ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Sådan påvirker gigantisk ølfusion Carlsberg

Verdens største ølfusion er snart en realitet. Og det kan presse Carlsberg på længere sigt.

Tirsdag aften godkendte EU-Kommissionen sammenlægningen af verdens to største bryggerier, AB Inbev og Sabmiller, hvis virksomhederne vel og mærke frasælger en række mærker i bl.a. Østeuropa. Handlen løber op i svimlende 812 mia. kr. og vil skabe en mastodont, der kommer til at sidde på 20 pct. af den globale ølvolumen.

Samtidig vil det gøre Carlsberg til verdens tredjestørste bryggeri efter konkurrenten Heineken.

"Hvis man maler med den helt brede pensel, får det nok ikke så store konsekvenser for Carlsberg på kort sigt. Det har længe været kendt, at konkurrencemyndighederne ville tvinge AB Inbev til at frasælge nogle af Sabmillers europæiske aktiver, og det er i områder, hvor der har været mindst overlap mellem Carlsberg og Sabmiller," siger Morten Imsgard, senioranalytiker i Sydbank, og fortsætter:

"På længere sigt har Carlsberg den udfordring, at de står over for en meget stor konkurrent, som bør kunne få nogle stordriftsfordele og derigennem bedre indtjening. Og det presser de andre store spillere til selv at blive så effektive som muligt."

Bør kigge på opkøb

Fusionen står og falder fortsat med, om AB Inbev opfylder en række krav fra EU-Kommissionen.

Indtil videre har den belgiske bryggerikæmpe indvilget i at sælge ølmærkerne Grolsch og Peroni til japanske Asahi Group.

Men selvom flere af Sabmillers europæiske forretninger på papiret ligner en lækkerbisken for Carlsberg, tvivler flere analytikere på, om den Valby-baserede virksomhed vil gå ned af den vej. Blandt andet på grund af koncernens finansielle situation og den nuværende turnaround-proces.

Hos Jyske Bank mener analytiker Frans Høyer dog, at Carlsberg bør overveje at udnytte det åbne vindue.

"Jeg synes, mange af Sabmillers positioner i lande som Polen, Rumænien og Tjekkiet passer rigtig godt til Carlsberg. Det vil være som hånd i handske, men det er klart, at hvis prisniveauet er det samme som Peroni, bliver det svært. Men hvis man omvendt kan få det til nogle attraktive priser, vil jeg tro, at Carlsberg tager et alvorligt kig på det," lyder det fra Frans Høyer.

Dyrere sponsorater

Et af de områder, som Carlsberg har nydt godt af de seneste år, er sponsorater af fodboldslutrunder. Således var koncernen ølsponsor for EM i 2012, ligesom man igen i år er det til slutrunden i Frankrig.

Heineken og AB Inbev har dog ligeledes fået øjnene op for den brandværdi, som fodboldturneringer åbner op for. Førstnævnte har i årevis været officiel ølsponsor for Champions League, men AB Inbev nød godt af sin tilstedeværelse under VM i Brasilien for to år siden.

Megafusionen kan derfor betyde, at priserne for fremtidige sponsorater skyder i vejret.

"AB Inbev har dybere lommer, og man kan fordele omkostningerne langt bredere end konkurrenterne. Det skærper konkurrencen og betyder, at priserne for sponsorater vil være for opadgående," siger Frans Høyer.

Den udlægning er Morten Imsgard enig i.

"Vi får en mastodont, som har finansielle muskler til at tage markedsføringen op på helt andre niveauer end de mindre spillere. Jeg tvivler dog på, at AB Inbev vil sætte sig på det hele, men det bliver dyrere at sponsere denne type begivenheder."

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis