ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Ugens aktie: B&O kalder på den modige investor

Det står skidt til med økonomien i den danske teknologikoncern Bang & Olufsen. Det afslører regnskabet for første kvartal af 2014/15, som B&O fremlagde torsdag i denne uge.

Resultatet får flere analytikere til at sænke deres kursmål og sår alvorlig tvivl om virksomhedens fremtidige vækstpotentiale. Analytikere kalder aktien "en meget risikofyldt investering". 

B&O-aktien faldt efter torsdagens regnskab med 11,1 pct. på fondsbørsen.  Det bratte kursfald barberede stort set hele årets kursfremgang af Struer-virksomheden, og kursen er slået tilbage til niveauet fra januar 2014.

Fra årets top-kurs som B&O ramte ved Sankt Hans i år, er B&O faldet støt med over 30 pct. 

Fredag handlede investorerne B&O-aktien til omkring 50 kr. pr. aktie. 

Vækstambition med lange udsigter

Regnskabsåret 2014/15 er det første år i anden fase af B&O-strategien  ”Leaner, Faster, Stronger”, hvor B&Os topprioritet er at skabe lønsom vækst. Ifølge Søren Løntoft Hansen, B&O-analytiker i Sydbank har det dog lange udsigter før B&O for alvor bliver en lønsom virksomhed.

Han vurderer, at det bliver ekstremt vanskeligt for B&O at leve op til egen målsætning om en gennemsnitlig årlig omsætningsvækst på 10 pct. over de næste tre år.

”Det er en meget, meget ambitiøs udmelding. Når jeg går tilbage i tiden, har jeg talt to år ud af 17, hvor B&O har haft vækstrater på over 10 pct," beretter analytikeren, der anbefaler investorerne at sælge deres B&O-aktier. 

B&O-chefen tror 100 pct. på to-cifret vækst

Topchefen i B&O påpeger, at B&O før har bevist, at virksomheden kan leve op til sine egne vækstskøn, selvom flere analytikere stod uden de store forhåbninger på den konto.

"Sidste år leverede vi lige præcis den vækst, vi havde meldt ud. Desuden er 1. kvartal et lille kvartal for Bang & Olufsen og derfor ikke nødvendigvis retningsgivende for os fremadrettet," siger Tue Mantoni.


Analytikere splittet i troen på B&O-aktien 

Jesper Christensen, aktieanalytiker i Alm. Brand Markets tror på, at B&O kan få fart i forretningen igen og nærme sig vækstrater, der vil få kursen til at stige til tidligere rekordniveauer. 

”Med nogle stærke lanceringer fra alle tre divisioner AV, Automotive og Play kan jeg godt forestille mig, at aktien kan komme op i kurs 80 igen," vurderer Jesper Christensen.  

I Sydbank sidder Søren Løntoft Hansen med en noget mere dyster udsigt for B&O-aktien. 

"Jeg kan slet ikke forestille mig, en B&O-aktie tilbage i kurs 80. Vækstrater der kan forsvare en så kraftig kursstigning tror jeg simpelthen ikke på, vi vil se de næste mange år fra B&Os side, " lyder det fra analytikeren. 


Treciftret million-underskud

Det danske design-ikon fik en sløj indledning på regnskabsåret 2014/2015 med et kvartalsregnskab, der viste beskeden vækst på 1 pct. Underskuddet blev tæt på fordoblet fra 68 millioner til 132 millioner - begge resultater set i forhold til samme kvartal sidste år. 

Alm. Brand Markets har oven på det skuffende regnskab sænket kursmålet for aktien til 55 kr. fra tidligere 65 kr., men gentaget anbefalingen "neutral". 

Nordea Markets fastholder anbefalingen "sælg" af aktien og sænker kursmålet fra 55 kr til 50 kr. pr. aktie. 



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis