ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Største fald i et år til danske aktier

Den optrappede konflikt på Krim-halvøen i Ukraine afspejlede sig på aktiemarkedet mandag, hvor der blandt de danske selskaber var fald over hele linjen.

Det toneangivende danske C20 Cap-indeks lukkede mandag med et fald på 2,7 pct. til 748,4. Det er det største fald siden 11. februar 2013.

"Det hele har stået i skyggen af det i Ukraine, hvor det har eskaleret hen over weekenden. Så det er helt klart den afgørende faktor for aktiemarkedet i dag," siger chefhandler i Danske Bank, Mads Zink.

Alle 20 selskaber måtte notere et tab på ugens første handelsdag, og ud af de knap 200 noterede selskaber på Københavns Fondsbørs kunne kun 15 selskaber glæde sig over et plus efter mandagens handel.

Samme billede tegnede sig i Europa, hvor der var brede fald i de store europæiske indeks.

Carlsberg i bund

Helt i bund i af C20-Cap sluttede Carlsberg, der er særlig hårdt ramt af konflikten i Ukraine, fordi bryggeriet henter en stor del af sin indtjening på det russiske marked og ligeledes har Ukraine som et vigtigt marked. Carlsberg sluttede med et fald på 5,3 pct. til 540,5 kr.

"Carlsberg er en dem, der er mest eksponeret mod det russiske marked, og derudover har selskabet tre bryggerier i Ukraine, så uroen er en af de vigtigste årsager til, at aktien falder," siger Mads Zink.

"Den anden årsag er, at Carlsberg blev vægtet ned i Kax Cap-indekset (alle danske aktier red.) i dag. Så man kan ikke henlede hele kursfaldet til problematikken i Ukraine."

En stor sælger

Genmab, der tirsdag kommer med sit årsregnskab, placerede sig ligeledes i bunden blandt de største danske selskaber, men Mads Zink vurderer, at aktiefaldet er en smule tilfældigt. Genmab lukkede mandag med et fald på 4,5 pct. til 233,2 kr.

"Det er lidt tilfældigt, da en stor sælger har solgt 30.000 aktier, så det er nok et spørgsmål om, at der ikke er så mange så købere op til regnskabet, og så får den lov at falde lidt mere," siger Mads Zink.

I toppen finder man et par af de defensive aktier i form af Chr. Hansen og Tryg, der uden selskabsspecifikke nyheder begge faldt 0,7 pct.

En af de få lyspunkter i mandagens handel var biotekselskabet Bioporto, der mandag meddelte, at selskabet havde fået en krydslicens med amerikanske Abbott Labatories i stand og samtidig indgået forlig med Phadia om en længerevarende patentsag.

På baggrund af de gode nyheder steg Bioporto-aktien med 37 pct. til 2,2 kr.

Regnskabssæson er ved at ovre for de fleste selskaber, men mandag morgen leverede Vestjysk Bank leverede sit årsregnskab for 2013, og det bød på bekymrende meldinger for fremtiden.

Basisindtjeningen ventes at falde fra 631 mio. kr. i 2013 til 450-500 mio. kr., og banken er ikke sikker på, at den kan overholde sine solvenskrav.

Aktien faldt mandag 16 pct. til 8,1 kr.

/ritzau/FINANS

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis