ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Russisk dyk fremskynder Carlsberg-opkøb

For at fastholde billedet af Carlsberg som en væksthistorie sætter bryggeriledelsen nu mere fart på planerne om at vokse via opkøb i Asien, skriver dagbladet Børsen.

Rusland, der engang var vækstlokomotivet, har fået et andet og mere usikkert skær over sig - senest med de forestående store afgiftsforhøjelser på øl.Derfor er Carlsberg nu i gang med at fremskynde nogle af sine planer endnu længere mod øst, nemlig i Kina og Vietnam, som skal trække en stor del af den fremtidige vækst for bryggeriet.

Her hjælpes og motiveres bryggeriet af, at det genvinder sine opkøbsmuskler langt hurtigere end ventet. Milliardgælden efter megakøbet af britiske Scottish & Newcastle (S&N) sidste år bankes nemlig ned med rekordfart.

"Vi vil gerne skabe så stor finansiel fleksibilitet som muligt, så vi kan kigge på flere opkøb i Asien. Vi har hele tiden gerne villet mere i Asien, men der er nok nogle ting, der har rykket sig halve år frem i tiden, i forhold til hvad vi tidligere troede," siger Carlsberg-topchefen Jørgen Buhl Rasmussen til Børsen.

Da Carlsberg gik ind i 2009, var gælden oppe på 44,2 mia. kr. Den er nu reduceret med 5,7 mia. kr. til 38,5 mia. kr. og når at komme længere ned, inden året er omme. Det betyder, at gælden nu kommer under tre gange driftsindtjeningen og ret hurtigt næste år kan komme helt ned i 2,5 gange driftsindtjeningen.

"Og så behøver den heller ikke være lavere. Et gældsniveau omkring 2,5 gange ebitda vil vi nok være komfortable med," siger Carlsbergs koncernfinansdirektør og viceadm. direktør Jørn P. Jensen.

Siden Carlsberg i januar 2008 præsenterede S&N-købet sammen med Heineken, har bryggeriets plan groft sagt været, at først skulle der høstes vækst og indtjening gennem flere år i Rusland.

Siden skulle den indtjening bruges til at etablere en ny vækstplatform i Asien, især Kina. Siden har Rusland udviklet sig noget anderledes end planlagt, og derfor skrues der nu op for tempoet i opkøbsplanerne i Asien.

Log ind på borsen.dk og læs hele artiklen fra dagbladet Børsen.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis