ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tre onder for Carlsberg på seks dage

Carlsberg-aktien har det ikke nemt for tiden. Valby-bryggeriet gør alt, hvad der står i sin magt, for at overbevise markedet om, at kursen er klar. Men Carlsberg er hårdt ramt udefra.

Carlsberg lagde i de tidlige morgenhandler ud med at falde over 2,5 pct., men har ud på formiddagen stabiliseret sig omkring et kursdyk på 2 pct.

SEB Enskilda har ændret sin anbefaling af Carlsberg-aktien fra hold til sælg, og kursmålet er røget 75 kr. ned til 340 kr. Det skriver nyhedsbureauet Direkt.

Tabt over 30 kr. på seks dage

De sidste seks handelsdage har barberet over 8 pct. af aktien, der ellers var på vej mod 400 kr. Nu ligger kursen og danser omkring 360 kr.

Carlsberg-aktien har især været ramt af dårlige russiske meldinger på det seneste.

Tirsdag tabte aktien 3,7 pct. på forlydender om et totalforbud af ølsalg i Ruslands kiosker, og da hver anden øl i Rusland bliver langet over en kioskdisk, vil et salgsforbud automatisk påvirke landet markedsleder på øl, Carlsberg.

Spekulationer på spekulationer

Torsdag i sidste uge startede Carlsberg-aktien sin nuværende nedtur med et aktietab på 2,9 pct. Faldet skyldtes udmeldinger fra finansministeriet om en afgiftsforhøjelse på øl, der vil give en tredobling af afgiften på tre år.

"Der er p.t. masser af spekulationer omkring ølmarkedet i Rusland. Vi anbefaler at forholde sig i ro, da der ikke er nogen som har overblik over, hvor meget hold der er i udmeldingerne," lød det tirsdag fra Nordea.

Tilbage til starten af oktober 2008

Oven på et rædselsår sidste år har Carlsberg-aktien forsøgt at tage hævn i år med en stigning på 110 pct.

Men den kraftige nedtur i efteråret 2008 - der også var drevet af russisk uro - betyder, at Carlsberg-aktien stadig halter efter fordums kraft.

Fra midten af september sidste år og halvanden måned frem tabte aktien mere end to tredjedele af sin markedsværdi. Opturen i 2009 har indtil videre bragt Carlsberg tilbage til niveauet fra indgangen til oktober sidste år.

Men dagens nedtur på 2 pct. - der placerer Carlsberg nederst i C20-indekset - ser ud til at være uden russisk indblanding. Det russiske aktiemarked, som ofte sætter spor i Carlsberg-aktien, ligger i dag oppe med 1,3 pct.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis