. Dette gælder, hvis du betaler inden 2. juli. Hvis du betaler efter, så er der et tillæg på restskatten på 3,7 pct.

11. Boligkøb eller salg
Når du overtager et hus bliver ejendomsværdiskatten beregnet fra overtagelsesdatoen, men hvis først du flytter ind senere, skal du indberette det til Skat, da det først er fra denne dato, skatten skal betales. Det samme gælder, hvis du flytter ud før overtagelsesdatoen ved et salg. Husk desuden, at du skal indberette køb ejendom i udlandet. Da Skat ikke automatisk indhenter disse oplysninger.

12. Udlejning af bolig og selvstændig virksomhed
Har du selvstændig virksomhed eller lejer din bolig ud, skal du selv indberette skattemæssigt underskud eller overskud. Hvis du lejer din bolig ud via Airbnb, så er en del af beløbet skattefrit. Hvis det er en ejerbolig er grænsen 1,33 pct. af den offentlige ejendomsvurdering og mindst 24.000 kr. om året. Hvis det er leje- eller andelsbolig er det skattefri beløb to tredjedele af den årlige husleje eller boligafgift.

13. Omlægning af lån

Hvis du har lagt dit lån om, skal du typisk betale et beløb til banken som garanti. Du kan ikke være sikker på, at dette beløb bliver indberettet til Skat, så det er derfor en god idé at tjekke det, da du kan trække dette beløb fra.

14. Pensionsindbetalinger
Fradragsgrænsen for ratepension er 53.500 kr., så sørg for ikke at overskride denne grænse ved indbetaling. Hvis den allerede er overskredet kan du bede din bank om at få beløbet indbetalt til en anden fradragsberettiget ordning.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis