ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Test: Sådan bekæmper du bedst de visne blade

Det kan være besværligt at fjerne visne blade fra græsplænen og perlegruset i indkørslen. Derfor har Bolius’ handyman, fagredaktør Casper Kjerumgaard, testet to metoder til at fjerne visne blade fra henholdsvis græsplænen og perlegrus i indkørslen.

Vi tester disse metoder:
1. Løvrive
2. Løvblæser (bladblæser)

Vi tester ud fra følgende parametre:
1. Hvor hurtigt er det? Hvor lang tid tager det at fjerne blade fra henholdsvis græsplæne og perlegrus i indkørsel?
2. Hvor anstrengende er det? Vores testperson vurderer, hvor hårdt det er at fjerne de visne blade på følgende skala: Nemt, lidt besværligt eller hårdt.
3. Hvor effektivt er det?
• Meget effektiv – godt resultat som ses med det samme.
• Ikke særlig effektiv – du bruger unødig meget tid, og bladene forsvinder ikke helt.
• Egner sig ikke som bladfjerner, bladene fjernes slet ikke.

Læs også:Guldgruben gemmer sig på øverste etage

Sådan gjorde vi
Vi delte en græsplæne på ca. 64 kvadratmeter op i to dele ved hjælp af en haveslange og gik så ellers i gang med at rive og blæse bladene sammen. Derudover testede vi også de to metoder i en indkørsel på ca. 55 kvadratmeter med perlegrus.


Metode 1: Løvriven
Løvriven bruges normalt flittigt i haven til eksempelvis at rive det nyslåede græs sammen. De fleste bruger den også om efteråret til at rive blade sammen.

Test 1: Græsplænen

Hvor hurtigt er det?
Det tog 2 minutter og 31 sekunder at rive blade sammen på plænen.

Hvor anstrengende er det?
Nem – det kræver ikke de store anstrengelser at rive blade sammen med en løvrive.

Hvor effektivt er det?
Metoden er meget effektiv, man får fjernet de fleste blade, og samler dem godt i en stor bunke. River du visne blade sammen med en løvrive, når bladene lige er blæst af træerne, kommer du godt og nemt i bund med alle bladene.

Test 2: Perlegrus

Hvor hurtigt er det?
Det tog omkring 30 minutter at rive bladene sammen/samle dem op med fingrene i perlegruset.

Hvor anstrengende er det?
Det er meget anstrengende og besværligt at rive blade sammen i perlegrus. Bladene hænger fast, de små sten rives med, og man bliver nødt til at bruge meget tid på at samle bladene op med fingrene.

Hvor effektivt er det?
En løvrive egner sig ikke til at fjerne visne blade i perlegrus. Selv om man bruger både løvrive og fingre, er der mange blade, man ikke får med op.

Metode 2: Løvblæser
En løvblæser er en maskine, der kan blæse blade sammen. Man bærer den rundt og retter den mod bladene. En løvblæser koster normalt 995-4.000 kr.

Test 1: Græsplænen

Hvor hurtigt er det?
Det tog 2 minutter og 10 sekunder at blæse blade sammen på plænen.

Hvor anstrengende er det?
Ikke anstrengende. Selv om løvblæseren, vi brugte, vejer 4,5 kilo, var den nem at gå rundt med.

Hvor effektivt er det?
Metoden er meget effektiv, resultatet ses tydeligt med det samme. Dog samler bladblæseren ikke bladene i en lige så pæn bunke som løvriven.

Læs også: Flere havetips fra Bolius
Hvordan slipper du nemmest af med visne blade?
10 gode råd om visne blade
Haveredskaber

Test 2: Perlegrus

Hvor hurtigt er det?
Det tog omkring 2 minutter at blæse bladene i perlegruset sammen med en løvblæser og samle dem op.

Hvor anstrengende er det?
Nem – løvblæseren blæste hurtigt bladene op fra perlegruset.

Hvor effektivt er det?
Meget effektiv. Bladblæseren blæste stort set alle blade væk fra perlegruset

VINDER: Løvblæser

Hvis du skal fjerne blade fra både græsplæne og indkørsel er det nemmest med en løvblæser. Specielt i perlegruset var det nemt at bruge løvblæseren, der meget effektivt fjernede bladene, mens løvriven både var besværlig og ineffektiv.

Løvriven kunne godt hamle op med løvblæseren på græsplænen. Det tog ganske vist en lille smule længere tid at rive bladene, men det var nemmere at samle bladene i en pæn bunke.

Det kan blive lidt hårdt med en løvrive, hvis du har en stor græsplæne, og hvis bladene er fugtige og sidder godt fast i græsset. Løvblæseren i testen vejede 4,5 kilo, men var overraskende nem at gå rundt med.

Vi prøvede også løvblæseren i bede både med og uden flis, og her blæste den også nemt bladene sammen uden at blæse flis ud på plænen.

Det koster en løvblæser
En anke ved løvblæsere er prisen. De koster ca. fra 995-4.000 kr., og det er en anelse dyrt for en maskine, du reelt set kun bruger et par gange om året. Samtidig bruger den benzin eller strøm, mens du bare bruger dine kræfter med løvriven og derved også får god motion.

I testen brugte vi en Stihl BG 86 C løvblæser til 2.995 kr. udlånt af forhandleren.

Se billedserien:Sådan ser haveredskaberne ud

Denne artikel er bragt i samarbejde med Bolius Boligejernes Videncenter.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis