Lynene flængede luften rundt om det hårdt pressede SAS i form af barske trusler om bankerot og lukning for en uge siden. Kabinepersonale og piloter blev kastet rundt under den værste storm i selskabets historie.
Det alt for tungt lastede skandinaviske flagskib klarede sig kun gennem uvejret med det yderste af vingespidserne og ved at smide en række tyngende medarbejderomkostninger over bord.
Strengt taget er redningen ikke helt på plads endnu. For selv om de danske piloter fredag meddelte, at flere end den nødvendige tredjedel medlemmerne sagde ja til den aftale, som deres forhandlere indgik i den hektiske forhandlingsslutfase, så skal de tre skandinaviske regeringer også give deres formelle godkendelse.
Det har folketingets finansudvalg gjort, men Norge og Sverige ventes først at sige ja den 12. december.
Aktien op 23 pct
SAS-aktien er hovednoteret i Stockholm og også noteret på fondsbørserne i Oslo og København. Den danske SAS-aktie steg 23 pct. i løbet af mandag den 19., da det stod klart at ledelsen og de otte fagforeninger havde nået en enighed om lavere lønomkostninger, og at kreditaftalen med de syv banker og de tre nordiske stater dermed var på plads.
"Det er resultatet af et meget hårdt arbejde, og ikke mindst har de faglige organisationer taget et stort ansvar. Det er en stor dag for SAS i dag," sagde SAS-koncernchef Rickard Gustafson.
Men selv med den markante kursstigning, som blev udbygget en smule resten af ugen, så er kursen kun lidt over 6 kr. En skygge af fordums storhed og et fald på 97 pct. siden toppunktet lige før finanskrisen ramte markederne og ikke mindst luftfarten.
De nordiske lande har klart signaleret, at de ikke vil poste flere penge i SAS efter to aktieemissioner inden for de senere år. Derfor var aftalen, som det også blev sagt masser af gange, sidste udkald.
Kan ikke nå ønsket overskudsgrad
Ugens nok mest citerede danske analytiker, Sydbanks Jacob Pedersen, kalder ugen for den bedste for SAS-aktien meget længe.
"Det er afgørende godt nyt for SAS, der nu har tre år til at få det her indarbejdet,” siger Jacob Pedersen, men sætter så fingeren på et ømt punkt:
”Målsætningen er at nå en overskudsgrad på otte pct. i 2015, og det er der nærmest ingen andre i branchen der kan levere.”
Vil SAS kunne levere det?
"Nej. Det er mit svar i dag. For SAS' skyld håber jeg, at de beviser over de næste kvartaler at jeg tager fejl,” siger han
Udfordret på kort sigt
SAS har stadig masser af udfordringer på kort sigt, de næste par kvartaler bliver svære med dårlig indtjening og store omkostninger ved at gennemføre planen, lyder analysen. Dertil kommer, at egenkapitalen om et år bliver mere end halveret på grund af nye regnskabsregler omkring pension.
Trods den afgørende aftale har det ikke skortet på pessimistiske vurderinger af fremtiden for SAS: De ting, som SAS vil frasælge, bl.a. ground handling og datterselskabet Widerøe, kan ikke indbringe de stipulerede tre mia. svenske kroner. SAS er i et uløseligt dilemma med pres fra de store selskaber på de lange distancer og fra lavprisselskaberne på de korte distancer. Hele planen handler kun om at gøre SAS salgsklar, et selvstændigt SAS er utænkeligt på længere sigt.
Mange af de ansatte deler tilsyneladende pessimismen og siger op.
"Folk forsvinder herfra. Bare de sidste dage har vi fået 73 opsigelser, og det bliver langt flere i den nærmeste fremtid, når det går op for dem, hvad den her aftale indeholder," siger næstformand i Cabin Attendants Union, det danske kabinepersonales forening, Jean Pierre Schomburg, ifølge Dagens Næringsliv.
Bestyrelse i fokus
Heller ikke pladserne i bestyrelsen synes sikre. Formand Fritz Schur og næstformand Jacob Wallenberg har begge siddet i 11 år og må siges at have kendt til problemerne ganske længe. Fritz Schur siger at han i de kommende måneder vil overveje om han genopstiller som formand.
Læs også: Sæder brænder under SAS-bestyrelsen
Fritz Schur viste dog, at han godt ved hvordan man snører pressen, da han – mens forhandlingerne var rødglødende – meddelte at han og to bestyrelsesmedlemmer drog til Sverige for at fortsætte drøftelserne.
I stedet skjulte de sig i Danmark for at få forhandlingsro. "Det var en god gimmick," sagde Fritz Schur bagefter.
SAS ligger dog ikke på den lade side efter de hårde forhandlinger. Fredag blev det meddelt, at SAS lancerer 45 nye ruter næste år, heraf 10 fra Danmark. Det drejer sig næsten udelukkende om feriedestinationer i Middelhavsområdet, og flyvningerne vil begrænse sig til sommermånederne.
Dermed tager SAS kampen op mod Norwegian, men også mod de charterselskaber, som plejer at leje SAS-fly for at nå de selvsamme sommerdestinationer.
Rund fødselsdag
Spørgsmålet på længere sigt er, om SAS har det der skal til – eller kan skaffe det – for at fortsætte på egen hånd. Ugens store aftale giver ingen garanti for, at SAS' næste runde fødselsdag bliver holdt i et selvstændigt selskab.
SAS nærmer sig sin 70 års fødselsdag, det er i 2016. Der er også en 100-årsdag under opsejling, i hvert fald hvis man trækker tråden helt tilbage til SAS’ oprindelse i Det Danske Luftfartsselskab A/S, der blev stiftet i 1918 og børsnoteret i København et par år senere. I de følgende år blev lignende selskaber stiftet i Sverige og Norge, og i 1946 blev de tre fusioneret til SAS.
I lang tid var Sverige, Danmark og Norge eneejere, men i 2001 blev SAS omdannet til ét aktieselskab med halvdelen af aktierne hos de tre nordiske lande – hvor Sverige holder tre syvendedele og Danmark og Norge hver to syvendedele. Den anden halvdel af SAS er på private hænder hvor den svenske Wallenbergfamilie er største aktionær med 7,6 pct.