ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Stærk europæisk start for aktierne i det nye år

Aktiemarkedet fik en god start på 2011, hvor investorerne mandag bed til bolle i troen på en fortsat forbedring af verdensøkonomien oven på krisen.

Det franske CAC 40-indeks steg 2,5 pct., mens det tyske DAX-indeks endte 1,1 pct. højere.

"Mens vi går ind i det nye år, ser vi en åbenbar offensiv tendens blandt aktieinvestorerne. Værdiansættelsen og en sandsynlig, fortsat forbedring i indtjeningen i 2011 peger også på, at markedet er undervurderet," skriver Nomuras strateger i et notat ifølge Bloomberg News.

Blandt de mest markante udsving fandt man sportsvognsproducenten Porsche, som drønede hele 15 pct. frem. En amerikansk dommer har afvist to sagsanlæg mod det tyske selskab, som var blevet stævnet for at have vildledt markedet i forbindelse med et køb af Volkswagen-aktier i 2008. Sagen kostede ifølge Bloomberg News 2 mia. dollar for 39 amerikanske hedgefonde.

Volkswagen kom også godt ud af mandagen med en stigning på 6,1 pct. Ud over den indirekte rolle i Porsche-sagen blev selskabet aktuelt, da det annoncerede en forlængelse af aftalen med den nuværende topchef Martin Winterkorn. Winterkorn fortsætter mindst fem år endnu, hvilket giver tid til at gennemføre fusionen med netop Porsche, som vil skabe verdensstørste bilproducent.

Den franske medievirksomhed Lagardere skød i vejret med 9,4 pct. i Paris, efter selskabet meddelte, at det forhandler om et salg af sine internationale magasiner.

Det er amerikanske Hearst Corp., som i forvejen ejer blandt andet Cosmopolitan og Esquire, som er interesseret i porteføljen. Den tæller blandt andet de internationale udgaver af Elle.

Danske Lundbeck steg 6,5 pct., efter selskabet leverede gode data fra de første to ud af i alt tre fase 3 studier med produktet Nalmefen til behandling af alkoholmisbrug. Endnu vildere gik det for sig hos Lundbecks finske samarbejdspartner Biotie. Her steg kursen hele 36 pct.

Lufthansa, som mellem jul og nytår nok engang afviste at være på vej med et bud på SAS, steg 3,0 pct. Det tyske luftfartsselskab vil hyre 4000 nye ansatte.

Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis