ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Snaps og bitter er presset ud

Gammel Dansk og Aalborg Akvavit er under pres af skift i danskernes alkoholvaner. Mærkernes ejer, franske Pernod Ricard, har halveret deres omsætning i Danmark.

En gang fast tilbehør i barskabet. I dag blot en skygge af sig selv. Det går kraftigt ned ad bakke for de danske spritklenodier Gammel Dansk og Aalborg Akvavit, der i dag ejes af den franske vin- og spiritusgigant Pernod Ricard.

“Tiden er ikke med akvavit og bitter, hvorimod whiskey, rom og vodka er det, der er vækst i i Danmark. Generelt set viger markedet for snaps med to procentpoint om året og for bitter er det 3-4 procentpoint,” siger Jan Rose Pedersen, der er adm. direktør for Pernod Ricard Denmark.

Var milliardforretning

Pernod Ricards danske selskab består bl.a. af de sjatter, der efterhånden er tilbage efter det engang så hæderkronede danske spiritusmonopol, De Danske Spritfabrikker. Spritfabrikkerne var engang en milliardforretning med et hav af brands. Men tiden synes i dag at være løbet fra de danske mærker.

Gammel Dansk og Aalborg Akvavit følger med markedet nedad. Især Gammel Dansk, der for år tilbage var det suverænt største spiritusmærke i Danmark, har det hårdt. Pernod Ricard har for længst taget konsekvensen af det vigende marked og droppet at bruge ressourcer på innovation af mærket samt lagt en række smagsvarianter i graven, så der i dag kun er én variant tilbage.

“Gammel Dansk er kede af det, hver gang de læser en dødsannonce, for så røg der en potentiel kunde. Det er et mærke, der har bedst tag i mænd, der i dag er 60+, og som har svært ved at få fat i nye forbrugere,” siger livsstilseksperten Niels Folmann, der er tidligere direktør for reklamefirmaet BBDO og nu driver selvstændig rådgivningsvirksomhed.

Han peger på, at problemet for både Gammel Dansk og Aalborg er, at der bliver færre og færre brugssituationer, hvor mærkerne passer ind. Ved højtiderne omkring jul og påske har snapsene stadig deres berettigelse, men derudover har alkoholvanerne ændret sig. Og her står de danske spritklenodier tilbage med tømmermænd.

Droppet af jægere

“Man tager ikke længere en morgenbitter på arbejdspladsen, og selv jægere og fiskere dropper Gammel Dansk i dag. Der er generelt færre og færre brugssituationer, hvor det er naturligt at finde en flaske bitter frem,” siger Niels Folmann, der peger på at de udenlandske ejere har behandlet de danske spritklenodier stedmoderligt.

“Det er meget oppe i tiden at vinen, whiskyen og cognacen skal have en historie, og der har man under de forskellige udenlandske ejere nok også forsømt lidt at forstå, hvad det var, mærker som Gammel Dansk og Aalborg kunne tilføre rent historiemæssigt,” siger Folmann og peger på, hvordan norske Linie Akvavit, der konkurrerer med Aalborg, har rendyrket sin brandfortælling.

“Man kan grine lidt af historien om, at den har været sejlet over Ækvator to gange, inden den er tappet, men det er en rigtig god historie, som man kan bygge en effektiv kommunikation op over,” siger Niels Folmann.

Jan Rose Pedersen erkender, at markedsforholdene er svære.

“Nultolerance for alkohol på arbejdspladserne betyder ændrede markedsforhold, og den traditionelle danske frokost har også ændret sig, og det er den virkelighed, vi arbejder med,” siger Jan Rose Pedersen.

Der findes i dag 14 varianter af Aalborg-mærket, med Aalborg Taffel Akvatit, som den største. Taffel Akvavit, der også kaldes Rød Aalborg, er fortsat det største spiritusmærke i Danmark.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis