ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

SAS-optakt: Lave billetpriser skal opvejes af spareprogram

Markant lavere billetpriser og flere tomme flysæder kommer til at sætte sine spor på flyselskabet SAS' regnskab for andet kvartal, der offentliggøres fredag morgen.

Det vurderer Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank, i en kommentar forud for regnskabet.

Det skal opvejes af lavere brændstofpriser og et besparelsesprogram, der forhåbentligt kommer op i tempo, skriver han.

Trafiktallene har budt på flere svagheder, og særligt billetpriserne har været ramt i andet kvartal af det skæve regnskab år 2015/2016. Yielden er nemlig faldet med omkring 12,6 pct. i forhold til samme periode sidste år.

"Et voldsomt fald, som dog også er forstærket af, at SAS nu har en større andel af langdistanceflyvninger, der har en lavere yield," skriver Jacob Pedersen i kommentaren.

Langdistancesatsningen har til gengæld leveret en trafikvækst på omkring 20 pct. i kvartalet, vurderer Sydbanks analytiker, og det trækker den samlede trafikvækst op med 7,9 pct. Til gengæld har det været en udfordring at fylde langdistanceflyene op, og samlet set er der 1,9 procentpoint flere tomme sæder, og belægningen falder dermed til 68,3 pct., lyder det fra Jacob Pedersen.

"Trafiktallene viser, at SAS' trafikindtægter falder til omtrent 6950 mio. svenske kr. i kvartalet - på trods af fin trafikvækst," konkluderer analytikeren.

Besparelser op i tempo

For at opveje de faldende trafikindtægter skal besparelsesprogrammet for alvor have sparket omkostningerne ned i kvartalet.

"Besparelsesprogrammet skal op i tempo. Vi venter en positiv indtjeningseffekt på omkring 250 mio. svenske kr. i kvartalet fra strategiplanen 4XNG," skriver Jacob Pedersen i notatet.

Priserne på brændstof har desuden taget et markant dyk, og derfor venter han ligeledes en markant positiv effekt herfra. Omvendt var kvartalet året forinden positivt påvirket af gevinster for valutakursafdækning på mere end 350 mio. svenske kr., og de gevinster kommer ikke til at gentage sig i år.

Passagerskat påvirker estimat


En ny passagerskat i Norge vil højst sandsynligt også blive nævnt i SAS' regnskab fredag, og ifølge flyselskabets egne beregninger kan den nye afgift ende med at koste 600-700 mio. svenske kr. om året.

"Så galt venter vi ikke, at det går, men vi sænker vores estimater en smule, så det afspejler den nye ekstraomkostning," skriver Jacob Pedersen i kommentaren.

Sydbank venter nu en indtjening per aktie på 3,78 svenske kr. mod den tidligere udmeldte forventning om en indtjening på 4 svenske kr. per aktie i regnskabsåret 2015/2016.

Det var Stortinget i Norge, der i maj besluttede at indføre en afgift på 80 norske kr. per passager, der letter fra en norsk lufthavn. Den nye afgift trådte allerede i kraft 1. juni, og den har siden fået flere flyselskaber til at genoverveje deres norske flyruter.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis