ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Svag rubel sender Carlsberg-aktien ned

Konsekvenserne af Carlsbergs russiske knibe er ved at gå op for investorerne, der fredag formiddag sender aktien ned med 4,9 pct. til 480,5 kr. - det klart største fald blandt landets 20 eliteaktier.

Rublen har været svag gennem længere tid, men nu er det som om virkeligheden banker på, siger analytiker Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand Markets.

"Rublen har i et stykke tid accelereret nedad, og der er ikke noget, der stopper den. Det begynder stille og roligt at sive ind hos aktionærerne, at det måske er et niveau for rubelkursen, som vi skal lægge ind i vores estimater, og hvis vi gør det, er Carlsberg ikke længere nogen billig aktie," siger han.

Renten blev hævet

Torsdag hævede den russiske centralbank sin ledende rente for at dæmme op for den seneste tids svækkede rubel. Men det har haft den modsatte virkning, og fredag svækkes rublen yderligere, så der nu skal 71,36 rubler til en euro.

Samtidig er analytikere begyndt at regne på, hvad rubelnedturen kan komme til at koste for Carlsberg. Her vurderer Alm. Brand Markets, at Carlsberg i 2015 skal ned på omkring 8,2 mia. i resultatet for primær drift (EBIT), der i år ventes at ligge på 9,3 mia. kr. Alm. Brand Markets havde tidligere et estimat for 2015, der var 20 pct. højere end det nuværende.

"Vi er begyndt at se, at der bliver vurderet, at man måske er nødt til at tage det her med i estimaterne, og det gør ondt på Carlsberg," siger Michael Friis Jørgensen.

"Det er problematisk"

Carlsbergs topchef, Jørgen Buhl Rasmussen, betegnede torsdag aften det russiske marked som "en udfordring" og sagde ifølge Bloomberg News, at bryggeriet har svært ved at se en løsning i den nære fremtid.

"Det er problematisk derovre. Det ved vi godt. Carlsberg har længe sagt, at der er stor risiko i Rusland, men har samtidig sagt, at der også er en stor rabat i aktien i forhold til andre bryggerier. Hvis man så lægger rubelkursen ind i estimaterne, så forsvinder den rabat," mener analytikeren.

Han peger på, at der er risiko for en kæmpe fødevareinflation i Rusland, som kan påvirke Carlsbergs strategi med at få forbrugerne til at købe dyrere øl.

"Det bliver mere problematisk at operere i det russiske marked, for en devaluering vil føre til fødevareinflation, fordi Rusland importerer en stor del af sine fødevarer," fortæller Michael Friis Jørgensen.

Hos Danske Markets har Carlsbergs russiske udfordringer fredag kostet en købsanbefaling og en bid af kursmålet. Michael Friis Jørgensen ser ikke anledning til at ændre på sin anbefaling "neutral" eller på kursmålet 540 kr.

Ritzau Finans


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis