ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Skattestyrelsen har for første gang oplysninger om 20.000 danskeres kryptohandel: "Borgerne har ikke været så opmærksomme på at få indberettet til os"

Siden Bitcoins og andre kryptovalutaer blev en ting i Danmark, har spørgsmålet om skat i forhold til handel af de digitale valutaer været noget af en gråzone. 

Men nu har skattemyndighederne for første gang modtaget personlige oplysninger fra tre danske kryptobørser om 20.000 borgeres kryptohandel foretaget i perioden 1. januar 2016 til og med 31. december 2018. Det oplyser Skattestyrelsen i en pressemeddelelse. 

Tidligere på året fik Skattestyrelsen tilladelse af Skatterådet til at indhente oplysninger om handel med kryptovaluta hos de tre danske kryptobørser.
 
Kryptobørserne har skulle oplyse om identifikationsoplysninger som navne, adresser, cpr-numre og evt. cvr-information. 

De modtagne oplysninger skal ifølge Skattestyrelsen være med til at bidrage til et overblik over omfanget af handel med kryptovaluta og sikre, at borgerne betaler korrekt skat af salg på kryptobørser.

"Det er første gang, vi får et indblik i, hvor mange der har købt og solgt kryptovaluta i Danmark. Vi har nu et solidt datagrundlag for at gå videre i vores arbejde, som handler om at sikre, at borgere og virksomheder betaler det rigtige i skat, hvis de har en gevinst og får fradrag, hvis de har lidt et tab. På den måde kan vi også give borgerne en endnu bedre vejledning," siger underdirektør Kim Tolstrup, Skattestyrelsen i pressemeddelelsen.

Skattestyrelsen har kontaktet de tre danske kryptobørser, som man har haft kendskab til, og fået udleveret oplysninger på de personer, børserne har i deres databaser. 

Det endelige antal af danske kryptobørser kendes ikke.

"Det er ikke for sent"

Skattestyrelsen skal i den kommende tid gennemgå de personlige oplysninger om de 20.000 danskere. Her vil det blive undersøgt om tab og gevinst er blevet angivet korrekt. 

"Det er endnu for tidligt at sige, hvad vi finder, når vi kigger ind i materialet. Men vores indledende gennemgang viser, at borgerne ikke har været så opmærksomme på at få indberettet til os. Derfor er det vigtigt at sige, at det ikke er for sent. Man kan godt få genoptaget sin sag, hvis man har gode grunde til det. Så jeg vil gerne komme med en opfordring til, at man får kigget på, hvad man har selvangivet, hvis man har købt og solgt kryptovaluta de seneste år," fortsætter Kim Tolstrup.

20.000 danskere - yderligere antal udlændinge

Det er ikke kun oplysninger på danske statsborgere, der blev fundet i kryptobørsernes databaser. Et yderligere antal udlandske statsborgere har også handlet på de danske kryptobørser, og de oplysninger vil i fremtiden kunne blive delt med udenlandske skattemyndigheder.

"Vi har også udlandske statsborgere i de data, som vi har været ude og hente. Dem vil vi selvfølgelig også udveksle til andre lande," siger Kim Tolstrup. 

Skattestyrelsen har før modtaget tip om danske bitcoin-spekulanter, der har handlet i Finland.

Kim Tolstrup kan ikke nævne nøjagtige beløb, der er blevet handlet for i Danmark, men han fortæller, at tallene er meget forskellige.

"Det er nede fra få hundrede kroner til beløb i millionklassen." 

De første ændringer af skatten for nogle af de 20.000 handlende på de tre danske kryptobørser er allerede blevet udsendt. I den kommende tid vil de resterende danskere få besked. Det oplyser Skattestyrelsen.  

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis