ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Sydbank ser det afgørende at være selektiv blandt de dyre danske C25-aktier: Her er bankens anbefalinger

Dyre aktier og svage udsigter til vækst i virksomhederne kommer til at tegne billedet af det danske aktiemarked i 2019. Sådan lyder vurderingen fra Sydbank i en spritny udgave af publikationen Aktiestrategi.

Her tager Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen, temperaturen på forventningerne til afkastmulighederne på verdens aktiemarkeder, herunder det danske.  

”Skidt cocktail af ret dyr prisfastsættelse og svage vækstudsigter i 2019,” lyder overskriften for danske aktier.

Efter en svær afslutning på 2018, er C25-indekset siden nytår steget med ca. 2,7 pct. og ifølge Sydbank har 18 selskaber ud af de 25 største leveret positivt afkast.

”Vi fastholder et gult afkastbarometer på de danske aktier – og dermed udsigten til et afkast under historiske niveauer og på linje med verdensmarkedsindekset. De danske aktier er stadig dyrere prisfastsat end mange andre markeder – også når vi tager højde for sektorsammensætningen,” lyder det i analysen.

Dårligt udgangspunkt for bedre afkast

Ifølge Sydbank forventer investorerne en ”behersket indtjeningsfremgang” på 5 pct. i år, som matcher ganske fint med bankens egne estimater for selskabernes indtjening, om end det er noget lavere end vækstforventningerne til det brede europæiske aktiemarked, der lyder på 8 pct. i 2019.

”I vores optik giver et dyrt dansk aktiemarked med en svag vækstprofil i 2019 et dårligt udgangspunkt for bedre afkast end på det globale aktiemarked. Vi ser frem til en regnskabssæson, der vil blive præget af en fin afslutning på 2018, men formentlig af meget forsigtige 2019-prognoser,” skriver Sydbank.

Skal man se mere positivt på det, så ser Sydbank, at mange af de danske selskaber er solidt positionerede på deres markeder med tilpasningsdygtige forretningsmodeller, som sikrer selskaberne en høj fleksibilitet og giver dem en fordel i konkurrencen.

Sydbank har bl.a. en købsanbefaling på FLSmidth, Jyske Bank, Vestas, SAS, Bavarian Nordic, Carlsberg, Novo Nordisk og Genmab, mens selskaber som Danske Bank, DSV, Nordea, Pandora, Rockwool, Ambu, Tryg og Ørsted får en ”hold”-anbefaling.

Blandt selskaberne, der får en "sælg"-anbefaling er Bang & Olufsen, Chr. Hansen, Topdanmark og William Demant. 

”Vi forventer, at en meget selektiv tilgang til aktieudvælgelsen i den kommende periode bliver helt afgørende for at få et bedre end bare gennemsnitligt afkast på det danske aktiemarked. På 12 måneders sigt ser vi C25Cap-indekset i 1.000-1.100,” skriver Sydbank. 

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis