ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tirsdagens aktier: FLS i C20-top og Tryg belønnet for regnskab

Forsikringskoncernen Tryg blev belønnet for et flot regnskab tirsdag, og tendensen var generelt også positiv i det ledende indeks, som forsikringskoncernen ikke længere er medlem af.

Interesse for cykliske aktier generelt bragte FLSmidth helt i C20-toppen. Der var dog en god håndfuld skønhedspletter i indekset i form af kursfald uden selskabsspecifikke nyheder til Lundbeck, Genmab, Pandora, Chr. Hansen, Coloplast og Carlsberg på 1,8-0,2 pct.

"Markedet er sommerstille, men der er en underliggende positiv tone, og cykliske aktier er rykket lidt op på indkøbssedlerne," siger afdelingsdirektør i Sydbank Ole Kjær Jensen til Ritzau Finans.

Han venter dog ikke, at fremtiden er brolagt med ubrudte stigninger.

"Der vil komme bump på vejen i den kommende tid, vurderer han og peger på, at blandt andet brexit igen vil dukke op som en faktor."

Ikke kun omsætningsmæssigt, men også nyhedsmæssigt var markedet stille, når der ses bort fra regnskabet fra Tryg.

Det danske C20 Cap-indeks lukkede 0,3 pct. højere i 1020,75.

Markederne fandt den relative styrke i den positive stemning, der blev grundlagt fredag eftermiddag med en overraskende god amerikansk jobrapport, og blev understøttet yderligere af weekendens japanske valg og mandagens begyndende afklaring om Storbritanniens politiske situation.

Tryg leverede flot

Forsikringsselskabet Tryg leverede før børstid halvårsregnskab. Analytikerne havde ros til overs for Trygs tal, der trods et fald i bruttopræmieindtægterne viste en stigning i overskuddet efter skat til 734 mio. kr. mod ventede mere beskedne 605 mio. kr. ifølge Ritzau Estimates.

Det var også en pæn fremgang fra 580 mio. kr. i andet kvartal af 2015.

Forsikringsselskabet fastholdt desuden sin prognose om en vækst i præmieindtægterne på 0 til 2 pct. i år - og de finansielle ambitioner for 2017 er ligeledes uændrede.

Analytiker Thomas Eskildsen gav "bestået", og i Nykredit siger Ricky S. Rasmussen, at resultatet var "klart bedre" end ventet.

Aktiemarkedet var enigt med de to analytikere og takserede regnskabet til en kursstigning på 2 pct. til 126,20 kr.

FLSmidth endte helt i toppen i indekset med sin stigning på 4,4 pct. til 259,50 kr.

"Der er ikke anden forklaring på det en mildere vinde for råvareaktier ude i Europa og så en modreaktion på det massive fald, aktien har oplevet," siger Ole Kjær Jensen.

Fra analytikerside fik Vestas løftet såvel anbefaling som kursmål hos finanshuset Macquarie. Anbefalingen lyder nu på "outperform" mod tidligere "neutral". Samtidig røg kursmålet 126 kr. op til 501 kr. Vestas-aktien steg 0,8 pct. til 456,20 kr.

Bankerne lå godt til

I den gode ende af C20 lå bankerne. Jyske Bank tættest på toppen med en stigning på 2,3 pct. til 262,70 kr., Nordea steg 1,5 pct. til 56,65 kr., mens den tredje C20-bankaktie - Danske Bank - steg 1,3 pct. 175,20 kr.

"Der er mere positive vinde i banksektoren ude i Europa i dag. Selv italienske banker stiger. Det smitter af på sektoren herhjemme," forklarer Ole Kjær Jensen.

Sanistål fortsatte op

Udenfor C20 fortsatte Sanistål op efter selskabets opjustering - den anden på en måned - af forventningerne til indeværende år mandag. Aktien steg 5,7 pct. til 83,50 kr. Mandag steg aktien 6,8 pct.

Københavns Lufthavne gjorde status over trafikudviklingen i sidste måned af første halvår, der viste sig som en rekordstart på sommeren. Aktiekursen gjorde ikke meget væsen af sig, da aktien lukkede 1,2 pct. lavere i 3866 kr.

Speas udloddede et ekstraordinært udbytte på 1500 kr. per aktie tirsdag. Det svarer til 12 pct. af mandagens lukkekurs på 12.350 kr.

Baggrunden for det ekstraordinære udbytte er, at selskabet i andet kvartal modtog exit-provenu fra private equity-fonde og dermed havde flere likvider på hånden end nødvendigt.

Speas-aktien faldt "kun" 5,6 pct. - eller 700 kr. - til 11.650 kr. og leverede dermed underliggende en stigning til aktionærerne.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis