ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Solrig sommer for C20

Den kedelige og våde danske sommer har tilsyneladende vandet og gødet de danske aktiekurser. De er i hvert fald blomstret op og har over en bred kam leveret deres helt egen dosis af solskin til Fondsbørsen.

Det viser en gennemgang af lukkekurserne fra den 31. maj og den 31. august foretaget af Ritzau Finans.

Samlet er det toneangivende indeks steget med 13,4 pct. i perioden.

Banker pænt igennem

Bankerne i C20-indekset, der ellers har hørt meget for håndteringen af Cibor-renten og hævninger af rentemarginer, kom pænt igennem sommeren.

Nordea Danmark, der lukkede i kurs 44,45 i maj, rundede august af i kurs 54,95, godt hjulpet på vej af et pænt kvartalsregnskab, der viste en vækst på nettoresultatet på 16,9 pct. - et mønster der også kan ses hos Danske Bank.

Danske Bank gik således juni i møde i kurs 79,55 og kunne i august fremvise en kvartalsrapport, der meldte om afvikling af dårlige irske aktiver og en hævet rentemargin, hvilket resulterede i en vækst i nettoresultatet på 25,3 pct. - og som gav aktiekursen et spark bagi.

Danske Bank kunne derfor fortsætte ind i efteråret efter den 31. august med en aktiekurs ved lukketid på 103 kr.

Fint på forsikringsfronten


På forsikringsfronten har Topdanmark haft fin udvikling på aktiekursen siden forårets slutning.

Koncernen, der rundede maj af i kurs 970, leverede en omsætningsvækst på 1,7 pct. Ikke desto mindre leverede selskabet et fald i nettoresultatet på 5,3 pct., men det var ikke nok til at afskrække markedet, der i løbet af sommeren nåede at trække aktiekursen op i 1117.

Tryg-koncernen leverede til gengæld et af periodens flottere resultater med en vækst på 42,3 pct. i nettoresultatet.

Koncernen lagde ud i kurs 315,2 i start-juni, og det pæne regnskab tillod koncernen at byde aktionærerne velkommen hjem fra sommerferie i kurs 368,9.

Solid fremgang

På industrifronten leverede Coloplast en solid fremgang på nettoresultatet i kvartalsregnskabet for andet kvartal.

En vækst på 63,3 pct. blev det til, på trods af, at virksomheden gik tilbage på driftsresultatet med 6,1 pct.

Kursen på plast-producenten er sprunget fra 1033 til 1183 på de sidste tre måneder, og med en omsætningsvækst på 4,5 pct. opjusterede Coloplast forventningerne til driftsmarginen ved sidste regnskab.

Også i industriboldgaden har NKT haft en turbulent sommerperiode. Kursen faldt til 193,9 fra 209,4 i forlængelse af et regnskab, der skuffede analytikerne, og som i øvrigt annoncerede en nedjustering.

NKT leverede et fald i omsætning på 2,8 pct., men fik alligevel en imponerende vækst i nettoresultatet på 4700 pct., trukket af en stor engangsindtægt fra frasalg af divisionen NKT Flexibles.

Udsving i Pandora og Vestas

Smykkeproducenten Pandora, der har taget et hop på cirka 33 pct. på aktiekursen fra 61 til 80,05, leverede ellers et resultat uden de store jubelscener i andet kvartal.

En tilbagegang på nettoresultatet på knap 90 pct. og en tilbagegang i omsætning på 9,5 pct. i forhold til 2011 var imidlertid bedre end ventet, og det kvitterede markedet således for.

Vestas, der blandt andet meldte ud, at det var nødt til at nedlægge yderligere 1400 stillinger, har efter et hårdt kvartalsregnskab med tilbagegang på 76,7 pct. på den primære drift i forhold til samme periode sidste år, har oplevet en kursmæssig fremgang.

Aktien, der startede juni i kurs 36,78, er på tre måneder steget til kurs 41,24. Rygter om samarbejde har i august sidste dage løftet investorernes forventninger.

Tab i GN Store Nord

GN Store Nord viste fremgang på omsætningen på 13,6 pct., men tabte på nettoresultatet, der gik 48 pct. ned i forhold til samme periode 2011.

Driftsresultatet (EBITA) var dog bedre end estimaterne, så GN, der kom ud af maj i kurs 70,35, gik ind i september i kurs 80,15.

Carlsbergs sommer har været præget af mange udsving efter en række nyheder om lovændringer på det russiske marked, salget af Asia Pacific Breweries til konkurrenten Heineken og et regnskab, der viste en nedgang på driftsresultatet på 6,1 pct.

Ikke desto mindre har ølgiganten leveret en fremgang på nettoresultatet på 63,3 pct. i andet kvartal, og aktiekursen er steget fra 447,8 i slut-maj til en lukkekurs den 31. august på 513 kr. rent.

Biotek i vælten

Forlader man C20 er der især en enkelt branche, der springer i øjnene: Biotek. Biotekaktierne har hoppet og danset som en anden elastikspringer hele sommeren efter en række udmeldinger i både den gode og den dårlige ende af skalaen.

Topotarget, Veloxis og Neurosearch har alle taget dyk på aktiekursen, hvor især Neurosearch skuffede markedet med nedskrivningen af satsningen Huntexil, til et rundt nul efter et katastrofalt kvartal, hvor resultatet derfor landede på et underskud på mere end 400 mio. kr.

Aktien har fulgt med i nedturen og efter at have startet sommerperioden i kurs 5,6 fulgte aktiekursen de faldende efterårsblade nedad med noget nær en halvering til kurs 3,02 uden at vise tegn på at vende.

Veloxis har også tabt en god bid af sin markedsværdi, da aktien forlader en hård sommer i kurs 0,34 efter at være startet i kurs 0,65. Værst ser det dog ud for Topotarget-aktien, der indledte juni i kurs 3,43, men den 31. august var dykket til under en tredjedel til kurs 0,96.

Genmab mod strømmen


I den lyse ende af biotekselskaberne på den danske fondsbørs finder man Genmab.

Virksomheden, der meldte et stort samarbejde med amerikanske Johnson & Johnson i slutningen af august kan gå efteråret i møde med en god smag i munden efter at have oplevet en stigning fra kurs 42 til 78,5.

Sammen med Genmab i den muntre ende af Fondsbørsen finder man Sparekassen Lolland, der er steget fra 6,45 til 12,3 kr. per aktie, Vestjysk Bank, der er gået op til 19 kr. fra 12 kr. til sidst rederivirksomheden Torm, der ellers har oplevet et hårdt forår.

Torm er i løbet af den ellers triste sommer gået op fra 2,03 til 2,98 kr. - en stigning på næsten 50 pct.

/ritzau/FINANS

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis