ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Strateger: BRIK-lande vil styre aktierne

Analytikerne er ikke i tvivl. BRIK-landene og især Kina vil få større og større betydning for aktiemarkederne og de danske C20-aktier i 2010.

"Ja, det er bestemt noget, vi skal til at vænne os til. Nøgletal og kommentarer fra Kina får i højere grad betydning og har allerede i et stykke tid været trendsættende på markedet," siger Henrik Drusebjerg, seniorstrateg i Nordea.

Han påpeger, at det betyder, at analytikerne selv skal være bedre til at have fokus på denne del af verden og nøgletal og nyheder herfra.

"Der er tale om et paradigmeskifte, der er accelereret på grund af finanskrisen, som Kina stort set er gået fri af," siger han til borsen.dk.

Uafhængig af OECD-krise

Morten Kongshaug, aktiestrateg i Danske Bank er rørende enig.

"Udviklingen i Kina og de øvrige BRIK-lande er et stort tema lige nu, og også gennem 2010 er det ekstremt væsentligt, hvad der foregår her. Det er et bullmarkeds-tema, som godt kan fortsætte med en vis vægt i 2010," siger Morten Kongshaug til borsen.dk og uddyber:

"Den indlandske efterspørgsel i Kina, og andre BRIK-lande, er en selvstændig kilde til global vækst og samtidigt helt uafhængig af OECD-landenes kreditkrise, og det elsker markedet."

Kan ikke trække markedet alene

Morten Kongshaug mener dog ikke, at BRIK-landene alene kan trække aktiemarkederne i positiv retning.

"Efter vores opfattelse skal udviklingen her kombineres med markant fremgang i OECD, før aktiemarkedet bliver positivt overrasket. Med hensyn til Kina mener vi, at kinesisk vækst i 2010 vil være mere afhængig af eksport til OECD end set i 2008-09," siger han.

Alt i alt mener Danske Bank-strategen, at den kinesiske vækst i 2010 får svært ved at blive stærkere end set i fjerde kvartal af 2009, men at regionerne Latinamerika og Asien vil levere vigtige positive bidrag til den globale økonomi i 2010.

"Afhængigheden af udviklingsøkonomierne er stigende, og hvis de kommende års globale vækst ikke skal tynges af OECD-landenes generelt høje gældsniveauer, så kræver det stærk indenlandsk efterspørgsel herfra," siger Morten Kongshaug.

Danske selskaber kan drage nytte

Danske C20-selskaber, der kan have gavn af udviklingen i BRIK-landene, er ifølge Henrik Drusebjerg DSV, FLS, Carlsberg og A.P. Møller-Mærsk.

Morten Kongshaug påpeger desuden Torm og Nordens aktier som interessante i den forbindelse samt Novo Nordisk, der ifølge ham kan drage stor nytte af udviklingen, da BRIK-landene er nye markeder for deres produkter.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis