ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Ugens aktie: Parken leverer underholdningen

Det har været en begivenhedsrig uge for Parken Sport & Entertainment. En bemærkelsesværdig udskiftning i bestyrelsen mandag blev fredag fulgt op af historien om skjulte millioner i Parken. Og så var der alt det ind imellem.

Aktiekursen har været gennem et jævnt fald ugen igennem, men steg fredag hele 9,4 pct. efter nyheden om store gemte værdier som grundlag for opjusteringer forude.

Den optur mere end udlignede de foregående dages nedtur og gav underholdningskoncernens aktie en samlet fremgang på 4,7 pct. over ugen til kurs 111 kr.

Parken værdisat for lavt

Fredag bragte dagbladet Børsen historien om skjulte millioner i Parken. Flere kilder oplyser uafhængigt af hinanden, at der er gemt værdier for flere hundrede mio. kr. Blandet andet er badelandet Lalandia vurderet til 532 mio. kr., hvilket ifølge kilderne kun er halvdelen af den sande værdi.

"Der er ingen tvivl om, at Parken kommer til at opjustere forventningerne flere gange i år," siger en kilde.

Topledelsen i Parken afviser dog beskyldningerne. De mener, at alt er korrekt værdisat og henviser til en blank revisionspåtegning i årsregnskabet.

"Kup" i bestyrelsen

Ugen lagde ud med en overraskelse på generalforsamlingen. Mandag aften blev hovedaktionæren LD’s udpegede bestyrelsesmedlem, tidligere topchef i ISS og SAS Jørgen Lindegaard, stemt ud af bestyrelsen.

Personerne bag, hvad der blev kaldt et kup, var storaktionærerne Erik Skjærbæk og Karl Peter Korsgaard Sørensen. Ifølge de to forretningsmænd gik Jørgen Lindegaard mere op i gratis goder som lounge i Parken og fribilletter end i reelt bestyrelsesarbejde.

"Jeg gider ikke bare have pensionerede direktører ind og sidde på deres flade røv," sagde Erik Skjærbæk til BT.

LD beklagede naturligvis afgangen, mens Jørgen Lindegaard tog beslutningen til efterretning.

"Jamen, hvad skal man næsten sige. Dem, der betaler for musikken, bestemmer også, hvad der skal spilles," udtalte han efter generalforsamlingen.

Parkens hovedbankforbindelse Nordea, der har knap 1,5 mia. kr. til gode, ønsker officielt ikke at udtale sig. Dog fik dagbladet Børsen følgende kommentar fra en centralt placeret kilde i Nordea.

"Vi er kolde over for det med Jørgen Lindegaard. Han er nok lige grådig nok og ikke så flittig, så vi er indifferente over for, at han er røget ud."

Lykkens pamjulefis

En anden, der har mærket Skjærbæk og Korsgaard Sørensens indtog i Parken på egen krop, er tidligere direktør og bestyrelsesformand Flemming Østergaard.

Siden han forlod selskabet under voldsomt pres, har han gjort sig mest bemærket med heftige tilsvininger af især Erik Skjærbæk. Onsdag kom endnu en.

"Jeg betragter ikke Skjærbæk som en købmand. Jeg betragter ham som lykkens pamjulefis, der har solgt en virksomhed og mistet jordforbindelsen. Det har ikke noget med godt købmandskab at gøre, at man har en stor flab," sagde Flemming Østergaard til TV2 News.

Champions League er blevet et must

På fodboldbanen kører det dog for Parkens fodboldflagskib F.C. København. Holdet er hele 21 point foran OB på andenpladsen med kun ni spillerunder tilbage. Dermed kan de forsvarende mestre sikre sig guldet allerede på torsdag, når de på udebane møder Lyngby.

Guld er også blevet en forventning på direktionsgangen, hvor man i modsætning til tidligere er begyndt at budgettere med kvalifikation til Champions League, der som bekendt kaster adskillige millioner af sig.

Kvalifikationen til play-off-runden i den prestigefulde klubturnering vurderes at være 14 mio. kr. værd, og klarer FCK sig videre til gruppespillet, som holdet gjorde i indeværende sæson, er der yderligere 115 mio. kr. i vente.

"Jeg er godt klar over, at vi ikke skal regne med at være med i gruppespillet hvert år. Men så er det bedre med en negativ budgetafvigelse. Til gengæld vil vi gerne vise, at vi tror på det, vi laver," udtalte direktør Anders Hørsholt til Børsen.

På grund af især F.C. Københavns gyldne år i Europa er Danmark fra sæsonen 2012/2013 sikret en fast plads i Champions League-gruppespillet. Derfor er det af stor betydning for selskabet, at "Byens Hold" hiver Superliga-guld hjem næste sæson også.

Ledelsen har da også givet udtryk for, at de er klar til at investere de fornødne midler i holdet, og dermed kan klubben etablere sig som en (endnu større) magtfaktor i dansk fodbold og samtidig bide sig fast blandt de europæiske topklubber.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis