ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Saxo Bank ser aktie-toppen bag os

Det europæiske aktiemarked ventes onsdag at åbne tæt på uændret, med en tendens til det positive terræn. Der vil være fokus på Carlsberg, efter at bryggerigiganten Heineken onsdag morgen orienterede om udviklingen i første kvartal.

"Det peger i retning af en omtrent uændret åbning i Europa onsdag, måske med en lille pil op," siger Saxo Banks cheføkonom David Karsbøl til nyhedsbureauet Direkt.

De europæiske aktiebørser oplevede i de døende handelsminutter tirsdag et bemærkelsesværdigt comeback, som kun delvis nåede at smitte af herhjemme, hvor C20-indekset lukkede med et fald på 0,7 pct. til niveau 254,65.

Carlsbergs konkurrent Heineken øgede i første kvartal omsætningen med 24 pct. i forhold til samme periode året før til 3046 mio. euro, men det skyldes i høj grad købet af dele af Scottish & Newcastle, og ser man på den organiske udvikling var den faktisk negativ med 1 pct. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News sat næsen op efter en organisk vækst på 2,5 pct.

Carlsberg faldt tirsdag 4,2 pct. til kurs 251,5 på fornyet usikkerhed omkring udviklingen på det russiske marked. Heineken melder om stor tilbagegang i Central- og Østeuropa, hvor det har oplevet en organisk tilbagegang på 12 pct. Specifikt for Rusland melder Heineken om en volumenudvikling på 'linje med det regionale gennemsnit'.

Hos Saxo Bank vurderer man, at pilen for aktiemarkedet peger nedad for de kommende uger.

"Vi vurderer, at toppen er bag os nu. De sidste to uger har vi været lidt skeptiske omkring det rally, der har været i markedet, og vi har ligesom accepteret, at det gik højere uden at anbefale, at man gik rigtigt kort. Men vi begynder nu at overveje, om ikke det er på tide," siger David Karsbøl og forsætter:

"Der er mange indikatorer på risikoaversion, som nu peger i den forkerte retning, efter faktisk at have været rimeligt positive de sidste 3-4 uger. På den front ser det lidt værre ud nu, og samtidig har vi nogle tekniske indikatorer, som vi støtter os lidt til, og som foreslår, at toppen nu er bag os."

Han vurderer derfor, at de kommende 2-3 uger kan byde på aktiefald i størrelsesordenen 5-7 pct.

Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis