ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Sådan sikrer du dig mod værditab på minibilen

Én ting er, hvad udsalgsprisen er på en ny bil. Enhver bilejer kan dog skrive under på, at det samlede regnskab først bliver gjort endeligt op, når det viser sig, hvad bilen er værd, når den skal sælges igen.

Selvom der er en naturlig grænse for, hvor meget en bil til 80.000 kr. kan falde i værdi, er det ikke uvæsentligt at tænke på gensalgsværdien, når den nye minibil bliver bestilt.

Den hårde konkurrence blandt nye minibiler er nemlig også med til at skabe hård konkurrence blandt brugte minibiler, med større prisfald som følge.

Skal have bred appel

Derfor er det vigtigt at vælge rigtigt, hvis man har planer om at sælge bilen, inden den har udtjent sin fulde værnepligt.

”Overordnet set handler det om at sørge for, at bilen appellerer til så mange som muligt,” siger Jan Lang, analytiker hos Bilbasen.

Det vil blandt sige, at bilen skal have den rigtige farve og det rigtige udstyr. Frem for alt skal den dog have fem døre.

”Fem døre vil gøre bilen brugbar for flere,” siger Jan Lang og føjer endnu et must til indkøbslisten.

”Minibilen skal også have aircondition, for alt andet lige er aircondition ved at være normen i nye biler,” siger han.

Farve er mindre vigtig


Hvor en vovet farve kan være med til at langtidsparkere en større, brugt bil i forhandlerens udstillingsvindue, spiller farven på minibiler en knap så stor rolle ifølge Jan Lang.

”Der er en større accept af forskellighed blandt minibilkøbernes farvevalg, så det har ikke nær så meget at sige, om bilen er rød eller andre mere spraglede farver,” siger han.

Alligevel er der især tre farver, der gør minibilen mere sikker i forhold til gensalgsværdien.

”Farverne sølv, sort og hvid tegner sig for ca. 60 pct. af alle søgninger på Bilbasen,” siger Jan Lang og vurderer, at det ikke kommer til at ændre sig nævneværdigt i løbet af de næste tre år.

Den rigtige model

Der kommer til gengæld til at ske en udvikling blandt de forskellige bilmodeller. Derfor er det vigtigt at købe en model, der er relativt ny i markedet, så man ikke pludseligt står med den gamle model i indkørslen.

Her peger Jan Lang på biler som den nye Kia Picanto, der stadig koster fra under 100.000 kr., selvom den voksede og blev mere veludstyret i forbindelse med det seneste modelskifte.

Skulle analytikeren pege på én minibil, der kommer til at holde værdien bedre end de andre, bliver det dog den nye Volkswagen Up og dens to søsterbiler, Skoda Citigo og Seat Mii.

”Jeg vurderer de nye trillinger til at være de mest attraktive, fordi der er en hype omkring dem, de virker godt skruede sammen, der er en vis prestige i dem, og så er det de nyeste på markedet,” siger han og tilføjer, at flere af konkurrenterne i klassen er modeller, som efterhånden har nogle år på bagen.

Brugt minibil er mindre attraktiv


Selvom den hårde konkurrence blandt nye minibiler kommer til at spille en rolle for afskrivningen, er det dog alligevel mindre attraktivt at købe en brugt.

”Set fra bilkøberens synspunkt skal den brugte minibil være meget billig, hvis det skal kunne betale sig at købe den,” siger Jan Lang og hentyder til, at der følger nogle helt andre garantivilkår med, når man køber en ny bil i forhold til en brugt.

Hvis man alligevel er i markedet efter en brugt minibil, opfordrer Jan Lang til at lave en søgning på internettet og sortere bilerne efter pris med den billigste øverst.

”Og så skal bilen ligge helt i toppen af søgningen,” siger han.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis