1
Familien Kirk Kristiansen178 mia. kr.
Lego, Kirkbi m.fl.
Kjeld Kirk Kristiansen fylder 70 senere i år, og sammen med sine tre børn har han cementeret sin position som Danmarks rigeste.
Sidste år voksede formuen fra 141 mia. kr. til 178 mia. kr., godt hjulpet af Legos fortsatte succes. Selvom vækstkurven er knækket for legetøjskoncernen, er det stadig svimlende overskud, der sendes videre til familiens pengetank Kirkbi og Lego Fonden.
Imens hygger Kirk Kristiansen-familien sig med formuen, hvor kostbare indkøb af rideheste eller etableringen af en bemærkelsesværdigt flot golfbane ved Kerteminde og lignende aktiviteter næsten ikke engang udløser krusninger på balancen.
2
Anders Holch Povlsen47,1 mia. kr.
Bestseller m. m.
Danmarks klart største modetøjskoncern, Bestseller, udgør fortsat en væsentlig del af Anders Holch Povlsens milliardformue. Og Bestseller er endda vokset betydeligt i omfang siden Anders Holch Povlsen og hans far, stifteren af Bestseller, Troels Holch Povlsen, for snart 20 år siden begyndte et generationsskifte.
Bestseller omsatte i det senest offentliggjorte regnskabsår for 22 mia. kr. og fik et overskud før skat på 2 mia. kr. Den bogførte egenkapital er på 11 mia. kr. Dertil kommer halvparten af det uafhængige Bestseller Fashion Group China, som Anders Holch Povlsen for nylig afslørede, at han overtog fra sin far for fem år siden. Omsætningen dér er angiveligt nogenlunde den samme som i den danskbaserede del. Men Anders Holch får ved siden af Bestseller stadig flere og flere æg i sin kurv – både i modeindustrien og nudenfor.
Nethandel er en gennemgående overskrift for hans investeringer. Det samme er ejendomme. Anders Holch er således storinvestor i de to store europæiske modehandelshuse på nettet Asos og Zalando – begge steder med aktier for milliarder i kursværdi. Desuden er han bl.a. med i Whiteaway Group, i netsupermarkedet Nemlig.com og i den analoge butikskæde Normal. Og oven i enorme besiddelser i Skotland og Rumænien køber han på ejendomssiden f.eks. op i hjembyen Aarhus og er finansiel muskel i et stort hotelprojekt i Aarhus, hvor Bjarke Ingels slår stregerne.
3
Lars Larsen28,8 mia. kr
Jysk Holding
Lars Larsen, eller Dyne-Larsen som mange danskere også kender ham som, er uden sammenligning den mest farverige blandt landets ti rigeste. Eventyret begyndte for 38 år siden med en butik i Aarhus med navnet Jysk Sengetøjslager. I dag har Jysk-koncernen flere tusinde butikker i 48 lande verden over og en omsætning på 23,2 mia. kr.
Selv om han fyrede sig selv som adm. direktør i 2000, er Lars Larsen stadig synonym med Jysk. I dag er den 68-årige dynekonge bestyrelsesformand og ejer af koncernen. Men Lars Larsen er heller ikke bleg for at sætte formuen i spil i andre selskaber. Han ejer bl.a. den internetbaserede møbelkæde Bolia.com, møbelhusene Ilva og Idémøbler samt møbelproducenten Actona.
4
Familien Clausen28,5 mia. kr.
Danfoss
Familien Clausen er et af Danmarks mest kendte er-hvervsdynastier. Familiens frontfigur, Jørgen Mads Clausen, er søn af Mads Clausen, der i sin tid stiftede Danfoss. Jørgen Mads Clausen er i dag bestyrelsesformand i det sønderjyske selskab, der er en af landets største industrikoncerner med en omsætning på 39,2 mia. kr.
Familien Clausen ejer personligt knap halvdelen af Danfoss. Resten ejes af Bitten & Mads Clausens Fond samt medarbejdere. Familien er meget aktive i Sønderjylland og vil gerne bidrage til egnens udvikling. Senest satte Jørgen Mads Clausen sig i spidsen for at få en bro fra Fyn til Als. Den største nyhed for Danfoss det seneste år var, at koncernen den 1. juli får ny topchef efter ni år med Niels B. Christiansen.
5
Niels Peter Louis-Hansen27,8 mia. kr.
Coloplast/Ambu
Familien Louis-Hansen, primært bestående af Niels Peter Louis-Hansen og søsteren Benedicte Find, er børn af stifteren af milliardvirksomheden Coloplast. Faderen Aage Louis-Hansen gik modvilligt med til at producere sygeplejersken Elise Sørensens idé til en stomipose. Hustruen, Johanne, var selv sygeplejerske og så potentialet i idéen. Hun fik overtalt manden, og i dag er Coloplast globalt førende på hjælpemidler til stomiopererede samt folk med vandladningsproblemer.
Den erhvervsmæssige succes har skabt værdier for knap 28 mia. kr. og gjort familien Louis-Hansen til en af Danmarks rigeste. Niels Peter Louis-Hansen er fortsat aktiv i Coloplasts bestyrelse, hvor han er næstformand. Samtidig bestyrer han familiefonden.
6
Hanni Merete Toosbuy Kasprzak12,5 mia. kr.
Ecco
Den højest placerede kvinde på listen over rige danskere er arving til skokoncernen Ecco, som år efter år tjener solide milliardoverskud. I 2016 knækkede kurven ganske vist på både salg og overskud, men Ecco tjente stadig 1,3 mia. kr. før skat. For ganske nylig trak Hanni Toosbuy Kasprzaks mand Dieter Kasprzak sig fra posten som adm. direktør i Ecco og blev afløst af det mangeårige direktionsmedlem Steen Borgholm.
Hanni Toosbuy Kasprzak blander sig ikke i den daglige drift af Ecco, men er kendt som en meget hesteinteresseret kvinde, der blandt andet følger datteren Anna Kasprzaks karriere som deltager på det danske dressurlandshold. Anna Kasprzaks bror André Kasprzak er professionel golfspiller.
7
Bent Jensen12,4 mia. kr.
Linak
De årlige overskud i den sønderjyske industrikoncern Linak har de seneste par år krydset en halv mia. kr., og det betyder, at Bent Jensen rykker frem blandt de allerrigeste danskere.
Som nyuddannet maskiningeniør i 1976 var det ellers ikke en drøm at overtage sin fars virksomhed.
Dengang hed familievirksomheden, der var grundlagt af hans bedstefar i 1907, Christian Jensen og Sønner, og havde blot syv ansatte.
Men Bent Jensen opfandt et nyt produkt, en elektrisk motor, til særligt hæve- og sænkeborde og hospitalssenge, og skabte en international industrikoncern, der i dag sælger over hele verden.
8
Familien Foss10,8 mia. kr.
Foss
Stifterfamilien sidder fortsat tungt på ejerskabet af den virksomhed, Nils Foss stiftede i 1959. Som verdensførende inden for måle- og analyseudstyr til landbruget og fødevareindustrien sidder Peter Foss som bestyrelsesformand. Det sker, uden at repræsentanter for næste generation er aktive i virksomhedens daglige ledelse. Peter Foss var selv topchef fra 1991 til 2011. I 2016 er Foss familien sprunget tre pladser op på listen over rige danskere, og selskabet har da også vist indtjeningsfremgang på 30 pct. trods en beskeden vækst på 5,5 pct. i omsætningen. Til gengæld er overskudsgraden af driften løftet til 23,4 pct. fra 18,8 pct.
9
Familien Kann-Rasmussen
8,8 mia. kr.Familien Kann-Rasmussen
Velux
Den 44-årige Mads Kann-Rasmussen, der er barnebarn af Velux-stifter Villum Kann-Rasmussen (foto), er den nye stærke mand i ejerfamilien bag Velux. Ejerskabet ligger hos VKR Holding, der beskæftiger mere end 14.000 med-arbejdere i 41 lande verden over.
VKR Holding er familie- og fondsejet, af henholdsvis Villum Fonden og familien Kann-Rasmussen, hvor fonden sidder på majoriteten. Det er gennem VKR Holding at familien udøver sit ejerskab og her har Mads Kann-Rasmussen, der har en fortid hos både familievirksomheden og Boston Consulting Group, allieret sig med en tung bestyrelse, hvor der sidder tidligere topfolk fra Mærsk, PFA, Danisco, Novozymes og FIH.
10
Fam. Mærsk-McKinney Møller
8,7 mia. kr.Fam. Mærsk-McKinney Møller
A.P. Møller-Mærsk
Mærsk-familien har bundet deres formue op på udviklingen i det traditionsbundne konglomerat A.P. Møller-Mærsk. Men netop beslutningen om at gøre op med dele af konglomerat-tankegangen har boostet familiens formue. Siden det i sommeren 2016 blev meldt ud, at man ville opdele koncernen i en logistik-enhed og udskille de energirelaterede dele som olie og drilling, er værdien steget. A.P. Møller-Mærsks markedsværdi steg fra 220 til 238 mia. kr.
Spørgsmålet er dog, hvordan udskilningen af energi-divisionen vil forløbe, og hvordan det vil påvirke familiens formue fremadrettet. Robert Uggla vil varetage ejerskabet i Mærsk gennem A.P. Møller Holding.
11
Fam. Topsøe8,6 mia. kr.
Haldor Topsøe
Den nu afdøde Haldor Topsøe var en af landets mest kendte og respekterede virksomhedsledere, og arvingerne holder fast i ejerskabet af ingeniørkoncernen. I 2011 blev første etape af generationsskiftet foretaget, og året efter blev aktierne igen fordelt, således at stifterens fire børn i dag sidder på 10 pct. af ejerskabet, mens tredje generation ejer 90 pct. af virksomheden. Familiens magthaver er i dag barnebarnet Jakob Haldor Topsøe (foto), der er formand i Holding-selskabet, ligesom han er næstformand i Haldor Topsøe A/S’ bestyrelse, hvor direktøren for Maj Invest, Jeppe Christiansen, er bestyrelsesformand. Familien har blandt andet investeret godt 200 mio. kr. i et biotekselskab, der arbejder på at udvikle lægemidler – bl.a. mod kræft.
12
Familien Kirk Johansen8,1 mia. kr.
Kirk Kapital A/S
Kirk Johansen-familien modtog i 2007 penge mod at afgive sit ejerskab af Lego til den anden gren af familien, Kirk Kristiansen. Medlemmerne, bl.a. Anders Kirk Johansen, driver forskellige aktiviteter i privat regi, men er fælles om investeringsselskabet Kirk Kapital. Her er strategien langsigtet og “fokuserer på at skabe værdi og sikre den rette risikospredning gennem investeringer i flere aktivklasser”, som det hedder. Resultatet er hvert år beskedne afkast i forhold til formuen og i forhold til, hvad familiemedlemmerne på Kirk Kristiansen-siden præsterer med Lego-regnskaberne som et årligt tilbagevendende guldæg. Kirk Johansen-grenen putter bl.a. penge i rutefly, skibe og selskaber som Kompan, PNO Holding, Alliance+ og Ferrosan Medical Devices.
13
Torben Østergaard Nielsen7,9 mia. kr.
Selfinvest ApS
Det barske marked for skibsbrændstof, også kaldet bunkers, er Torben Østergaard Nielsens hjemmebane. Middelfarteren har opbygget koncernen Bunker Holding, som ifølge det seneste regnskab solgte brændstof for 38 mia. kr., selvom olieprisen er sendt helt i bund. Trecifrede millionoverskud triller ind i Østergaard Nielsens private selskab Selfinvest, der også ejer et tankskibsrederi, shippingaktiviteter og en række andre selskaber, som han har engageret sig i. Konkursen hos rivalen OW Bunker blev vendt til Østergaard Nielsens fordel, da han lynhurtigt overtog nogle af de bedste medarbejdere og aktiver fra det nordjyske konkursbo. I dag dyster Bunker Holding med amerikanske World Fuel Services om førstepladsen på bunkermarkedet.
14
Familien Due Jensen6,2 mia. kr.
Poul Due Jensens Fond
Familien Due Jensen sidder på knap 11 pct. af aktierne i Grundfos, som Poul Due Jensen stiftede i 1945. De seneste mange år har stifterens søn, Niels Due Jensen (foto), været familiens ukronede konge, men tredje generation trænger sig på i form af sønnen Poul Due Jensen, der er opkaldt efter sin farfar. Poul Due Jensen trådte i 2014 ind i ledel-sen i pumpevirksomheden, der siden begyndelsen har haft hovedsæde i Bjerringbro. Niels Due Jensen var indtil 2011 bestyrelsesformand for Grundfos, men blev presset væk af bl.a. sine to søstre, Estrid og Ingermarie. Niels Due Jensen er i dag formand for Poul Due Jensens Fond, som sidder på aktiemajoriteten i Grundfos Holding med en andel på 88 pct.
15
Familien Fleggaard5,2 mia. kr.
Fleggaard Holding
Familien Fleggaard har polstret sig godt det seneste år. Familien, der er bedst kendt for sine grænsebutikker, løf-tede i det seneste regnskab for 2015/16 bundlinjen til et rekordhøjt niveau på 440 mio. kr. før skat.
Virksomheden blev etableret i 1926 som en lille tobaks- og kolonialhandel i Padborg, men tog først for alvor fart, da Hans Frede Fleggaard overtog forretningen i 1960’erne. I dag dækker Fleggaard foruden to kæder af grænsebutikker over hårde hvidevarer, mobiltelefoner og leasingbiler. I maj kunne Børsen desuden fortælle, at Fleggaard nu også går ind i en satsning på kæledyr. Virksomheden ejes af de tre søskende Ole (foto), Birgitte og Susanne Fleggaard, som deles ligeligt om magten.
16
Familien Tøpholm5,2 mia. kr.
Widex
Ligeligt delt ejerskab har været mantraet hos familierne bag høreapparatkoncernen Widex, siden det første høreapparat blev sendt i salg i 1956. Firmaet blev skabt i kælderen i et rækkehus i Nærum, hvor stifterne, Christian Tøpholm og Erik Westermann, satsede fratrædelsesgodtgørelsen fra Oticon og med hjælp fra familie og forretningsforbindelser fik liv i egne virksomhedsambitioner. Widex er i dag ledet af en direktør, som er hentet uden for familien, efter sønnerne af stifterne trak sig fra direktionsgangen. De holder dog fortsat snor i strategien fra bestyrelseslokalet, hvor Christian Tøpholms søn, Jan Tøpholm, sidder for bordenden. Jan Tøpholms to sønner, Julian og Richard, er begge ansat i Widex i ledende poster og har fået andel i ejerskabet.
17
Brødrene Westermann5,0 mia. kr.
Widex
Brødrene Westermann, Anders og Søren, hører til i den sky og diskrete kategori. De foretrækker at flyve under radaren og har aldrig, heller ikke da de var en del af ledelsen i Widex, været profilerede som forretningsfolk og investorer. De trådte begge tilbage fra ledelsen af familievirksomheden i 2013 og trådte i stedet et skridt op i bestyrelsen, hvor de plejede deres ejerskab. Og det er netop Widex, stiftet i 1955, der er hele grundlaget for deres liv og formue. Familien Westermann har i mange år været investorer i kapitalfonden Axcel, ligesom de investerer i ejendomme, bl.a. gennem Walls, der opererer indenfor livstilsboliger.
18
Winnie Liljeborg4,9 mia. kr.
Pandora
Hun er tæt på totalt ukendt i den brede offentlighed, men Winnie Liljeborg er med helt i toppen af dem, der er blevet milliardærer på smykkeeventyret i Pandora.
Hun åbnede i 1982 en juvelerbutik sammen med sin daværende ægtemand Per Enevoldsen, som var guld-smed. I 1989 besluttede ægteparret at etablere produktion i Thailand, og herefter tog det fart. Det var særligt konceptet med vedhæng til armbånd, der med årene blev et kæmpe hit i både Danmark og udlandet.
Winnie Liljeborg og Per Enevoldsen blev stenrige, da Axcel i 2008 købte sig ind i Pandora, og de gentog kunststykket to år senere, da selskabet gik på børsen. De senere år har Liljeborg markeret sig med donationer til bl.a. Julemærkefonden.
19
Niels Thorborg4,7 mia. kr.
L’easy, 3C Holding ApS
Den selvgjorte milliardær Niels Thorborg kan altid snuse sig frem til en god forretning, så der bliver løbet stærkt i selskaberne under paraplyen 3C Holding. Formuen blev skabt på L’easy, der sælger og udlejer hvidevarer og meget andet til skandinaviske forbrugere. Efter et usædvanligt indbringende frasalg af netbutikken Wupti.com til Dansk Supermarked har han senest bakket op om det fynske robotmiljø ved at skyde millioner i selskabet Blue Ocean Robotics. På hans store hjørnekontor i det indre Odense danser en stribet Hoptimist i OB-farver – hvid og blå – i vindueskarmen som en hilsen fra et andet ben i koncernen, Odense Boldklub, der til gengæld har svært ved at tjene penge. Han afviser dog kategorisk, at fodboldaktierne er rent con amore.
20
Fam. Stadil4,6 mia. kr.
Thornico
Det er far og søn, Thor og Christian Stadil, der ejer mo-derselskabet Thornico, som er den juridiske ramme for et væld af selskaber. Thornico er et konglomerat, og familien Stadil er stolte af konglomeratet og holder intenst fast i det trods flere særdeles vanskelige år for Thornico Shipping, der alene i seneste regnskabsår måtte nedskrive for mere end 600 mio. kr. Det er to yderst profilerede herrer, der står bag virksomheden , og på hver deres måde tegner de den udadtil: Faren Thor Stadil (foto) som den klassiske forretningsmand, der har noget patriark over sig med skarptskårne holdninger og en handlekraft, man kan slå sig på, og sønnen Christian Stadil som en flittig og aktiv erhvervsmand, der repræsenterer mere moderne ledelsesformer.
21
Familien Hellerung Christiansen4,4 mia. kr.
Bygma Gruppen
Med bygge- og trælastkoncernen Bygma, der er en sammentrækning af ordet byggematerialer, har familien Hellerung Christiansen skabt sig en voksende formue. Historien om Bygma starter i 1952, hvor stifteren Lars Børge Christiansen begynder som en af to ansatte i agenturvirksomheden A/S Hjalmer Wennerth, som han efter to år overtager. Efter en fusion med Scandinova i 1960 og flere opkøb skifter koncernen navn til Bygma i 1992, som i dag drives af stifterens tre børn med Peter Hellerung Christiansen (foto) i spidsen som adm. direktør. Bygge- og trælastkoncernen, der beskæftiger ca. 2100 ansatte fordelt på ca. 100 forretningsenheder i hele Norden, har igennem de seneste år med fordel satset stort på professionelle håndværkere.
22
Familien Kjær4,1 mia. kr.
AVK Group
Niels Aage Kjær er hovedaktionær og adm. direktør i den familieejede AVK-koncern, der med hovedsæde i Galten ved Aarhus omsætter for 3,8 mia. kr. og beskæftiger næsten 3000 medarbejdere over hele verden. Siden Niels Aage Kjær efter sin far Aage V. Kjærs død i 1970 overtog et maskinværksted med fire ansatte, har familien bag den internationale producent af ventiler opbygget en privat milliardformue. Selvom familien gerne holder sig ude af offentlighedens søgelys, er der dog én undtagelse: arveafgiften. Her ryger Niels Aage Kjær op i det røde felt, hvis nogen begynder at tale om, at de rige bare vil rage endnu flere penge til sig. Væksten i AVK har stået i stampe de seneste år, og derfor er koncernen begyndt at blive ret aggressive med opkøb.
23
Familien Bohnsen3,9 mia. kr.
Unifeeder
Shippingmilliardæren Peter Bohnsen og hans fire døtre Birgitte, Maria, Jane og Anne Sofies formue udvikler sig med usvigelig sikkerhed år efter år. Familien, der er en af Aarhus’ rigeste, lægger hvert år et par hundrede millioner oveni formuen, der nu nærmer sig 4 mia. kr.
Det er primært en større aktiebeholdning, der er årsagen til de store afkast, men Peter Bohnsen har aldrig indviet offentligheden i sine private investeringer. Han holder sig nemlig langt væk fra rampelyset, og udtaler sig aldrig om sine penge.
Formuen stammer fra 2007, da Peter Bohnsen sammen med kompagnonen Tonny Dalhøj Paulsen solgte containerrederiet Unifeeder for omkring 2 mia. kr.
24
Familien Frederiksen3,8 mia. kr.
HCS A/S Transport & Spedition
Familien Frederiksen fra Glostrup har lavet en formue ud af bl.a. affald, grus og sten. Gennem flere år har familien tjent store millionbeløb gennem det familieejede selskab HCS A/S Transport & Spedition, der bl.a. tjener sine penge på international transport og logistik, indsamling af hus-holdningsaffald, genbrug af pap og papir, drift af genbrugs-
pladser og kørsel med bl.a. asfalt, grus og forurenet jord. De fleste kender selskabet fra deres karakteristiske røde lastbiler, som kører rundt på landets veje. Adm. direktør i selskabet er Mads Frederiksen (foto), der er fjerde generation i HCS Transport & Spedition. Han ejer selskabet sammen med sin far Hans Frederiksen og broderen Jacob Frederiksen.
25
Ib Nymark Hegelund3,8 mia. kr.
Imbtech
Ib Nymark Hegelund brugte kompetencerne som civilingeniør til at skabe Denmark Enzymes, der solgte enzymer til fødevareindustrien. Det skete fra basen i Lystrup ved Aarhus, hvorfra der blev solgt enzymer til hele verden.
Det blev dog frasalget af enzymvirksomheden, der for alvor sendte Ib Nymark Hegelund op ad listen over de rigeste danskere. Han stiftede nemlig investeringsvirksomheden Imbtech, der gennem investeringer i ejendomme og værdipapirer fik formuen til at yngle. Meget tyder dog på, at Imbtechs andele i værdipapirer har taget et hug, da egenkapitalen i det sidste regnskab faldt med 118 mio. kr. Ib Nymark Hegelund er i dag bosat i Lugano, Schweiz, hvorfra han driver sine investeringsaktiviteter.
26
3,6 mia. kr.
Atea ASA, Columbus og Consolidated HoldingsIt-milliardæren Ib Kunøe og hans søn Jacob Rosenstand Kunøes koncern, Consolidated Holdings, rummer efter frasalg af et ejendomsselskab og firmaet Coreworkers 16 firmaer indenfor it, emballageproduktion, bådbyggeri, ejendomme, samt PR- og reklamevirksomhed. Men det er en aktiepost på 25 pct. i den børsnoterede nordiske it-koncern Atea og en ejerandel på 50 pct. af it-selskabet Columbus, der udgør den investeringsmæssige tungeste del af Kunøe-familiens konglomerat. Alene siden årskiftet har de to aktieposter kastet udbytte og kursstigninger af sig for mere end 835 mio. kr. til familien Kunøe.
27
Peter Stubkjær Sørensen3,3 mia. kr.
Stubkjær Holding A/S, tidligere Bonus Energy A/S
Automekanikeruddannede Peter Stubkjær Sørensen er ikke en mand med store armbevægelser. Selv da han alene ejede den store vindmøllekoncern Bonus Energy, som Siemens overtog for et milliardbeløb, holdt han sig i baggrunden og lod direktøren tegne butikken. Men ikke desto mindre er Peter Stubkjær de senere år i kraft af ikke mindst aktieinvesteringer nået langt op over 3 mia. kr. i formue. Tro mod sin grundlæggende konservative tilgang har Stubkjær udover værdipapirerne holdt sig til investeringer i mindre virksomheder. De senere år er der dog kommet flere og flere ejendomme i porteføljen.
28
3,0 mia. kr.
Nine United A/S og tidligere BestsellerTroels Holch Povlsen, der stiftede Bestseller, men for længst har overladt ejerskab og drift til sønnen Anders, bor i det centrale London. Han er dog fortsat dybt involveret i en række af sine danske selskaber, oftest som bestyrelsesformand. Mest kendt er design- og interiørvirksomheden Hay, som han ejer sammen med ægteparret Merete og Rolf Hay. Den følger han meget tæt. Virksomheden omsætter for omkring 1 mia. kr. Troels Holch har også investeret i bl.a. lampevirksomheden &Tradition og handelsselskabet De 5 Gaarde samt en række ejendomme. Han er også bestyrelses-
medlem i en række af familiens fonde og selskaber, bl.a. Gyllingnæs A/S – et østjysk gods, som ejes og bebos af Anders Holchs mor, Merete Bech Povlsen.
29
3,0 mia. kr.
AbenaDen sønderjyske Terp-Nielsen-familie har tjent formuen på Abena-koncernen, der producerer alt fra børnebleer til emballage og engangsartikler til healthcare-sektoren over hele verden. Senest har virksomheden lanceret verdens første intelligente ble, der slår alarm, når den bliver våd. På den måde sørger den mere end 60 år gamle virksomhed for fortsat at være helt i front, selvom dette enkelte produkt har kostet op mod 170 mio. kr. at udvikle. Abena blev grundlagt af Jens Terp-Nielsen, og hans søn Preben Terp-Nielsen (foto) er i dag direktør. Tredje generation har dog overtaget aktierne, og således lader virksomheden til at kunne fortsætte i familieeje.
30
Familien Kähler
3,0 mia. kr.
Rockwool
Kähler-familiens formue udspringer af Korsør Stenforretning, som Valdemar Kähler startede i 1909. Aktiviteterne voksede, og virksomheden er i dag en global producent af blandt andet isoleringsmateriale af stenuld under navnet Rockwool. Den børsnoterede virksomhed har i dag hovedsæde i Hedehusene. Kähler-familien er repræsenteret i virksomheden både på ledelses- og ejersiden. Fjerde generation, repræsenteret ved Thomas Kähler (foto), sidder både i virksomhedens direktion og bestyrelse. Thomas Kähler har titel af “Head of System Divisions”. I bestyrelsen sidder også en anden Kähler i skikkelse af Søren Kähler. Største aktionær i Rockwool er Rockwool Fonden.
31
Henrik Lind2,9 mia. kr.
Danske Commodities
Henrik Lind, stifter af Danske Commodities, der handler med energi, har blot brugt 13 år på at snige sig ind på listen blandt Danmarks rigeste. Den 42-årige aarhusianer stiftede med kapital fra en ejendomshandel Danske Commodities i 2004. For seks år siden trak han sig fra den daglige ledelse, men vendte sidste år tilbage som adm. direktør for selskabet, der havde været igennem en mindre god periode. Henrik Lind er bankuddannet, og hans personlige økonomiske resultater taler for sig selv. Regnskabet for holdingselskabet Lind Invest for 2016 var ikke afleveret før opgørelsens skæringsdato, men i 2015 lød overskuddet før skat på 438 mio. kr. Hans investeringer spænder bredt, og han har bl.a. penge i Bank Nordik, Arkil og Mols-Linien.
32
Tais Clausen2,9 mia. kr.
3Shape
I 2016 blev 3Shape kåret af Børsen som landets hurtigst voksende selskab. Men historien om Tais Clausen og teknologikometen, der laver 3D-scannere til høreapparat- og tandlægeindustrien, starter helt tilbage, da Tais Clausen gik på DTU og her skabte prototypen på en 3D-scanner som sit masterprojekt. Det projekt skulle vise sig at gemme på et enormt potentiale. Efter prototypens tilblivelse slog Tais Clausen sig sammen med Nikolaj Deichmann, som på daværende tidspunkt læste på CBS. De stillede op sammen til Venture Cup med 3D-scanneren og fik en andenplads, som sikrede dem 100.000 kr. Dermed var idéen bragt til live. Nikolaj Deichmann er nr. 38 på listen over Danmarks rigeste med en formue på 2,5 mia. kr.
33
Familien Gjørup2,9 mia. kr.
Top-Toy
En aviskiosk, der også solgte lidt legetøj i 1950’ernes Roskilde, udviklede sig fra 1960’erne til en betydelig legetøjsvirksomhed med flere hundrede butikker. For halvandet år siden solgte familien Gjørup tre fjerdedele af legetøjskoncernen Top-Toy med kæderne BR og Toys’R’Us for 1,7 mia. kr. til kapitalfonden EQT, og i dag er det tredje generation med bl.a. Peter Gjørup, der står i spidsen. Foruden Top-Toy er familiens formue i dag spredt på en række holdingselskaber og investeringsvirksomheder. Interesserne spænder vidt, fra it-platforme på plejehjem til Odin DK Holding med bl.a. en stor ejendomsportefølje. Mange ejendomme blev dog solgt fra i forbindelse med Top-Toy-salget. Gjørup-familien er ny blandt Danmarks 40 rigeste.
34
Lars Seier Christensen2,9 mia. kr.
Saxo Bank
Lars Seier Christensen stiftede i samarbejde med Kim Fournais fondsmæglerskabet Midas i 1992. Selskabet blev efterfølgende i 2001 til onlinebanken Saxo Bank. Siden da er formuen og virksomheden vokset støt. I 2015 blev Lars Seier Christensen medejer af michelinrestauranten Geranium, og han har også investeret massivt i burgerkæden Juicy Burger. Saxo Bank og særligt Lars Seier Christensen har også gjort sig bemærket politisk ved at finansielt støtte Liberal Alliance og generelt være en stemme i den offentlige debat. Lars Seier Christensen investerer i flere virksomheder igennem sin investeringsfond Seier Capital. Sidste år fratrådte Lars Seier Christensen direktørposten i Saxo Bank, og i maj solgte han alle sine aktier i banken.
35
Familien Eikemo Thorgaard2,9 mia. kr.
De Forenede Dampvaskerier
Fra en spæd begyndelse i 1958 med Lunds Kitteldepot opbyggede Thorgaard-familien en af landets største virksomheder inden for vaskeri- og rengøringsservice. Ejerskaberne i De Forenede Dampvaskerier, Elite Miljø og Textilia samt ejendomme administreres i dag fortrinsvis gennem holdingselskabet Kivi-Tex. Formuen voksede samlet set, da værdiansættelsen i selskaberne steg. Det gjorde familiens formue godt en halv milliard større. Familien er i gang med at forberede et generationsskifte. Det vil så være tredje generation af Thorgaard-familien, der overtager. Først stifteren Kristian Peter Thorgaard, der stadig er formand i holdingselskabet Kivi-Tex, og senest Anders Eikemo Thorgaard.
36
Kim Fournais2,9 mia. kr.
Saxo Bank
Kim Fournais har ofte stået i baggrunden af sin mere højlydte forretningspartner Lars Seier Christensen, som han i sin tid startede fondsmæglerskabet Midas med i 1992. Selskabet blev i 2001 til onlinebanken Saxo Bank, og bankens succes er også grundstenen i Kim Fournais’ formue. Lars Seier Christensen trak sig sidste år som adm. direktør i Saxo Bank, og derfor sidder Kim Fournais nu alene på en post, de to ellers har delt fra starten. Modsat sin medstifter har Kim Fournais også beholdt sine aktier i banken. Direktøren købte i 2005 øen Vejrø ud for Lolland. Øen kostede ham 25 mio. kr., og sidenhen har han brugt ca. 200 mio. kr. på at gøre øen grøn og selvforsynende. Han har også købt og renoveret hotellet Stella Maris ved Svendborgsund.
37
Mikael Goldschmidt2,6 mia. kr.
M. Goldschmidt Holding
Erhvervsmanden Mikael Goldschmidt er kendt fra ejendomsaktiviteter og fra ejerskabet af Imerco-kæden, der ventes at få myndighedsgodkendelse til overtagelsen af Inspiration. M. Goldschmidt Holding er Mikael Goldschmidts vigtigste selskab med de klart største værdier, men hertil kommer en række aktiver, der ejes af Mikael Goldschmidt personligt. Goldschmidt-koncernen har fokus på ejendomme i det indre København samt udviklingsprojekter i Hillerød, hvor der er planlagt byggeri af flere hundrede boliger. Mikael Goldschmidt er kendt som udpræget opportunistisk og har bl.a. investeret i vandrensningsteknik og et mindre flyselskab.
38
Nikolaj Deichmann2,6 mia. kr
3Shape
Under studierne på CBS i København fandt Nikolaj Deichmann sammen med makkeren Tais Clausen, og sammen stiftede de den hurtigtvoksende 3D-succes 3Shape. Idéen kom fra Tais Clausens masterprojekt på DTU, hvor han lavede prototypen på en 3D-scanner. I 2016 blev 3Shape kåret som et af landets hurtigstvoksende selskaber, og over de seneste fem år har de tjent over 800 mio. kr. I starten producerede virksomheden 3D-scannere til høreapparaterindustrien, men senere har de også bevæget sig ind i tandlægeindustrien, hvor et af deres største forretningsområder er håndscannere, som tandlæger kan bruge til at scanne en mund på få minutter. Virksomheden har været i stærk vækst siden starten i 2000 og nærmer sig nu 1000 ansatte.
39
Familien Enggaard2,5 mia. kr.
A. Enggaard
Enggaard-familien er ny på listen over de 40 rigeste i Danmark. Formuen skyldes, at der efterhånden ikke findes det nybyggeri-område i Danmark, hvor Enggaard-familien ikke planter sit flag. Fra at være fokuseret på Nordjylland har Aalborg-entreprenøren A. Enggaard, som er hovedforretningen i familiens mange virksomheder inden for byggeri og beton, cementeret sig som en af landets større byggekoncerner. Det var ingeniør Asger Enggaard, der i 1943 lagde grundstenen til entreprenørfirmaet, der hurtigt blev det største i Aalborg. Hans to sønner Jørgen Enggaard (foto) og Søren Enggaard har i dag hver sin koncern i henholdsvis A. Enggaard og Sønder Skovgaard. Sammen har de to brødre også den velindtjenende milliardvirksomhed BMS.
40
Familien Martinsen2,5 mia. kr.
IC Group
Det ligger i kortene, at familien Martinsens kontrollerende aktiepost på 42 pct. i modekoncernen IC Group skal sæl-ges. Niels og Lykke Martinsens eneste barn, Emilie, der bor i London, er ikke interesseret i at involvere sig i IC eller andre af de investeringer, som familiens selskab Friheden Invest har i først og fremmest ejendomme, men også i f.eks. netmodehuset Boozt. Men modeselskaber som IC uden høj indtjening og uden et helt åbenlyst stort kurspotentiale er åbenbart ikke nemme at sælge til en god pris, så Friheden holder fast og 69-årige Niels Martinsen fortsætter i IC Groups bestyrelse. Emilie ejer det meste af Friheden Invest, men faderen sidder på de stemmetunge aktier i selskabet med en egenkapital på 2,6 mia. kr. – og en gæld på bare 12 mio. kr.
Læs også:
Metode
Listen over de 40 største danske formuer er udarbejdet i et samarbejde mellem Børsen Fakta og den danske corporate finance-rådgiver Clearwater International, der har stået for værdiansættelsen af virksomhederne.
På baggrund af et bruttoudtræk fra Experian over selskaber med en “akkumuleret egenkapital” (summeret egenkapitalen i de selskaber en given person er medejer af) og journalistisk research har Børsen Fakta skabt en liste over de mest sandsynlige kandidater til en top 40 over danske milliardærer.
Formueopgørelserne baserer sig alene på den enkelte persons/families kapitalposter i danske virksomheder og ikke den yderligere formue, som personen/familien måtte besidde privat. Opgørelsen skal derfor ikke forstås som eksakte formuer, men som det bedst mulige skøn.
Formueopgørelserne baseres yderligere alene på personlige formuer, hvorfor ejerandele placeret i erhvervsdrivende fonde eller lignende ikke medregnes.
Da formueopgørelsen baseres på danske selskaber, medregnes udenlandske selskaber kun i det omfang, at deres resultatbidrag kan aflæses i det danske moderselskabs resultatopgørelse. Således medregnes danskejede udenlandske selskaber ikke i tilfælde af, at der hverken direkte eller indirekte aflægges regnskab i Danmark.
Værdien af ikke-børsnoterede selskaber baseres på baggrund af
selskabernes indtjening i det senest tilgængelige regnskab multipliceret med en virksomhedsspecifik indtjeningsmultipel, herefter fratrukket den givne virksomheds rentebærende gæld. Den rentebærende gæld fratrækkes, da indtjeningen multipliceret med den virksomhedsspecifikke multipel udtrykker værdien på kasse- og gældfrit niveau (Enterprise Value, herefter “EV”) og ikke værdien af egenkapitalen.
Grundlæggende er EV/ebitda blevet benyttet som multipel, da forskelle i afskrivningsprincipper og kapitalstrukturer herved elimineres. Den virksomhedsspecifikke multipel er blevet identificeret ved brug af en peergruppe af sammenlignelige, børsnoterede virksomheders multipelniveau sat i forhold til deres EV.
I enkelte tilfælde, hvor den primære drift er bank- eller leasingrelateret, og der herved ligger signifikante summer under den finansielle
aktivitet, benyttes Price/Earning (herefter “P/E”) som multipel. Ved brug af P/E som multipel fratrækkes den rentebærende gæld ikke, da Earning udtrykker resultatet efter servicering af eksterne kapitalindskydere – altså den del af indtjeningen, der er tilgængelig for egenkapitalindskyderne.
Værdien af børsnoterede selskaber baseres på basis af værdien af selskabernes egenkapital fredag d. 19 maj 2017 ganget med den pågældende persons/families ejerandel i selskabet. A-aktier, der ikke er børsnoteret, er optaget til samme værdi som B-aktierne.
Der er så vidt muligt taget højde for afgørende nye forhold offentliggjort efter seneste årsregnskab – eksempelvis salg eller delsalg af en given virksomhed.
Slutteligt skal det pointeres, at formueopgørelserne må betragtes som bruttoopgørelser, da oplysninger om privat gæld ikke er offentligt tilgængelige.