ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

SAS og Cimber raser over ny lavpristerminal

Luftfartsselskaberne SAS, Cimber Sterling og Norwegian er stærkt utilfredse med, at Københavns Lufthavne bruger lave afgifter til at trække konkurrerende lavprisselskaber ind i den nye lavpristerminal.

Lufthavnens strategi ser dog ud til at virke, for en del lavprisselskaber står på spring for at benytte den nye terminal. Det skriver Berlingske Business fredag.

SAS, Cimber Sterling og Norwegian er først og fremmest utilfredse med, at der ikke er muligheder for transferpassagerer i Swift.

Disse passagerer er netop kernen i både SAS' og Cimbers forretningsmodel, mens Norwegian regner med at tilbyde flere transfermuligheder i fremtiden. De tre selskaber mener, at lufthavnen med den nye lavpristerminal, Swift, favoriserer flyselskaber, der kun satser på direkte ruter.

"Med den ene hånd samarbejder lufthaven med os, og med den anden hånd underminerer de vores forretning ved at tilbyde vores konkurrenter lavere priser. Vi ved ikke, hvad prisen bliver endnu, men det er klart, at lavere omkostninger til vores konkurrenter kan flytte kunder," siger Lars Andersen, direktør for infrastruktur i SAS, til Berlingske Business.

Lars Andersen understreger, at SAS' afhængighed af transferpassagerer for resten af Skandinavien gør det umuligt for selskabet at bruge lavpristerminalen.

Cimber Sterling og Norwegian bakker op om SAS' kritik. Cimber afviser enhver tanke om at gøre brug af den nye terminal. Norwegian er derimod trods modstanden klar til at benytte Swift.

"Vi ønsker at tilbyde vores kunder de bedste priser, og det er der bedst mulighed for i Swift. I København bliver vi desværre tvunget i en retning, hvor vi må tilbyde færre transfermuligheder til vores kunder," udtaler Daniel Skjeldam, kommerciel direktør i Norwegian, til Berlingske Business.

Flere europæiske lavprisselskaber viser dog stor interesse for den nye lavpristerminal. Lufthansas Germanwings har allerede meldt sig klar til at bruge den, og easyJet og Transavia indikerer begge, at også de er klar til at åbne nye ruter fra Swift, hvis priserne bliver holdt i bund.

Ryanair og Air Berlin overvejer ligeledes at flyve fra den nye terminal.

Ifølge Brian Petersen, adm. direktør i Københavns Lufthavne, er det afgørende for væksten i lufthavnen at satse både på netværksselskaber og lavprisselskaber.

"Vi bliver nødt til at gå fra et produkt til to produkter, så vi kan tilbyde den store gruppe af lavprisselskaber noget mere. Vi ser, at netværksselskaberne og lavprisselskaberne har forskellige behov, og i forvejen gør vi jo rigtig meget for at sikre de bedste transfervilkår for netværksselskaberne," udtaler Brian Petersen til Berlingske Business.

Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis